Balletdanserne bevæger sig næsten ikke. De ligger apatiske på gulvet med hinanden i hånden eller står helt stille oprejst, men så spjætter et ben med ét, og en arm rykker sig en smule. Kroppene er ikke på noget tidspunkt afbilledet helt, men fremstår i fragmenter. Der zoomes ind på krops- og materialedetaljer: en hals, decolleté, et hul i en benvarmer, strikket.

De perfekte, veltrænede, unge kroppe er mærkværdigt passive i filmen i Jesper Justs videoinstallation Circuits (Interpassitivities), der tidligere har været vist på Galleri Nicolai Wallner, men nu præsenteres i rummet SMK Nyt lige ved siden af X-rummet. Der er altså ingen dans, som vi kender den. Dansernes muskler er derimod tilsluttet elektroniske ledninger, der giver stød og på den måde får deres lemmer til at bevæge sig.

De elektriske støds bevægelser i kroppene kan give associationer til sadomasochisme, elektrochok-behandlinger af psykisk syge og laboratorieforsøg. Det sære eller anderledes forbindes overraskende og foruroligende med begær. Det viser sig også, at danserne er forbundne i et elektronisk kredsløb. Deraf installationens titel Circuits.

Vrangen ud på mainstream-fortællinger

Siden nullerne har Jesper Just med sin videokunst tematiseret først alternative, følsomme maskuline fortællinger, siden aldersspørgsmål i relation til køn og kærlighed og senest præsenteret filminstallationer med en interesse for at diskutere kroppes begrænsninger – både hvad angår fysiske forhold såvel som sociale, politiske forhold. Overordnet har Justs kunstpraksis vendt rundt på klassiske, mainstream-fortællestrukturer, ofte med udgangspunkt i locations og præsentationsrum.

Jesper Just har også i dette nye rum på SMK installeret og iscenesat lokalet. I rummet ligger hvide murbrokker rundt omkring ligesom i den danske pavillon ved hans bidrag til Venedig biennalen 2013, hvor han desuden vendte om på indgang og udgang. Kunstneren vender nemlig ofte gerne vrangen ud på det velkendte.

I Circuits (Interpassitivities) vender han vrangen ud på LED-skærmene, som viser filmen. LED-skærmene er ødelagte, der er huller i skærmbilledet, helheden er splintret, og dansernes kroppe fremstår derfor endnu mere fragmentariske. Teknikken bliver dermed synlig og en del af værket. Form og indhold smelter sammen. De tomme pladser i skærmbilledet ligger også rundt på gulvet sammen med murbrokkerne, som brikkerne i et puslespil, der ikke er lagt færdigt.

Det bevirker, at man som gæst får lyst og lov til at gå rundt mellem brokkerne og LED-skærmstumperne. Man kan sætte sig og nyde filmen eller gå rundt om den store skærm, kigge ind i hullerne. Endnu et lag i spillet imod den perfekte helhed.

Musikkens puls

Musikken i installationen af August Rosenbaum er lige så væsentlig som de rumlige og visuelle forhold. Det melankolsk, klassiske klaverspil gentager sig i serielle mønstre, og virker derfor både dragende hypnotisk og mekanisk. Det viser sig, når man ser efter, at filmen selvfølgelig er tæt forbundet til musikken, idet dansernes kroppe bevæger sig ved hver tone. Så det visuelle og auditive er altså tæt forbundne i et kredsløb akkurat, som dansernes kroppe er forbundne.

Installationen Circuits er en videreudvikling af elementer fra Jesper Justs samarbejde med kompagniet Corpus om totalperformancen Interpassitivities i 2017. Corpus er et eksperimenterende delkompagni i Den Kongelige Ballet, og performancen fandt sted i prøvesal A på Gamle Scene, hvor Corpus har til huse. Corpus’ dansere medvirkede sammen med polske arbejdere og et enestående mekanisk klaver. Her var kompositionen af August Rosenbaum også en væsentlig, melankolsk, maskinel drivende faktor.

Ableism

Installationen Circuits af Jesper Just fremskriver et filmsprog – eller en skrift kunne man måske kalde det – der ikke blot repræsenterer, men sanseliggør og udvider til andre, alternative kropsanskuelser. Værket kropsliggør ligesom installationen Servitudes af Just på Palais de Tokyo (2015) begrebet ‘ableism’, der dækker over diskrimination af personer, der opfattes som fysisk, psykisk eller intellektuelt handikappede.

Circuits på Statens Museum for Kunst er foruroligende og smuk, men ikke mindst en prisværdig diskussion af opfattelsen af, hvad den perfekte, rigtige krop er. I Circuits er det, der kunne opfattes som fejl, en del af æstetikken, ligesom dansernes apatiske og spjættende lemmer sanseliggør en anden form for kropslighed udenfor den herskende kultur, men uden at det udtalt handler om det, som opfattes og italesættes som “handicappet”.
Installationen giver samtidig et sprog for vores skrøbelige, fysiske forbundethed. Vi er alle på en eller anden måde begrænsede og bliver også alle gamle og forfalder fysisk.