Det skal du se! Uge 38

Det skal du se! Uge 38

Allan Otte: Naturskildring (avlsarbejde), 2018. Pressefoto.

Overalt i landet er der gode muligheder for spændende kunstoplevelser. Her anbefaler vi nogle af de udstillinger, der åbner lige om lidt.

HEART – Herning Museum of Contemporary Art
19 sep – 24 jan Naturligvis – Landskabsmalerier af Allan Otte
Med temaer som fødegården, landbrugskritik og menneskets udnyttelse af naturen gør Allan Otte op med landskabsmaleriets traditionelle og romantiske udtryk. Gennem sine værker forsøger han at åbne vores øjne for naturen, som vi virkeligt omgås den og virkeligt anvender den – et frontalt møde og en brutal og moderne version af naturen.

Horsens Kunstmuseum
19 sep – 1 mar Hesselholdt & Mejlvang – Exotic, Normal / Circle of Flags
Værket etableres foran Horsens Kunstmuseum og består af 12 flagstænger i en cirkel. Hver flagstang er malet i samme farve som de flag, de understøtter. Flagstængerne adskiller sig i højden med den lyseste hudfarve som den højeste, og den mørkeste hudfarve som den korteste.

Viborg Kunsthal
18 sep – 29 nov Elle-Mie Ejdrup Hansen: STILL (for) PEACE
I 1995 skabte kunstnerens værk Linien-Lyset – en laserstråle fra Skagen til Sild i anledning af 50 året for Danmarks befrielse – den største mediestorm om et kunstværk i Danmarkshistorien. Modstandfolk skruede bissen på i Ekstrabladet, kunstneren blev udskammet og statsministeren sat under pres. På baggrund af et stort researcharbejde har Elle-Mie Ejdrup Hansen bearbejdet hele miséren og skabt en række nye værker.
Fernisering fredag 18 sep kl. 11-17.

 

Johannes Sivertsen: 11. december 1960, 2020. Pressefoto.

Overgaden. Institut for Samtidskunst
11 sep – 8 nov Johannes Sivertsen: De unavngivne
Gennem sine malerier lytter den dansk-franske kunstner Johannes Sivertsen til de stemmer, der historisk set ikke er blevet hørt. Udstillingen undersøger den forestilling, der hersker om den hvide, vestlige mands objektive blik og giver et bud på, hvordan man i fællesskab kan skabe en platform for at udvikle et nyt malerisk sprog.

Overgaden. Institut for Samtidskunst
11 sep – 8 nov Torben Ribe: OUTLET
Totalinstallationen opleves som en malerisk og skulpturel version af et møbel-outlet filtreret gennem Ribes æstetik og sanselige evne til at balancere forholdet mellem dagligdagsscenarier og -genstande og det abstrakte maleri.

Malmö Konsthall
19 sep – 10 jan Hassan Sharif: I Am The Single Work Artist
Vandreudstillingen med over 120 værker er Hassan Sharifs første store retrospektive udstilling i Europa og hans første soloudstilling i Sverige. Frem til sin død i 2016 var Sharif en pioner inden for eksperimentel samtidskunst i Mellemøsten og skabte sine værker af billige hverdagsmaterialer i protest mod en elitær kunstverden.

SPECTA
18 sep – 24 okt Peter Holst Henckel: Portræt af en udstilling
En række nye værker af Peter Holst Henckel som giver et bud på, hvad portrætkunst kan være i dag. Udstillingen består af fjorten portrætter, som viser og fortolker en række faktiske personer, som på forskellig vis – sammen med kunstneren – er med til at skabe kunsten eller gøre det muligt for publikum at opleve den.
Fernisering fredag 18 sep kl. 17-19.

Del artiklen

'Det skal du se! Uge 38'

Facebook