Praksisbaserede kunstforskere I: David Hilmer Rex: Kunstnerisk praksis og systemforandring

Billedkunsten som kunstform og sprog kan udtrykke sig på tusindvis af forskellige måder. I de sidste mange årtier er rammerne for, hvad billedkunst kan være, som bekendt sprunget utallige gange. Kunst kan være alt.

Men den samme mangfoldighed gør sig ikke gældende, når det kommer til billedkunstens muligheder for at entrere samfundet. Her er vejene og kanalerne få.

Samtidskunstnerisk praksis bliver stort set kun ‘fremkaldt’ via klassiske kunstinstitutioner, via gallerier, biennaler, offentlige og private udsmykninger, og dette snævre økosystem er ikke nærende for den kunstneriske udvikling.

Det mener billedkunstner og ph.d.-studerende David Hilmer Rex (f. 1985), som lige nu er i færd med at forske i og eksperimentere med nye måder at arbejde på som billedkunstner. Et arbejde, der ikke handler om at starte nye biennaler og internationale gallerier, men om at finde andre og tværfaglige arenaer for billedkunsten.

Rum for udvikling

Og det har optaget ham et stykke tid, det med at undersøge og udfordre billedkunstens fastlåste institutionaliserede systemer. Ifølge David Hilmer Rex er der for få etablerede rum for billedkunstneren at operere i, og måske er det – som undersøgelser har vist de seneste år, senest CBS-rapporterne Billedkunstens økonomiske rum fra 2018 – en af årsagerne til, at meget få billedkunstnere i Danmark kan leve af deres kunstneriske praksis.

“Det er i høj grad det projektbaserede og kortidscyklusser, som definerer billedkunstfeltet i dag. Simplificeret kan man sige, at der er en række institutioner, som beder om kunstprodukter, der inden for kort tid og ofte med ret specifikke tematiske krav skal leveres. Det skaber ingen udvikling inden for et felt, hvis ikke der er rum for eksperimentelle projekter, der udvikler nye praksisformer og helt nye institutionsformer,” siger han.

Men netop det rum er David Hilmer Rex blevet givet. Med et ph.d.-stipendium fra Novo Nordisk Fonden har han fået penge og dermed tid til at udvikle og genforhandle kunstfeltets systemer; til at gå dybere ind i udforskningen af nye manøvrerum for billedkunstnerisk praksis.

At lade billedkunsten vokse et andet sted

Det praktiske emne for David Hilmer Rex’ forskningsprojekt er Primer. Og hold nu godt fast, for i det følgende er informationerne mange:

Primer er en platform for billedkunstnerisk og organisatorisk udvikling, som har adresse og arbejdsplads i vandteknologi-virksomheden Aquaporin i Kgs. Lyngby – en dansk virksomhed, som har udviklet en biomimetisk teknologi, der hurtigt og effektiv kan rense vand ved hjælp af naturens egne membranproteiner.

Primer er et samarbejde mellem Aquaporin og det tværdisciplinære kollektiv Diakron, som David Hilmer Rex sammen med forsker i socialvidenskab Aslak Aamot Kjærulff, grafisk designer Asger Behncke Jacobsen og billedkunstnerne Amitai Romm og Bjarke Hvass Kure har stiftet.

Diakron, som de fem grundlagde sammen i 2014, arbejder med at fremme nye typer af tværdisciplinær organisering. I erkendelsen af, at det kræver forskellige fagligheder at frembringe store løsninger på tidens store globale udfordringer – klimaforandringer, flygtningestrømme, finansielle kriser og aktuelt også sundhedskriser – har de sat sig for at kortlægge, frembringe og styrke tværfaglige fællesskaber og nye måder at arbejde på.

Primer er bare ét af Diakrons projekter, men et ganske centralt et. På en måde kan man sige, at det er her Diakrons eksperimentelle ideer og forskning materialiserer sig i et praktisk eksperiment.

David Hilmer Rex fortæller:

“Primer er et eksperiment udi at udvikle en billedkunstnerisk organisation, i kontekst af et specialiseret teknologisk og videnskabeligt firma. Primer introducerer en række specialiserede felter til hinanden. Dels billedkunst, aktionsforskning og humanvidenskaberne, dels nanoteknologi, bioteknologi, biokemi, forretningspraksis og produktionsarbejde.”

