“Man bliver tvunget til at fokusere på, hvad der er det vigtigste i værket”

“Man bliver tvunget til at fokusere på, hvad der er det vigtigste i værket”

Luna Lund Jensen: Jeg er en kniv i din strube, jeg er sværdet ved din side, jeg er tænderne omkring dig. Still fra videoværket.

Afgang. Indenfor, udenfor, online, særtillæg, fantomtegninger. Der er mange tiltag at forholde sig til ved dette års afgangsudstilling fra Det Jyske Kunstakademi, der grundet den verdensomspændende virus har måttet antage nye former. Vi har talt med kunstner Luna Lund Jensen og kurator Anna Weile Kjær om omskiftelighedernes kunst.

Hvert forår plejer man at kunne se afgangsprojekter af de dimitterende elever fra Det Jyske Kunstakademi i Kunsthal Aarhus’ nedre galleri. Men i år kommer det til at forholde sig anderledes. Afgangsudstillingen er, ligesom stort set alt andet, præget af den verdensomspændende virus, og derfor er det klassiske format gentænkt.

Det betyder, at afgangsprojekterne i år skal opleves udenfor og online. Det nedre galleri i kunsthallen er skiftet ud med kunsthallens vinduespartier, glaskuben, ydermuren og gårdspladsen foran Kunsthal Aarhus samt hjemmesiden kunsthalaarhus.dk, der bliver stillet til rådighed som virtuel platform for kunstnerne.

Anna Weile Kjær. Foto: Sofia Neneh Adams.

Desuden strækker udstillingen sig nu over syv uger, hvor hver af de syv kunstnere udstiller én ad gangen i seks dage. Men selvom de syv afgangselever udstiller hver for sig, betyder det ikke, at kurator Anna Weile Kjær har kurateret syv individuelle udstillinger:

“I 2020-udstillingen 2.0 har det i højere grad handlet om at arbejde med at skabe interferens mellem værkerne over tid, så de enkelte kunstneriske udsagn, ville skabe forbindelser mellem hinanden og danne et samlet udtryk over tid”, fortæller hun. “Her er det måske vigtigt at pointere, at jeg ikke ser de syv udstillinger som isolerede udsagn, men som en samlet udstilling spredt over tid”.

Jeg er tænderne omkring dig

Fredag den 8. maj åbnede udstillingen med Luna Lund Jensen som første afgangselev til at vise sit afgangsprojekt. I Kunsthal Aarhus’ skulpturgård kunne man gennem det aflange vinduesparti se videoværket Jeg er en kniv i din strube, jeg er sværdet ved din side, jeg er tænderne omkring dig.

Luna Lund Jensen: Jeg er en kniv i din strube, jeg er sværdet ved din side, jeg er tænderne omkring dig. Still fra videoværket.

Man blev som beskuer ført ind i et sælsomt og følsomt univers, hvor en ræv og et menneske eksisterer i et hvidt, tidløst rum. Den visuelle side af værket, som man kunne opleve fordelt over fire skærme, var akkompagneret af sang, der kom ud af to højttalere i gården. Teksten man hører i sangen er rævens fortællerstemme. Animationen, der er inspireret af folkesagn fra Asien og Europa, vandrer gennem skærmene, og beskueren skal hele tiden være opmærksom på, hvilken af de fire skærme historien viser sig på.

Afgangsudstilling 2020
Kunsthal Aarhus’ gård, hvor man kan se Luna Lund Jensens afgangsprojekt bag vinduespartiet. Foto: Pernille Thorup Nørbo.

Dog var det lidt svært at se, hvad der foregik på skærmene inde bag ved vinduerne grundet refleksioner fra gården og solen. Vejret er ikke en nem medspiller, men heldigvis var video-/lydværket i udstillingsperioden også tilgængeligt på Kunsthal Aarhus’ hjemmeside, hvor sol og regn ikke er afgørende faktorer.

Fra fredag d. 15 maj kunne man opleve Frederik Rønde Sørensens afgangsprojekt Picasso, der var monteret på kunsthallens ydermur. Hans ni udstillede værker var abstrakt minimalistiske og med hans afgangsværker udfordrede han hvor smalt et koncept, der kan bære et maleri.

Frederik Rønde Sørensen: Picasso, installationsview. Foto: Pernille Thorup Nørbo.

Omskiftelighedens kunst

Alle involverede parter i afgangsudstillingen – kunsthallen, kunstnerne, kuratoren og Det Jyske Kunstakademi – har været nødsaget til at omlægge deres oprindelige ideer.

Kurator Anna Weile Kjær udtaler: “Det har været lidt som at kuratere to udstillinger på én udstillings tid. Vi nåede mere eller mindre at planlægge den første udstilling i det nedre galleri. Coronakrisen kom ubelejligt for alle – også for os. Men hvis man skal finde et lyspunkt i en svær situation, så er det i dette tilfælde, at det i sidste ende lykkedes os at bruge de omskiftelige omstændigheder som et konstruktivt, konceptuelt benspænd”.

