Jessie Kleemann: Performances med tråd og sælspæk

Udstødelsen, frastødelsen, fremmedgørelsen, genkendelsen og det grimmes æstetik. Tematikkerne i Jessie Kleemanns performances er mange. Qivittoq (fjeldgængeren) er uomgængelig: Kleemann identificerer sig med dette væsen, som Iben Mondrup kredser om i bogen af samme navn om Kleemanns performances. Qivittoq er den udstødte af samfundet, eller den som selv vælger at gå til fjelds – og i fjeldet bliver dette et næsten overnaturligt eller mytisk væsen.

Qivittoq har med skyld og skam at gøre. Udstødelsen, frastødelsen og det grimmes æstetik; dét vi ikke vil kendes ved, dét vi synes er dumt, klamt eller ulækkert. Dette optager Kleemann i hendes performances – også i et større perspektiv, som i fremmedgørelsen mellem Grønland og Danmark. Kleemann er grønlænder og bor i Danmark, og hendes performances blev i mange år set som anderledes og provokerende i Grønland. Æstetikken i den grønlandske maskedans er også en del af hendes performances med sin forkærlighed for det groteske, det overdrevne og det humoristiske.

Læs også: Perleværker, værkende perler

For fire år siden interviewede jeg Jessie Kleemann om gentagelser. Om orsoq (sælspæk); en ting Kleemann er vendt tilbage til i flere af sine performances. Ligesom andre ting som stof – sort eller gennemsigtigt– plastikposer, papkasser, plastikblomster, kamik, ulu (traditionel kniv), tråd, perler: Tingene i hendes performances bevæger sig mellem genkendelse og fremmedgørelse – og det er dette tema, tingene, denne artikel skal handle om.

Gentagelse

Gentagelse er både tradition og udforskning. Gentagelsen som tradition er noget vi gør igen, vender tilbage til, eller bestemte ting, som bruges på en bestemt måde. En tidligere redaktør ved tidsskriftet Paris Review of Books efterlod ved sin død et sidste digt i sin notesbog. Linje efter linje stod ordet “Nothing”, skrevet i hånden. Sirligt gentaget over en hel side: “Nothing Nothing Nothing” og så videre. Når det samme ord skrives igen og igen, forandrer det sig, varierer og bliver til noget andet. Til fordybninger. Stiller sig frem og beder os om at forholde os til ordet og alle dets medbetydninger. Dette er gentagelsens anden side.

Og det er dette spil mellem på den ene side gentagelsen som tradition og på den anden side gentagelsen som udforskning, tingene i Kleemanns performances kredser om.

De er på den ene side genkendelige – perlerne hører til perlekraven, kamikken på foden, uluen til at garve skind, orsoq er kød og en spise osv.
Men hvad så, når uluen skærer en papkasse op? Når perlerne hældes ud over performerens krop rullet ind i plastic og orsoq, som en stor sushi. Når kamikken tages på hovedet. Når tråden vikles ind og ud mellem publikum. Når stoffet både tildækker og afslører. Når orsoq sættes på huden, og performeren poserer med det, viser det frem, som var det mode – eller det skæres ud af maven, som var det indvoldene selv.

På den anden side bliver det genkendelige fremmedgjort i Kleemanns performances og skiller sig ud, som ting, som genstand, som tradition eller gentagelse.

Tråden og Orsoq

I 2017 kørte jeg rundt i Nuuk med Jessie. Vi skulle købe tråd og stof til hendes performance på Nuuk Kunstmuseum under Nuuk Nordisk Kulturfestival.

Tråden er det, der får det hele til at hænge sammen, sagde hun i bilen. Både i en overført betydning, som livstråd, skæbnetråd, den røde tråd, men også helt konkret: Under performancen bevægede hun sig rundt med garn, silkebånd, sytråd og tandtråd og viklede publikum, kunstværker og rum ind i performancen og førte tråden igennem sit eget hul i øret.

“Der er altid én eller anden form for overenskomst mellem publikum og kunsten eller kunstneren”, sagde Jessie tilbage i 2016. “Dét at du giver noget af selve handlingen, eller ved selve billedet, som kan få lov til at sætte nogle andre ting i gang. Du kan ikke selv bestemme, hvordan folk tager det, om de bliver frastødt, om de synes, det er interessant, eller om det sætter gang i noget helt andet.”

