Louise Nevelsons (1899-1988) værker er dunkle og mystiske. Som relieffer er de tilstede i mellemrummet mellem billede og skulptur. Sjældent små, oftere monumentale og majestætiske. Sat sammen af fundne stoleben, forskallingsbrædder, balustre-fragmenter, klodser, stumper, skiver og andet genbrugstræ – altid træ. Tilrettelagt i stramme kompositioner, som dog ofte bryder den rektangulære form.

De er spraymalet ensartede sorte for at udviske materialernes forskelligartede herkomst og samle dem til en ny helhed, hvor komposition og skyggevirkninger får lov at tale rent. Men også for at rette blikket mod en dimension hinsides den fysiske materialitet, en åndelig, spirituel dimension, måske?

For det er assemblager, der bærer materialernes liv i sig, men som samtidig hæver sig over materialiteten, og deres stumme coolness og stramhed beror, tænker jeg, mestendels netop på den sorte, monokrome farve.

Sent gennembrud

Louise Nevelson er en vægtig – men overset – figur i kunsthistorien. Hun emigrerede sammen med sin familie i begyndelsen af 1900-tallet fra Rusland (det nuværende Ukraine) til USA, fik undervisning af Hans Hoffmann i begyndelsen af 1930’erne, men det var først i 1959, i en alder af 60 år, at hun fik sit gennembrud, da hun deltog på gruppeudstillingen Sixteen Americans på MoMA sammen med blandt andre mandlige ikoner som Robert Rauschenberg og Jasper Johns.

Da havde hun allerede i mange år arbejdet med sit særlige kunstneriske udtryk i form af de sortmalede vægskulpturer. Datidens mandlige skulptører arbejdede hovedsageligt i moderne materialer som jern og metal, men Nevelson gik sine egne veje og fandt overskuds- og genbrugstræ i New Yorks gader, hvor man i efterkrigsårene rev træhuse ned i massevis for at bygge nye i beton, mursten og stål. “The original recycler”, kaldte hun sig selv.

Teatralske iscenesættelser

Desuden begyndte Nevelson allerede fra midten af 1950´erne at sætte sine skulpturer sammen og betragte hele udstillingsrummet som en samlet præsentation.
Til udstillingen på MoMA i 1959 viste hun værket Dawn’s Wedding Feast, som var en samling vægskulpturer (denne gang hvidmalede), der fyldte rummet fra gulv til loft og omsluttede beskueren. “I am the grandmother of enviroment”, var en anden titel, som den selvbevidste Nevelson gav sig selv, og hendes arbejde kan da også udmærket ses som en forløber for Environmental Art og den senere installationskunst.

Nevelson mørklagde således hele udstillingsrum for med lysvirkninger at opbygge sceniske, miljøer, som kunne forstærke mystikken og det kunstneriske udtryk, hun arbejdede med.

Det gør man – i den ellers meget traditionelle udstilling – også noget ud af i Aalborg, hvor man netop kan opleve nogle af Nevelsons største og mest rumligt overvældende værker iscenesat i mørke rum.

Nevelsons mystik

Titler som Royal Tide, Night Sun eller Dark Sound henviser netop til mellemrummet mellem lys og mørke – et produktivt sted for Nevelson, som var optaget af såvel det spirituelle som af filosofiske overvejelser om den fjerde dimension.

Værkerne i sig selv befinder sig også i et mellemrum. På den ene side har de en påtrængende materiel tilstedeværelse (man kommer ofte til at tænke på reolsystemer eller sættekasser). På den anden side en tavs, immateriel aura.

I denne sidste forstand er det skulpturer til fordybelse og kontemplation, og flere af værkerne har da også karakter af at være en slags totem-agtige altertavler, eksempelvis Royal Tide (1960) eller den knap ni meter lange Homage to the Universe (1968). I sidstnævnte værk er Nevelsons fascination af storbyens grid-arkitektur som i flere andre værker desuden tydelig, Med titlen in mente rækker værket fra New York til kosmos.

En kunstner der var kvinde – ikke en kvindelig kunstner

Nevelson var som nævnt 60 år, før hun fik sit gennembrud og måtte kæmpe i årevis for anerkendelsen. Var det fordi, hun var kvinde på en mandsdomineret kunstscene? Nevelson var aldrig erklæret feminist og mente, at kunsten reflekterede noget hinsides kønnet. Ikke desto mindre fik hun en hel del kredit blandt feministiske kunstnere i begyndelsen af 1970’erne.

Udstillingen er en del af museets serie Fortiden genfortalt. Det nordjyske kunstmuseum har som flere andre udstillingssteder i løbet af de seneste år gjort en hel del ud af at præsentere kvindelige kunstnere, der har været forbigået i historieskrivningen. Udstillinger på landets museer med blandt andre Ursula Reuter Christiansen, Gabriele Münter, Rita Kernn-Larsen, Sonja Ferlov Mancoba, Birgit Jürgenssen, Ragna Braase og Maria Lassnig (sidstnævnte netop på KUNSTEN) kan ses som led i en helt nødvendig ‘genopretning’ af historien med et øget fokus på kvindelige kunstnere.

Udstillingen fremhæver Nevelsons kunsthistoriske betydning. Ikke alene kommer hun med originale bud på modernismen. Hun arbejdede videre med arven fra den kubistiske collage og kom med sin version af det surrealistiske Objet trouvé. Hun kontekstualiseres især i udstillingen som en tidlig foregangskvinde for installationskunsten, ligesom man faktisk kan identificere ansatser til minimalismen i hendes systematiske, ensfarvede gridværker (eksempelvis Homage to the Universe).

Louise Nevelson – Skyggernes skulptør er en sober og flot udstilling, der kaster fortjent lys over en særegen kunstner med et originalt udtryk.