Det gælder især Julie Lænkholms (f. 1985) nye værker til hendes første soloudstilling i Galleri Nicolai Wallner. Lænkholm er uddannet fra Parsons School of Design i New York, men har også en uddannelse som sygeplejerske med speciale i hjertekirurgi. Mens hun studerede kunst, praktiserede hun som sygeplejerske.

Som kunstner arbejder hun i krydsfeltet mellem kunsthåndværk og billedkunst, idet hun indfarver uld, silke og denim med farver, som hun udvinder fra vilde blomster og planter. Man kan sige, at hendes motiver er ”malet” med disse materialer med en såkaldt nålefiltningsteknik. Værkerne fremstår med en stærkt varierende kolorit, og motiverne synes at genskabe de særlige groende og organiske former, som vi kender fra naturen både på jorden og under havet.

Man får ubændig lyst til at røre ved disse efemere og smukke motiver, der er så skrøbelige og æstetisk raffinerede, men de er gemt bag beskyttende glas. Mest får jeg associationer til skyformationer, der danser hen over himlen og skaber nye former. Motiverne folder sig ud på de forskelligfarvede baggrunde og rummer en næsten overjordisk skønhed. Der er virkelig tale om en wow-effekt.

Lænkholm er bl.a. optaget af den fintmærkende balance, som hersker i naturen. En balance, der destabiliseres så let som ingenting under naturkatastrofer eller ved menneskets destruktive interaktion med den her i den antropocæne æra. Det er som den berømte sommerfugleeffekt, hvor et vingeslag fra en sommerfugl på den ene side af jordkloden kan afstedkomme en storm på den anden side, idet effekten af sommerfuglens vingeslag accelererer stadigt hurtigere.

Lænkholm har hentet inspiration til sine værker i det nordlige Island, hvor hun har studeret de gamle sysselsætningsmetoder, som kvinderne i sin tid benyttede. I titlen Omsorg er indlejret ordet sorg, der giver associationer til et sorgarbejde. Men selve titelordet handler om at tage sig af andre, at kere sig om dem og at nurse dem. Det handler om empati. Således interagerer sorg og omsorg og filtrer sig ind i hinanden, akkurat ligesom værkerne med de mangefarvede uldtråde gør det. Det er et dybt originalt, taktilt og følsomt univers, Lænkholm her har skabt.

Julie Lænkholm: Omsorg. Galleri Nicolai Wallner. Til 24. oktober.

To stærke billedhuggere

Inde ved siden af hos Nils Stærk har to generationer af billedhuggere indtaget rummene. Lad os starte med Charlotte Brüel (f. 1945), der i sin udstilling Invisible Sculptures arbejder formelt med skulptur.

Det har hun gjort vedholdende gennem årene, men hun har kun været lidt synlig på kunstscenen i lighed med mange af sine kvindelige generationsfæller. Det forsøger Nils Stærk nu meget prisværdigt at råde bod på. Brüel debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1968 efter året før at have forladt Kunstakademiet i 1967, hvor hun havde studeret. Inden hun smækkede med døren, leverede hun en sønderlemmende kritik af det uinspirerende læringsmiljø på den gamle institution.

I sit værk i galleriets siderum har hun skabt et helt mikrounivers ved at opløse skulpturens traditionelle monumentalitet til fordel for nogle objekter, der næsten synes at forsvinde – jfr. titlen. I værket optræder nogle bittesmå lerskulpturer sammen med bl.a. et par fundne fuglevinger. De diminutive objekter er monteret i anonyme, industrielt fremstillede, transparente montrer af akrylglas på et podie med en hvid baggrund.

Værket handler om elementer, der synes at svæve i rummet og holde balancen på en knivsæg. Værket afspejler Brüels mangeårige engagement i miljøbevægelsen, hvor man forholder sig kritisk til menneskenes interaktion med naturen og forsøger at gå nye veje. Det er skønt nu at få mulighed for at opleve hendes kunst i en samtidig ramme som Nils Stærks.

Et lyserødt univers

I hovedrummet ses nye værker af billedhuggeren Tove Storch (f. 1981). Det er kunstnerens tredje soloudstilling i galleriet.

I modsætning til hendes tidligere, ofte blå værker, er hendes nye værker holdt i sarte pastelfarver, overvejende lyserøde eller violette. Værkerne går i en tæt dialog med hinanden og kan give associationer til møbler – en seng, en reol og skuffedarier. De er skabt i aluminium, der fungerer som en slags grid eller ruminddeler. I mellemrummene har Storch indføjet silke eller gipselementer, der nærmest sprænger sig ud af formerne og får dem til at bølge og krumme, som var de bløde puder.

Det er orden spændt op imod kaos, rette vinkler vs. kurvede, hårdt imod blødt, mandligt imod kvindeligt etc. Det er en forførende verden af værdier og materialer, der spændes op imod hinanden, og som i sammenstødet eller mødet skaber en poetisk merværdi.

Charlotte Brüel: Invisible Sculptures. Tove Storch: Apple Romance. Begge til 24. oktober i Nils Stærk.

Mellem ekspressivitet og minimalisme

Christian Andersens galleri har til udstillingen fået monteret to store, hvide vægge uden på de normale vægge. Disse ekstra vægge udgør en slags podie eller scene for den schweiziske maler Flora Kleins (f. 1988) malerier og hendes partner, den britiske billedhugger Samuel Jefferys (f. 1987) vægobjekter.

Det er et godt match, idet Klein maler abstrakte malerier, hvis stramme geometriske grid er under opløsning: De flosser, bliver skæve eller løber ud på en mærkelig måde. Undertiden benytter hun en slags kalligrafisk mønster. Hun maler overvejende hvide, beige, sorte og orange streger, der spiller på en guldfarvet baggrund. Guldfarven reflekterer delvis betragteren, som inviteres med ind i motivet som en tåget skygge.

Heroverfor fremstår Jefferys minimalistiske værker stramme, geometriske og industrielle, om end alt ned til mindste detalje er fremstillet i hånden. Der er tale om en værkserie af hvide, cirkelrunde vægobjekter, som kan minde om både stuk-rosetter, montrer med smykker hos guldsmeden og skydeskiver: Inde bag plexiglassets membran befinder sig en hvidmalet gipsskive, der er en afstøbning af en cirkelrund genstand. Her sender man tankerne til den britiske billedhugger og Turnerprisvinder Rachel Whiteread (f. 1963), som er den hvide afstøbningsskulpturs mester.

I midten af det ene værk ses en almindelig skjorteknap. Således bliver et ganske almindeligt hverdagsobjekt på humoristisk vis ophøjet til en slags klenodie eller fetich-objekt, der qua iscenesættelsen tilskrives en højere mening eller værdi.

I de øvrige værker har Jeffery ”ophøjet” et almindeligt urbatteri til værkets midtpunkt eller epicentrum. Hermed sender han associationerne i retning af vægure og dermed til tids- og livsmåling generelt, hvorved værkerne får en anden og mere eksistentiel betydning.

Man kan vel nærmest sige, at der er tale om en pardans mellem to højst forskellige kunstneriske æstetikker og formverdener. De optræder nu sammen på den hvide kubes to vertikale podier: Her byder det vaklende og opløste det koncise og stramme op til dans eller omvendt, og her danner farverne en stærk kontrast til hvidhed.

Flora Klein og Samuel Jeffery. Christian Andersen. Til 3. oktober.