KØS er vores museum for kunst i det offentlige rum, og at se en pioner i kunstens indtagelse af det fælles byrum, som Gordon Matta-Clark (1943-1978), er lidt af et scoop for alle med en interesse i samtidskunst.

Matta-Clark brugte byens bygninger og rum som materiale for værker, der både forholdt sig til, hvad byen som offentligt rum skulle være, og hvad kunst, arkitektur og aktivisme kunne gøre ved den. Det foregik gennem en intens tiårsperiode frem til kunstnerens tidlige død i 1978, og scenen var oftest New York, hvor der ikke manglede forfaldne bygninger og konflikter mellem rig og fattig.

Matta-Clarks arkitektoniske aktivisme har siden inspireret utallige kunstnere, hvilket ses når man i samtidskunstens landskab støder på begreber som intervention, samskabelse og arkitektonisk aktivisme.

Udstillingen Unravel the Unfound er den første i dansk sammenhæng af Matta-Clarks værk og finder altså sted på 50 års afstand af kunstnerens korte og intense virke. Endda i en Corona-præget tid hvor vi har skullet forholde os til det offentlige rum på en helt ny måde, præget af distance og forholdsregler frem for improviseret aktivisme. Det har selvfølgelig også haft betydning for denne udstilling, som nu i stilhed er åbnet uden aktivitetsprogram og prominente besøg fra New York. Man må altså tænke sig til hands-on tilgangen og den action-prægede karakter af kunstnerens virke i en udstilling, som gennem historisk dokumentation præsenterer Matta-Clark som hovedfigur, når vi snakker kunst i det offentlige rum.

Det store snit gennem byen – og Berlinmuren!

Matta-Clark var uddannet arkitekt, men som søn af kunstnerne Roberto Matta og Anne Clark nærmest født ind i en kunstnerisk løbebane. Han byggede ikke noget som arkitekt i traditionel forstand, men arbejdede i stedet med den eksisterende arkitektur som materiale. Mest ikoniske er hans ”building cuts”, hvor han udskar huller i bygningers mure efter geometriske principper.

I udstillingen ser vi, hvordan dette gik for sig i et forladt pakhus på New Yorks havn og i et nedrivningsmodent gammelt byhus ved siden af det nye kunstmuseum Centre Pompidou i Paris. I bygningen i Paris gennemskæres de gamle mure af cirkler, som danner en kegle af lys og luft i bygningsmassen, mens folk passerer forbi, og bygningerne omkring rives ned. En form for arkitektonisk teater, der kalder på offentlighedens opmærksomhed og leder blikket ind, hvor det ikke før har været muligt at se.

På udstillingen hører vi også om, at Matta-Clark havde planer om at sprænge et hul i Berlinmuren som bidrag til en udstilling af amerikanske kunstnere i Berlin. Kun i sidste øjeblik blev han talt fra denne sprængfarlige ide og påførte i stedet muren plakater og malede slogans.

Interesse i byens mellemrum og undergrund

Ved siden af disse spektakulære interventioner havde Matta-Clark en vedvarende interesse i byens ukendte og oversete områder. Han indkøbte skøder på små stykker land imellem huse og gader og kortlagde disse områders ukrudt og affald som Fake Estates.

Til en galleriudstilling i 1976 gik han hver dag på opdagelse i byens undergrund gennem tunneller, kloakledninger og spor for at præsentere de ukendte rum, der ligger lige under vores fødder. De film, som disse ture resulterende i, er ren ‘urban exploring’ i sin grundform, der på enkel vis åbner byen ”above and below”, som et af kunstnerens noter siger det.

Adskillige projekter havde en social dimension, som eksempelvis en kunstfestival under Brooklyn Bridge, hvor Matta-Clark og andre kunstnere byggede arkitektur for hjemløse. Han var også involveret i den kunstnerdrevne restaurant Food, hvor publikum nærmest tog del i et kunstværk ved at spise der, og kunstnerne samtidigt kunne sikre sig en indtægt.

Mod slutningen af sit liv, inden han døde af kræft i 1978, havde han også planer om et socialt ungdomsprojekt og lokalt kunstscenter i Bronx. Igennem disse projekter går en vilje til at få folk til at engagere sig i deres lokalmiljø og skabe noget i det.

På strejftog igennem aktivismen

Udstillingen er en enkelt opsat tour igennem Matta-Clarks virke. Selvom den må forlade sig på gammel dokumentation gennem film og prints er der en utrolig iderigdom, der brænder igennem udstillingen, som i høj grad taler til os i dag – med et tidsbillede fra det smadrede, kreative New York som en bonus.

Skal man tale om en svaghed ved udstillingen er det, at den godt kunne give noget forklarende kontekst på Matta-Clarks arkitektoniske aktivisme. Hvem var han inspireret af? Var det avantgardekunsten fra for eksempel de russiske revolutionære konstruktivister eller efterkrigstidens interesse i happenings og nye materialer?

Og hvordan var Matta-Clark engageret i sin egen tids kultur og politiske bevægelser? Her havde lidt information været velkommen, ligesom vi også kunne have nydt godt af en simpel oversigt i tidslinjeform over kunstnerens virke. Så kunne vi se, hvor han kom fra og bevægede sig hen.

Sigende slutter udstillingen med det himmelstræbende projekt Jacob’s Ladder skabt til Documenta 6 i Kassel i 1977. Dette var rebstige op til en høj fabriksskorsten, hvor publikum kunne indtage himlen ved hjælp af lokalområdets gamle industriarkitektur – et vidnesbyrd om det mere lemfældige forhold til sikkerhed i 70’ernes kunstverden.