Cisternerne lægger rum og vand til en udstilling ud over det sædvanlige, hvor Tomás Saraceno med udstillingen Event Horizon tager os ud på en bådfart, der både er dyster og fortryllende: En undersøisk rejse ind i vandedderkoppens mørke.
Cisternerne er omdannet til et magisk, undersøisk rum, der mest af alt minder om bådoverfarten til dødsriget. Ikke den græske mytologis strømmende flod Styx, men snarere den symbolistiske maler Arnold Böcklins stille, sorte vand på vej mod dødsøen, Toteninsel.
Man ledes ned under jorden af en færgekvinde, og idet man træder indenfor, er der så mørkt, at man ikke kan se trappen, men forsigtigt må guides ned ad den. Fremme ved en bådebro sætter man sig i en robåd og begynder rejsen ind i mørket, akkompagneret af en dyster rumlen. Ind imellem lyses mørket op af strålende skulpturer og film; alt er i sort/hvidt og ikke mindst gråt. Men hvilken grå!
Spindelvæv, kugler og spejle udgør grundelementerne i skulpturerne, og man genkender den argentinske stjernekunstner Tomás Saracenos vante formsprog, som mange eksempelvis vil have oplevet på Statens Museum for Kunst for nogle år siden, hvor man kunne kravle ind i gennemsigtige kugler højt oppe.
Filmene er nærmest abstrakte, men synes at vise væv og biologiske vækster, formentlig knyttet til edderkopper. Saraceno er besat af edderkopper: deres adfærd, deres kropsstruktur, deres æg, deres overlevelsesmuligheder, men frem for alt deres spind. Han har taget initiativ til at konstruere en maskine, der selv kan fremstille spindelvæv, og formentlig har den skabt det væv, der bruges her.
Klimakrise og coronakrise
Teksterne i kataloget handler ikke så meget om den konkrete udstilling, men snarere om den situation vi står i som menneskehed. Klimakrisen, ikke mindst, hvor vandet forstået som vandhøjden, truer med at overskylle landområder og udslette hele øriger.
Der er én bestemt edderkoppeart, vandedderkoppen, der har fundet en måde at tilpasse sig det at leve i vand på. Den laver et dykkerklokkespind, der fyldes med luft og gør den i stand til at trække vejret under vand. Saraceno er uddannet arkitekt og er optaget af boligformer, ikke mindst alternative boligformer til en mere bæredygtig fremtid. Og vandedderkoppen bliver et symbol på det at finde en måde at overleve på, når vandet stiger.
Og så selvfølgelig Covid-19, der ligesom klimakrisen ifølge Saraceno minder os om vores intime forbundethed med den natur, vi i en periode har følt os næsten hævet over. Corona er også en konsekvens af vores tankeløse omgang med naturen og rovdrift på andre arter, i dette tilfælde flagermus. Men, siger han, Coronakrisen kan måske være med til at åbne vores øjne for det og erfare, at vi ikke kan vende tilbage til, hvordan det var.
Titlen, Event Horizon, begivenhedshorisont, er et komplekst astronomisk og relativitetsteroretisk begreb, som kort fortalt betegner et punkt omkring et sort hul, hvor tyngdekraften er så stærk, at intet kan undslippe det, end ikke lyset. Og det bliver her til en metafor for, hvordan menneskeheden ikke kan undslippe den skæbne, vi har påført naturen og os selv. Vandet kommer til at stige. Der vil blive naturkatastrofer. Og som vandedderkoppen må vi finde en måde at overleve på, samtidig med at vi ændrer vores adfærd markant.
En unik oplevelse
Saracenos overvejelser kan man vælge at tage med sig i sit blik på udstillingen eller lægge dem væk alt efter temperament. For i cisternerne er der kun abstrakte antydninger.
Man kan vælge at sige, at i udstillingen mærker vi konkret på vores krop, hvad det vil sige at noget står under vand. Og vi mærker postapokalyptisk det dystre og golde ved en kommende katastrofe. Man kan også vælge at opleve udstillingen uden denne konceptuelle overbygning, og det bliver den ikke mindre fantastisk af.
For mens de konceptuelle overvejelser lyder som noget, man kender mange andre steder fra, er dette en unik udstillingsoplevelse, som man bør unde sig selv. Hvor tit har man lige sejlet gennem en kunstudstilling under jorden i mørke?
Vi sejler gennem en bælgmørk passage, og da vi igen ror ud i lysere terræn, er lydene skiftet fra en monoton rumlen til toner fra en ambient musik. Vi glider stille forbi den ene magisk smukt oplyste skulptur efter den anden, men stadigt på lidt frustrerende stor afstand. Det løser sig på hjemturen, for nu kommer vi befriende tæt på objekterne, og det bliver de ikke mindre magiske af.
Hvis man kan føle lykke af en æstetisk oplevelse, føler man denne lykke lige her, trods det dystre mørke vand, trods teksterne om klima og Corona i kataloget. For det er rystende smukt.
Cisternerne i Søndermarken er et specielt rum, et krævende rum for både kunstnere og kuratorer at arbejde med. Men når det lykkes at besjæle det for alvor, så giver det så meget igen, at det forekommer at være det mest fantastiske sted at se kunst i hele kongeriget.
Det er lykkedes med denne udstilling.