Læs også: Nuuk Nordisk flyttede grænser

At posere med orsoq på huden, fedtglinsende og måske lugtende, eller skære i det, som var det huden selv, er en bevægelse mellem traditionen og udforskningen. Mellem fortid, nutid og fremtid. Vi genkender tingen, kødet, orsoq, men hun gør oftest noget utraditionelt med det.

I sine performances undersøger hun det materielle ved tingen; hvad tingen kan som materiale. Tråden kan slå knuder, vikle ind og sammenbinde. Plastik er gennemsigtigt, med en lyd – det kan tages over hovedet, man kan rulle sig ind i det. Stof kan afdække og tildække; vikle publikum ind i performancen. Uluen kan skære – også i papkasser og i kødet/kroppen selv. Perler kan hældes ud over plastik, afgive lyde, eller være en del af en perlekrave, som kan sættes på fødderne og skride over gulvet. Orsoq er kød, der kan skæres i og ud af en krop, det kan lugte, det kan spises, det er olieret – og er både lækkert og ulækkert. Hun leger med tingenes konnotationer, deres medbetydning og hvad vi (traditionelt) forbinder med dem.

“Noget ligger i kulturen, og så er der nogle forskellige fysiologiske ting”, fortalte Jessie i 2016. “Noget man følger, som man kan se rent billedligt. Altså er orsoq bare noget indvortes, noget vi skal tage lynhurtigt, fordi det er en del af vores føde, vi har været afhængige af i århundreder. Det er noget, der kan være rigtigt frisk og sådan helt rent, det dufter af hav, og det er sådan olieret på den rene måde. Hvis man begynder at behandle det, begynder det lynhurtigt at forandre sig alt efter, hvilken luft der er, om det er indendørs eller udendørs, om du sætter det til at gære eller om du fryser det. I Grønland er vi også vokset op med en eller anden form for skam, at spæk med tiden kommer til at lugte. Det er hele det der kulturelle billede. Men det er også en form for ærefrygt. Det er ikke noget man ‘leger med’.”

Det grønlandske

Grønland møder Vesten. Vesten møder Grønland. Det skete ikke én gang med hvalfangerskibene, med missionen, ekspeditionen, kolonien eller med moderniteten, men det sker igen og igen. Også i dag. Forholdet mellem Grønland og Vesten er et konstant møde. For grønlænderen er europæeren noget andet. For europæeren er grønlænderen noget andet. Også i dag, hvilket medfører identitetskriser og kulturkampe.

Med et fortærsket udtryk kunne man kalde dét, som udspiller i Kleemanns performances mellem ting, krop og publikum, for et kulturmøde. Men begrebet synes for slidt, og der er mere på spil.

Læs også: Spækpoesi

Jessie Kleemann arbejder på en international performancescene. Hun bor i Danmark, og hun er grønlænder. Tingene, hun bearbejder i sine performances, kommer oftest fra en grønlandsk kontekst. For en grønlænder eller én, der er bekendt med Grønland, vil tingene give mening; være noget med en specifik kulturel betydning. For den, som ikke er bekendt med Grønland, vil tingene præsentere sig som noget andet, måske som en kuriositet, eller noget, som vækker helt andre betydninger. Kleemann stiller tingene frem til fortolkning mellem performer og publikum med sin krop og dens bevægelser som koreografi og iscenesættelse.

Kleemanns performances er koreograferede og materielt tilrettelagte, men de er samtidig overskridende, løsslupne og vilde. Ikke på den festagtige partymåde, men i at alt kan ske i dette fortolkningens rum mellem performerens krop, publikum og tingene. Hendes performances er ikke på forhånd givet.

Hun stiller tingene frem: en kamik og en høj hæl, kødet og kroppen, tråden, perlerne, og beder os om at se på det, mærke og sanse det materielle og at forholde os til tingens traditioner.

I dette møde, i denne koreografi, skaber hun et andet perspektiv. Noget som hæver sig over kulturmødet, over tingen selv og vores måde at anskue verden på.