Kunstnere har alle dage iagttaget verden og omsat deres syn til billeder. Vi svømmer rundt i visuelle gengivelser og fortolkninger af virkeligheden. Med sproget taler vi om billederne, diskuterer og deler dem. Men virkeligheden er også fuld af lyd. Musikken har vi et sprog for, men en stor del af den lydlige virkelighed forholder vi os slet ikke til, vi hører den ikke aktivt og det fælles sprog for den, er meget begrænset.

Det sidste mærker jeg tydeligt, når jeg forsøger at beskrive nogle af de lyde, jeg har mødt på Jacob Kirkegaards udstilling på Munkeruphus. At den sensibilitet, der handler om at beskrive lange forløb af lyde, ikke er i træning. At jeg støder imod en begrænsning i det kognitive og kommunikative apparat. Ikke desto mindre er det en stor oplevelse at gå ind i det lydlige univers, og man tager den med videre bagefter, som en nysgerrighed på hvordan alting egentlig går og lyder. ”Verden ønsker at se sig selv”, skrev Inger Christensen, måske ønsker den også at høre sig selv.

Lydens magi fra en spolebåndoptager

Jacob Kirkegaard (f. 1975) er lydkunstner og komponist og har opnået stor international anerkendelse for sine lydværker. I sine værker har han bevæget sig fra lyden helt inde i øret, over lyden af indlandsis, til lyden af død og efterladte atomlandskaber. Hans optagelser og bearbejdninger er lige dele forskning og kunstnerisk iscenesættelse.

I den glimrende introduktionsfilm, som er produceret i samarbejde med I DO ART Agency fortæller han om, hvordan han allerede som 6 årig, hvor han fik en spolebåndoptager, blev optaget af lydens magi, og at det senere var punkens energiske støj, som for alvor holdt ham fast i fokus på lyd fremfor musik. Han fortæller også, at hvor han tidligere har rejst verden rundt og optaget lyd (som f.eks.) den smeltende indlandsis, så har han nu, hvor han har slået sig ned i Danmark, fået et større fokus på det lokale.

Som også er det første, man møder på trappen op til udstillingssalene. I video- og lydværket Substratum har Kirkegaard haft lytteapparatet nede i en sivbeplantning, der er en del af rensningsanlægget Gribvand. Det er et poetisk, stille boblende værk, mindre spektakulært end nogle af de øvrige bidrag i en udstilling, der stiller ind på vores forhold til døden og alt det affald, vi som mennesker og civilisation producerer.

En kiste blød som en livmoder

I den mere spektakulære afdeling er der eksempel Opus Crematio, fra 2019. Man finder ind bag et tæt forhæng og står i et rum, der minder om en blød forvokset kiste. Gulvet er dækket af tykt tæppe, væggene stofbehængte. Jeg lader mig synke ned i det bløde og lytter til en ubestemmelig række lyde, som også mærkes gennem kroppen. Jeg ved, at jeg skal høre lyden af et menneskes kremering, og kan ikke lade være med at prøve at oversætte lydene.

En medbesøgende fik det dårligt ved tanken om den brændende krop, kødet, der bliver til ingenting. Det gør jeg ikke, men da jeg på et tidspunkt hører en form for klirren og noget skovling, kan jeg helt fysisk mærke mit eget skelet, jeg bliver bevidst om, at jeg selv ligger her som en bunke knogler, der en dag vil frigive lige præcis den lyd. Det svimler for mig, jeg er glad for, at jeg ligger ned. Det er lidt som at se ind i et kalejdoskop.

Spyfluens lille sang

Rummet ved siden af bliver i tematikken. Her er 8 små sort/hvide billeder placeret rundt på væggene. De er abstrakte, ligner noget grafik, men viser sig at være bearbejdninger af mikroskopier af dødsårsager. Billederne har titler som Lungehindekræft, Leversvigt. Hjerneblødning. Den sidstnævntes visuelle gengivelse ligner en stjernehimmel.

Værket er helt opdateret med et eksempel på Covid-19. Ved hvert billede er der en lille højtaler, hvorfra der kommer en infernalsk summen. Lydene minder om hinanden, men er samtidig distinkt forskellige. Man kan springe hurtigt fra højttaler til højttaler og lave sin egen bizarre koncert. For det er lyden af 6 forskellige spyfluer, naturens skraldemænd, ådselsæderne (alene deres navne får kvalmen frem… Calliphora Vomitoria), vi hører i Necromonicon, som er værkets titel.

Den har Kirkegaard hentet fra den amerikanske horrorforfatter, H.P. Lovecraft, hos hvem Necronomicon optræder som lærebog. Det er et på en gang morbidt, filosofisk og videnskabeligt værk. Man kan opleve det med forskellige lag af sig selv, sådan at man det ene øjeblik virkelig føler væmmelse, og næsten ikke kan få spyfluen ud af øret, det næste fascineret tænker på, hvordan et så lille dyr kan lave sådan en konstant tone.

Opus Mors

Det er gennemgående for oplevelsen af Vidnesbyrd, at man svinger mellem fascination og væmmelse. Det gør sig ikke mindst gældende for det værk, der er placeret diskret og gemt nederst i parken. Lydværket Opus Mors slubrer og smasker og hvæser og puster og summer derinde i skovkanten. Sådan lyder mennesker, når de ligger i naturen og langsomt forrådner og giver næring til insekter og mikroorganismer.

Kirkegaard har besøgt et sted i USA, hvor man i forskningsøjemed har lig liggende ude i naturen, og fået lov at optage lyd inde fra dem. Vi er, som Søren Ulrik Thomsen har skrevet, jo blot ”en gang biologi, som verden skyller igennem” og det gør den også efter døden. Det er et objektivt faktum, men subjektivt svært udholdeligt. Heldigvis kan man lade blikket flyve ud over havet, over mod Kullens skrænter og drømme om mere sval luft, før smaskeriet skal sætte ind.

Beviset

Mindre dødsfikseret, og måske også en begyndelse på en værkknopskydning, hvor fortællingen og sproget kobler sig på, er lyd og video-værket Testimonium, skabt omkring rensningsanlæg og affaldsforbrænding i Danmark, Letland og i Nairobi på det helt enorme dumpingsite, Dandora.

Visuelt set er det natur, som vi ikke bryder os om den, brune slagger, der strømmer forbi, bjerge af affald, der udgør en biotop for fugle, mennesker, hvis eneste mulighed er at høste skrald, og som er udsat for alvorlige forbrændinger, fordi ilden hele tiden løber nedenunder de nye bunker af skrald, der dynges ovenpå de gamle.

Det er benhård realisme, og samtidig har værket den lugtfri afstands fascinationskraft. Som når man ser boblerne i spildevandet og er i tvivl om, hvorvidt man er tæt på eller langt væk og bagefter bliver bevidst om det fænomen, som dannelsen af bobler er. På samme måde er de store fremmede fugle over affaldslandskabet med de azurblå flager af plastposer både skræmmende forfærdeligt og smukt.

Verden er blevet et mere ekstremt sted, siger Kirkegaard også i interviewet, og Testimonium efterlader ikke ligefrem en med håb om bedring. Godt, at man skal forlade bygningen gennem sivene i slammen, der trods alt er vidnesbyrd om, at forrådnelse også rummer en fødsel i sig.