SMK har inviteret tre kunstnere til at skabe nye værker omkring det, at være berørt af coronakrisen. Værkerne er en del af projektet Berørt, som skal synliggøre, hvordan vi holdt hånden under hinanden i en fundamentalt ændret hverdag.
De udvalgte kunstnere er Benedikte Bjerre, Kaspar Bonnén og Sonja Lillebæk Christensen. De arbejder med forskellige medier, men deler en refleksiv synsvinkel med fokus på hverdagen og relationer.
Projektet er et samarbejde mellem Røde Kors, Coop, Hjaltelin Stahl – Part of Accenture Interactive og SMK. De står bag den digitale platform Berørt, hvor man kan dele et billede af sin hånd og sine tanker om corona. For hver hånd giver Coop 5 kr. til de mest udsatte og finansierer kunstnernes værker.
Kunstnerne bruger databasen med hænder og dertilhørende tanker som en inspirationkilde og skaber på baggrund heraf hver især et værk, der giver indblik i en coronatid uden sociale aktiviteter og fysisk kontakt.
Værkerne bliver præsenteret i SMK’s museumshave d. 11. marts 2021 på årsdagen for pressemødet, hvor statsminister Mette Frederiksen varslede nedlukning. Herefter turnerer værkerne på andre institutioner frem til oktober 2021.
Kilde: SMK
Værkerne vil i 2021 kunne opleves følgende steder:
SMK's museumshave: 11. marts – 2. maj 2021
Kunsthal Aarhus, Skulpturparken: 9. maj – 21. juni 2021
SMK Thy: 26. juni – 15. august 2021
BRANDTS: 19. august – 25. oktober 2021
Talks med kunstnerne på SMK
30. september kl. 18.00-19.00: Kaspar Bonnén i samtale med førsteinspektør og seniorforsker Marianne Torp.
21. oktober kl. 18.00-19.00: Sonja Lillebæk Christensen i samtale med museumsinspektør Tone Bonnén.
28. oktober kl. 18.00-19.00: Benedikte Bjerre i samtale med førsteinspektør og seniorforsker Marianne Torp.