Med opsættelsen af skulpturen I am Queen Mary i 2018 stemte La Vaughn Belle & Jeannette Ehlers sig op mod den altdominerende hvide historiefortælling i det offentlige rum og igangsatte en debat om Danmarks koloniale fortid og virkninger i nutiden. En diskussion som er vedholdende aktuel og nu yderligere forstærket af Black Lives Matter demonstrationerne. “Det er vigtigt, at vi begynder at italesætte, hvad statuerne repræsenterer”, siger Jeannette Ehlers i dette interview.
Monumenter af sydstatsgeneraler væltes, og Columbus-statuer får kappet hovedet af. Og fornylig blev en statue af Hans Egede i Nuuk udsat for rød maling og tags. “Decolonize” blev der skrevet, og dermed var debatten om repræsentationer i det offentlige rum havnet i en dansk/grønlandsk kontekst.
Læs nyhed: Ukendte gerningsmænd hælder maling på statue af Hans Egede
I forlængelse af Black Lives Matter-demonstrationerne er statuerne i det offentlige rum blevet et stridspunkt, hvor der er opstået krav om at fjerne portrætstatuer af slavehandlere, kolonialister, missionærer og andre repræsentanter for den kolonihistorie, som på en række områder stadig dominerer verdensordenen og de strukturelle magtforhold i dag.
Med til diskussionen hører det faktum, at det er denne ‘hvide historie’, der næsten uimodsagt dominerer det offentlige rum, hvilket også Ulrikke Neergaard, direktør for KØS gjorde opmærksom på i et interview her på sitet.
Den hvide mands fortælling skal udfordres
I de senere år er der dog i Danmark kommet enkelte udsagn, der udfordrer denne fortælling. Bright Bimpongs Freedom-skulptur er blevet placeret foran Eigtveds Pakhus, ligesom La Vaughn Belle & Jeannette Ehlers gigantiske 7 meter høje skulptur I Am Queen Mary troner ved Vestindisk Pakhus. Begge skulpturer repræsenterer sorte mennesker.
“Det var et nødvendigt statement”, forklarer Jeannette Ehlers, da jeg fanger hende over telefonen. Ehlers, som har dansk-caribisk baggrund, er en af de kunstnere, der mest markant i dansk sammenhæng har taget livtag med det kollektive hukommelsestab i forhold til kolonitiden.
I Am Queen Mary matcher i størrelse afstøbningen af Michelangelos David-skulptur, der også er placeret foran pakhuset, som i sin tid spillede en vigtig rolle i trekantshandelen, hvor slavegjorte afrikanere blev fragtet til Caribien, hvorfra sukker blev sejlet til Danmark.
Skulpturen forestiller en sort kvinde siddende i en påfuglestol, på en sokkel af 200 år gamle koraller. Korallerne blev i sin tid høstet i det caribiske hav af slavegjorte afrikanere og brugt som byggemateriale til koloniherrenes huse på Jomfruøerne.
Værket referer til den afro-caribiske oprørsleder Mary Leticia Thomas, uden at være et egentligt portræt, da figuren er sampling af de to kunstneres kroppe, skabt via 3D-scanning. Derudover trækker det på en række referencer, der kæder fortidens og nutidens modstand mod de kolonialistiske strukturer sammen.
“Jeg synes, det er vigtigt, at vi med skulpturen har skabt et rum for sorte og brune mennesker, hvori vi kan se os selv repræsenteret på en stærk og positiv måde. Den giver et tiltrængt modspil til den hvide europæiske historiefortælling, som længe har defineret vores kollektive bevidsthed, og været dominerende i det offentlige rum.
Vi har fået mange tilbagemeldinger fra folk, som siger, at endelig er der en skulptur, der repræsenterer oversete, ufortalte og slettede stemmer og kroppe.”
Offentlige statuer er et spejl på samfundet
Kolonihistoriens slagskygger såvel som repræsentationer af ikke-hvide har ellers ikke medført monumenter eller erindringssteder i det offentlige hidtil.
“98% af de statuer, der står i det offentlige rum i en by som København, er repræsentationer af hvide mænd. Det er vildt, men det vildeste er, at det forekommer så ‘naturligt’, at de færreste skænker det en tanke.”
“På den måde er det et spejl på vores samfund. Det siger noget om danskernes selvforståelse, hvad vi er rundet af, og hvordan vores samfund er struktureret. Det hvide patriarkalske hegemoni er et faktum. Det er mejslet i sten og støbt i bronze og plantet alle vegne. Det er tydeligt, at der er noget, der skal rettes op på.”
Men hvad mener Ehlers så om de aktuelle krav om at fjerne statuer fra det offentlige rum?
“ Jeg synes, det er vigtigt, at vi begynder at italesætte, hvad statuerne repræsenterer. Hans Egede var missionær, og for nogle er statuen af ham, såvel som mange andre statuer af hvide mænd, manifestationer af storhed. Men de repræsenterer altså også et system og en kultur, der har begået grusomheder og forbrydelser mod menneskeheden. En racistisk kultur som stadigvæk præger samfundet idag. Det er jo derfor verden står i brand i øjeblikket”.
”Hele idéen med at rejse ud for at erobre, omvende og slavegøre folk og udslette oprindelige folks kulturer i Kristendommens og kapitalens navn, er så voldeligt et projekt. Har vi stadig lyst til monumenter, der hylder det?”
“Statuerne står for alt det, som danskerne ellers gerne vil bryste sig af ikke at være”, fortsætter Ehlers. “Hvis man for alvor begynder at reflektere over, hvad de repræsenterer, må man altså i gang med at granske sig selv, om hvorfor man har brug for at opretholde et selvbillede af et hvidt overherredømme.”
Skal fortidens monumenter fjernes?
En række debattører ser ellers en fare ved at fjerne disse monumenter. De peger på, at det kan blive en måde at viske fortiden ud, som visse totalitære regimer har gjort det. Men det argument giver Ehlers ikke meget for:
“Det er tankevækkende, at de stemmer er så bange for, at deres historie skal blive slettet, taget i betragtning at de er rodfæstet i en kultur, som med vold og magt har gjort alt for at udradere alle andres.”
“Verden er i forandring, og nye stemmer kommer til. Det er godt, at vi er kommet i gang med at diskutere de her ting. Det kan få os i gang med en selvransagelsesproces. I gang med at reflektere over, om det vi kommer fra, er den vej, vi har lyst til at fortsætte på.”
