Modern Women
27 aug 20203 jan 2021

Modern Women viser en række af de mest markante modernistiske malere fra Finland – alle kvinder. Helene Schjerfbeck, Elga Sesemann, Sigrid Schauman og Ellen Thesleff var alle kunstnere, der kompromisløst, men ikke uden personlige omkostninger, viede deres liv til kunsten. Kendetegnende for deres værker er deres stilistiske individualitet, ligesom de livet igennem blev ved med at udforske og forny deres formsprog. Endda til en meget sen alder. Den dag i dag oplever de fire kunstnere en fortsat fornyet interesse, og de betegnes som værende blandt Finlands mest signifikante malere for tiden.

Helene Schjerfbeck: Circus Girl, 1916. Finnish National Gallery / Ateneum Art Museum, Photo: Finnish National Gallery Yehia Eweis

De fire kunstners vid, udsyn og dedikation resulterede i personlige fortolkninger af tidens modernistiske stilretninger. Rejser og længerevarende ophold i udlandet, frem for alt Italien og Frankrig, resulterede i markante fornyelser af den finske kunst i tiden op til og efter landets selvstændighed i 1917. Kvindelige finske kunstnere tillades som nogle af de første i Europa adgang til landets kunstskoler – på lige fod med deres mandlige kollegaer.

I 1897 opnåede kvinder myndighedsalder ved samme alder som mænd og i 1901 lige rettigheder til at kunne studere på universiteter. I 1906 fik finske kvinder som de første i Europa stemmeret til nationale valghandlinger. Trods disse liberale landvindinger har traditionelle familie- og kønsstrukturer udfordret mange kvindelige kunstneres mulighed for at deltage i kunstlivet. De fire kunstnere søger alle aktivt en plads i kunstverden. De ser sig selv som kompetente kunstnere og er bevidste om deres egne evner og talent, og de arbejder som både kunstnere, kritikere og undervisere – ligesom de bor og arbejder i udlandet, særligt Paris, gennem store perioder af deres liv. De fastholder en udpræget åbenhed over for modernismens mange stilretninger, i endnu højere grad end deres mandlige kollegaer, og således har de kvindelige kunstnere stor betydning for modernismens introduktion i Finland.

Helene Schjerfbeck, der i dag er én af Finlands mest værdsatte kunstnere, står centralt i udstillingen med 19 værker. I sin levetid var hun respekteret for sin unikke stil og individuelle position – umulig helt at kategorisere. Hun var desuden underviser for Sigrid Schauman og Ellen Thesleff, der begge oplever stor interesse og anerkendelse i både hjemland.

”Udstillingen sætter fokus på en af tidens mest aktuelle problemstillinger; kvindelige kunstneres manglende anerkendelse og deraf følgende mangelfulde indlemmelse i private og offentlige samlinger. Samtidig får publikum lejlighed til at se en række af Finlands helt centrale modernistiske kunstnere. Omdrejningspunktet er afbildningen af kvinden og de andre motivgrupper, som kvindelige kunstnere dyrkede i disse år: stilleben, landskaber og bybilleder,” siger Anne Kielgast, chefkurator i GL STRAND.

Om de fire kunstnere
Helene Schjerfbeck (1862-1946) begyndte sin kunstneriske karriere med opbakning fra sin familie og blev allerede som 11-årig optaget på Det Finske Kunstnersamfunds Tegneskole. Som 18-årig rejser hun til Paris og tilbringer det meste af 1880’erne i Paris og i henholdsvis Bretagne, St. Ives og i Italien. I lighed med andre fremtrædende kvindelige malere på samme tid maler hun et stort antal portrætter af kvinder. Typisk unge, uafhængige – og moderne – kvinder. Hun brugte ofte en tør pensel, hvilket giver værkerne et skitseagtigt præg. Sent i livet opnår hun stor anerkendelse i hjemlandet, og i dag er hun en af Finlands mest elskede kunstnere.

Elga Sesemann blev født i 1922 i Vyborg og døde i 2007 i Helsinki. Hun studerede ved Det Finske Kunstakademi og på Den Frie Kunstskole. Allerede i 1940’erne var hun en af Finlands fremtrædende ekspressionistiske malere og var kendt for sin markante farvebrug. Sesemanns malerier er blevet udstillet i Helsinki og i alle større finske byer samt Stockholm, Oslo, Stuttgart, Beijing og New York blandt andre.

Sigrid Maria Schauman (1877-1979) blev født i det nuværende Ukraine, dengang en del af Det Russiske Imperium. Familien flyttede til Finland i 1885. I 1899 begyndte Sigrid Schauman sine studier på Det Finske Kunstnersamfunds Tegneskole i Helsinki, og i 1901 deltog hun for første gang i en gruppeudstilling på Ateneum. Senere flyttede hun til København og fortsatte med at studere i Firenze og i Paris. Fra 1920’erne og i årene fremefter arbejdede hun som kunstkritiker, hvor hun udgav over 1.500 kunstanmeldelser, interviews og rejseskildringer. Schaumans svagere syn forhindrede hende i at fortsætte med at male i slutningen af 1960’erne.

Ellen Thesleff (1869-1954) blev født i Helsinki. I 1891 flyttede Thesleff til Paris og tilmeldte sig Académie Colarossi. Hun tilbragte sit liv rejsende mellem Finland, Frankrig og Italien, som hun besøgte første gang i 1894. I Finland var familieejendommen i Murole, Ruovesi, omdrejningspunkt for såvel hendes liv som hendes kunst. Thesleff deltog i mange store udstillinger i det 20. århundrede, bl.a. i 1949, hvor hendes malerier var udstillet på en stor udstilling med nordisk kunst i København.

Kilde: Kunstforeningen GL STRAND

Gammel Strand

Gammel Strand 48
1202 København K

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej
, men man kan komme ind fra gaden med elevator
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-18
Tors 11-20
Lør-søn 11-17

Entré til udstillinger
Normalt: 90 kr.
Tors ml. 17-20: 50 kr.

Kontakt

+45 3336 0260

Modern Women
27 aug 20203 jan 2021

Del

'Modern Women'

Facebook