Entangled Encounters
14 jun 20209 aug 2020

På gårdspladsen er en kombucha-svamp på størrelse med en sofa hejst som et flag. I haven udspiller sig en smuk krigsscene mellem bakterier indkapslet i en kæmpe petriskål. Og indenfor mødes man af bløddyrslignende robotter og lokalt indsamlede svampe indstøbt i epoxy. Den dansk-australske kunstnerduo Studio ThinkingHand åbner endelig sin yderst aktuelle udstilling på Munkeruphus.

Studio ThinkingHand Munkeruphus
Studio ThinkingHand: Landscape Portrait #10, 2018.

Soloudstillingen Entangled Encounters af den dansk-australske kunstnerduo Studio ThinkingHand skulle oprindeligt være åbnet dette forår som den første i rækken af udstillinger på Munkeruphus under temaet ”forbundethed”.

Men en virus kom og ændrede alles hverdag over hele kloden og mindede os om, at vi mennesker og jordens mange andre arter og organismer er langt mere forbundne, end vi aner.

Rhoda Ting og Mikkel Dahlin Bojesen, der står bag Studio ThinkingHand, havde netop flyttet sit værksted ind på Munkeruphus i starten af marts for at opbygge udstillingen Entangled Encounters, da Danmark pludselig blev lukket ned. De besluttede at blive i huset og arbejde videre med at lave værker til udstillingen. Med Covid-19 er deres praksis kun blevet endnu mere relevant og tankevækkende for den tid, vi lever i.

Studio ThinkingHand kan kaldes en slags æstetiske videnskabsfolk, der arbejder i tværsnittet mellem kunst og videnskab og har en usædvanlig bred baggrund og interesse indenfor både biologi, ernæring, moderne robotteknologi, teologi, performance, partikelfysik, filosofi og andre vidt forskellige fagområder, som de fletter sammen i sanselige kunstværker.

I skulpturer og installationer mødes mos, svampe, bakterier, blomster, kombucha og andre organiske materialer med mere industrielt bearbejdede og syntetiske materialer som epoxy, metal, silikone og beton. Materialer, der i deres grundbestanddele alle kommer fra naturen, og som i værkernes sammenstilling stiller spørgsmål til, om det overhovedet giver mening at skelne mellem, hvad der er kunstigt og naturligt.

Værkerne betragter Studio ThinkingHand selv som undersøgelser og eksperimenter, hvor deres filosofiske diskussioner og teoretiske afsæt indenfor bl.a. posthumanism og hydrofeminism omsættes til form og materialitet, der kan sanses og mærkes. Som navnet på duoen signalerer, er det i vekselvirkningen mellem hånd og tanke, og
mellem krop og bevidsthed, at vi flytter os og når nye erkendelser.

At der er brug for nye måder at anskue verden på, og at kunsten kan bidrage hertil, har været et centralt udgangspunkt for Studio ThinkingHand i de tre år, duoen har arbejdet sammen. Fælles for værkerne er en opfordring til, at vi må opgive vores stærkt begrænsede natursyn, hvor mennesket har særstatus i økosystemet, og i stedet
erkende at vi blot er en art blandt andre i ét stort ukontrollerbart kredsløb af forbundne livsformer og intelligenser.

Fernisering: Lørdag d. 13. juni kl. 15-16. Pga. Covid-19 foregår åbningen i hold og kræver tilmelding for at kunne deltage. Tilmelding sker efter først-til-mølle på mail til ka@munkeruphus.dk

Kilde: Munkeruphus

Munkeruphus

Munkerup Strandvej 78
3120 Dronningmølle

Lukket til 24 marts
Herefter:
Tors-fre 12-17
Lør-søn 11-17

Café og butik følger husets åbningstider.
Munkeruphus har lukket mellem hver udstilling.

Voksne: 75 kr.
Senior (+67 år): 55 kr
Studerende: 50 kr.
Børn under 18 år: Gratis
En voksen + et barn: 65 kr.
Grupper over 8 personer, pr. person: 55 kr.
Fællesbillet med Rudolph Tegners Museum: 110 kr.
Årskortindehaver af andre Kunsthaller: 50%
Medlemmer af Munkeruphus’ Kunstvenner: Gratis
Der er gratis adgang til butik og café.

Kontakt

+45 49717906 kunst@munkeruphus.dk

Entangled Encounters
14 jun 20209 aug 2020

Del

'Entangled Encounters'

Facebook