Tidligere ARoS-direktør springer ud som kunstner: “Jeg vil forny modernismen”

Tidligere ARoS-direktør springer ud som kunstner: “Jeg vil forny modernismen”

Den tidligere museumsdirektør Jens Erik Sørensen springer ud som kunstner under aliaset JES. Pressefoto.

Hvad sker der, når en tidligere museumsdirektør pludselig skifter banehalvdel? Det vil vise sig, når kunstmessen Enter Art Fair slår dørene op den 27.–30. august. Her springer den tidligere ARoS-direktør gennem 30 år, Jens Erik Sørensen, nemlig ud som kunstner under aliasset JES.


”Efter fyrre år hos forskellige kunstinstitutioner, der arbejdede tæt sammen med nogle af de største kunstnere i verden, blev jeg ramt af lynet og reaktiveret som den kreative teenagekunstner, jeg var tilbage i tresserne”, fortæller den tidligere museumsdirektør om det pludselige karriereskift.

Jens Erik Sørensen har 40 års erfaring i branchen. Efter et par år som museumsinspektør på Aarhus Kunstmuseum og Statens Museum for Kunst var han som museumsdirektør (1984-2013) med til at forvandle Aarhus Kunstmuseum til det ARoS, man kender i dag. Siden har han været med til at starte Copenhagen Contemporary op som institutionens første direktør.

Og nu vil den erfarne museumsmand altså føje endnu en titel på CV’et og kaster sig ud i den svære disciplin at være nyskabende kunstner bag lærredet.

På kunstmessen Enter Art Fair, der i år afholdes i Københavns Nordhavn, viser Sabsay Gallery 30 udvalgte værker, som Sørensen under kunstnernavnet JES har lavet det seneste år.

Et af JESs “nymodernistiske” værker. Pressefoto.

Med denne debut ønsker JES ifølge galleriet at “udforske og udfordre det forrige århundredes modernisme med en ambition om at forny og udvide den kunstneriske bevægelse med nye billeder fra vores samtid”. Han kalder sin kunst for “nymodernisme” og siger følgende om sine værker:

”Modernismen i det 20. århundrede åbnede for en række nye kunstværker i forskellige stilarter, en ny æstetisk verden parallelt med vores fysiske verden. Selvom nogle måske mener, at alt er blevet sagt i kunsten, tilbyder modernismen stadig – med Kazimir Malevichs ord – et uendeligt hav at udforske. Jeg kunne ikke modstå lysten til at prøve at forny modernismen og bringe den ind i det 21. århundrede.”

Om det i den sidste ende lykkedes JES at forny modernismen bliver nok op til fremtidens museumsdirektører at afgøre.

Kilde: SABSAY

Del artiklen

'Tidligere ARoS-direktør springer ud som kunstner: "Jeg vil forny modernismen"'

Facebook