Luna Lund Jensen. Foto: Asger Dybvad Larsen.

Dog er det ikke alle de studerende, der har stået overfor en lige stor gentænkningsface. Luna Lund Jensens afgangsprojekt minder i høj grad om det forestillede værk inden coronakrisens ankomst:

“Oprindeligt var min idé, at projektere flere forskellige animationer op på en af udstillingslokalets vægge og lade animationernes baggrund gå i ét med væggen. Men der er da også fordele ved det nye udstillingskoncept. Jeg har f.eks. haft mulighed for at spille lyd fra mit værk, uden det er forstyrrende for de andres værker”.

Særtillæg og fantomtegninger

Allerede inden coronakrisen var det planlagt, at et særtillæg skulle udgives i Aarhus Stiftstidende og Randers Amtsavis.

“Det viste sig på profetisk vis at være et medie, der skulle ende med at passe perfekt til den særlige tid præget af hurtige skift i informationer og tilstande, som denne udstilling er blevet til under”, lyder det fra kurator Anna Weile Kjær, der fortsætter: “De studerende ville gerne kommunikere deres arbejde bredere, og arbejdet med avisen blev samtidigt et arbejde med kunsten i populærkulturen”.

Tillægget er lavet i stedet for det sædvanlige udstillingskatalog, der bliver udgivet i forbindelse med afgangsudstillingen. De otte sider, tillægget består af, indeholder en fælles samtale mellem kunstnerne og debattør og radiovært Ayşe Dudu Tepe samt fantomtegninger af værkerne. Og så tænker du måske; “hvad er fantomtegninger?”.

Særtillægget der blev udgivet i Aarhus Stiftstidende og Randers Amtsavis. Foto: Pernille Thorup Nørbo.

Inden Coronakrisen havde de syv afgangselever talt med en fantomtegner, hvis opgave er at afbilde noget, der endnu ikke findes et billede af. Det var altså elevernes forestillinger om deres afgangsprojekter, der blev beskrevet og illustreret, og det er dem, man finder i særtillægget. Men fantomtegningerne, der er lavet af Anne Gyrite Schütt, forestiller de forestillede værker, inden krisen tvang kunstnerne til at gentænke udstillingsformatet og dermed også gentænke deres afgangsprojekter.

Fantomtegningerne bliver dermed symbol på uforudsigeligheden; det man forestiller sig, bliver ikke altid indfriet. Det gælder for afgangsudstillingen, for coronakrisens forløb, for livet som kunstner, for livet generelt. Som Anna Weile Kjær bemærker, så “står fantomtegningerne nu tilbage som illusioner af værker, som aldrig blev. De vidner om den kunstneriske tilblivelsesproces, der ligger før en udstilling og et færdigt værk”.

Positiv udgang på afgangen

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, lyder et gammelt ordsprog. Og lige i dette tilfælde er det måske rigtigt nok. For Luna Lund Jensen blev det en nødvendig øvelse i at finde det essentielle i hendes kunstneriske udtryk:

“Man bliver tvunget til at fokusere på, hvad der er det vigtigste i værket og sørge for, at det er dét, der skal have plads, og så er det også nemmere at gå på kompromis med mindre vigtige ting. Jeg har også været glad for at opleve at kunne overkomme en masse udefrakommende problemer og stadig komme i mål med udstillingen”.

Luna Lund Jensens afgangsprojekt, installationsview. Foto: Mikkel Kaldal.

Anna Weile Kjær supplerer: “At kuratere er altid et spørgsmål om at forløse et koncept ind i en given kontekst eller situation. Det blev for alvor sat på spidsen med Coronakrisen, men det giver os også et tydeligt billede af, hvordan kuratering altid er mulighedernes kunst. Det er spørgsmålet om, hvordan man griber og spiller op af de omstændigheder, fysiske såvel som politiske, man befinder sig i. Jeg synes, vi i fællesskab, DJK, Kunsthal Aarhus og ikke mindst de studerende, har været i stand til at bruge den situation, vi stod midt i, konstruktivt og konceptuelt.”

Det fulde udstillingsprogram:
8. – 13. maj: Luna Lund Jensen
15. – 20. maj: Frederik Rønde Sørensen
22. – 27. maj: Eliyah Mesayer
29. maj – 3. juni: Max Gam Iversen
5. – 10. juni: Martin Kogi
12. – 17. juni: Villiam Miklos Andersen
19. – 24. juni: Mikkel Bundgaard Pedersen

Del artiklen

'“Man bliver tvunget til at fokusere på, hvad der er det vigtigste i værket”'

Facebook