Sunset Provision Choir synger baglæns på Simian

Sunset Provision Choir synger baglæns på Simian

Foto: Sunset Provision Choir.

Sunset Provision Choir har lært to sange om solen, som Signe Boe har arrangeret baglæns for tre stemmer. Første optræden kan opleves lørdag den 5. september kl. 18:00 på den ny kunsthal Simian i Ørestad som en del af åbningsudstillingen, Some of the Hole.

Mens mange danskere har praktiseret fjern-fællessang foran TV-skærmene under corona-lockdownen, har Signe Boe i løbet af foråret – i et kølerum på Nexø Havn – brugt stemmen i et kor, der synger baglæns.

I modsætning til den påståede fællesskabsopbyggelige fællessang har det vist sig, at egoerne bliver trukket frem, når man synger baglæns sammen. Ifølge Signe Boe betyder dette, at ejerskabet over koret som værk og stemmehierarkier derfor løbende er til forhandling.

I tilfælde af at publikum ikke genkender sangene i deres baglæns udgaver, opfordrer Signe Boe til, at man optager performancen og efterfølgende lytter til den bagfra.

Sammen med koropførelsen viser Signe Boe en gruppe skulpturer under titlen Turn to the sun, som er reproducerede og modificerede æsker fra Shaker-bevægelsen; en religiøs bevægelse, der troede, at det gode håndværk lod dem komme nærmere Guds skaberværk. Skulpturgruppen og koret er nye arbejder i en serie af værker, der undersøger forskellige former for tidsligheder skabt eller understreget igennem sprog, billeder og bevægelser.

Kilde: Sunset Provision Choir / Signe Boe.

Sted: Simian – Kay Fiskers Plads 17, København 2300.

Fernisering: 5. september kl. 15:00 - 21:00.
Performance med Sunset Provision Choir kl. 18:00.

Besætningen i det baglænse kor: Signe Boe, Sofie Amalie Andersen og Nathalie Cohn.

Performancen indgår som en del af Simians åbningsudstilling, Some of the Hole.

Udstillende kunstnere på Some of the Hole:
Bill Jenkins, Falke Pisano, Christian Vind, Ghislaine Leung, Signe Boe, Jacob Borges, Penny Slinger, Michael Kennedy Costa, K.R.M. Mooney, Thomas Locher, Violet Dennison, Marie Søndergaard Lolk, Thomas Bo Østergaard, Lucia Elena Průša, Willy Ørskov.

Turn to the sun er udført med støtte fra Grosserer L.F. Foghts Fond, og Sunset Provision Choir er støttet af Københavns Kommunes Råd for Visuel Kunst.

Del artiklen

'Sunset Provision Choir synger baglæns på Simian'

Facebook