“Grundlæggende har vi og Aquaporin en gensidig interesse i at se, hvad der sker, når man tager de her to verdener og stille og roligt fletter dem sammen. Vi undersøger, hvordan vi sammen kan intensivere nogle processer, planlægge dem i nogen grad, og hvor vi ganske enkelt bare skal lade det være en mere uformel, social omgang med hinanden.”

Teknologiens implikationer

Aquaporin er grundlagt af Peter Holme Jensen, og det er ham, der på foranledning af kunstrådgiver Christina Wilson, kontaktede Diakron i 2016 for at påbegynde et samarbejde. Ikke bare for at afvikle et hurtigt eksperiment, men for at etablere en længerevarende, åben, men forpligtende udveksling.

For Peter Holme Jensen er det helt essentielt for at kunne skabe ny, innovativ teknologi, at den bliver til i et lige så innovativt rum, og her mener han, at det er meningsfuldt at inkludere den billedkunstneriske faglighed og praksis. David Hilmer Rex forklarer:

“Vi, Diakron, er der på grund af Peter Holme Jensen og hans teknologikritiske holdning til, at der skal flere typer personer, aktører og holdninger ind over teknologiudvikling, fordi teknologier er så fundamentale og forandrende for levet liv. Netop fordi Aquaporin med sine vandteknologier skaber helt nye typer af organisk liv, bør der være forskellige aktører med i processen.”

Aquaporins vandrensningsteknologier med proteinet aquaporin har succes og er lige nu ude at leve i verden, blandt andet i Singapore der oplever stor mangel på vand. Men øvelsen i at skabe og implementere en ny teknologi – der blandt andet handler om at genbruge vand i lukkede kredsløb, dvs. at det vand du skyller ud i toilettet eller din vask, kommer ud af din hane igen noget tid efter – kræver mere end bare at udvikle den i laboratoriet.

Den berører komplekse kulturelle og sociale spørgsmål, i Aquaporins tilfælde varierende sociokulturelle opfattelser af renhed, ressourcemangel og sundhed.

Og det er blandt andet i dén proces – i implementeringen og kommunikationen af vandteknologien – at Diakrons fagligheder kan sættes i spil. Et eksempel er en ansøgning, som Aquaporin har udarbejdet til et dansk kommunalt projekt (en del af Aquaporins omsætning kommer fra public private partnerships), hvortil Diakron har bidraget med en kommunikationsstrategi:

“Vi har foreslået en kommunikationsproces, hvor vi vil se på, hvordan den her type teknologier er forsøgt udviklet og integreret i samfund, som man eksempelvis har gjort i Los Angeles og Singapore. Formålet er at prøve at forstå de kulturelle og sociale problemstillinger, der opstår, når man begynder at tænke over at genbruge vand, man lige har skyllet ud i toilettet,” fortæller David Hilmer Rex.

Ét projekt er ikke nok

Foruden samtænkning i konkrete projekter har Primer indtil nu materialiseret sig i tværfaglige møder, workshops, foredrag, samtaler og netværksdannelse samt en række tematiske udstillinger og samarbejder med kunstnere i Aquaporins hovedkvarter i Kgs. Lyngby.

Udstillingsvirksomheden i Primer er dog ikke et centralt fokus for David Hilmer Rex og hans forskningsprojekt. Men han peger på, at udstillingerne har været et væsentlig element i relationsopbyggelsen mellem dem og virksomhedens ansatte.

“I vores samtaler i Diakron bliver jeg tit den person, der ikke tror på de mere klassiske formater, såsom udstillinger. Men udstillinger i konteksten af Aquaporin er så fundamentalt noget andet, at de forandrer det format og viser dets styrke på ny. Så de har og spiller en vigtig rolle i projektet, men det er vigtigt at have andre typer af formater, der opererer parallelt med dem.”

Monokulturen og homogeniteten stortrives i det billedkunstneriske felt, mener Hilmer Rex. Det skal der gøres op med, og det har alle, som bevæger sig i det felt, et ansvar for.

“Det er ikke nok med individuelle projekter som for eksempel Primer. Hvis der skal ske en faktisk forandring i feltet, er det nødvendigt også at arbejde på et strukturelt plan, så det bliver muligt for flere at arbejde på mere eksperimentelle projekter.”

“Vi er i færd med at opbygge et internationalt netværk af billedkunstnere, kuratorer, kunstinstitutioner, forfattere, filosoffer osv., der også arbejder inden for specialiseret teknologi eller videnskabsudvikling. Forhåbningen er, at vi kan lære af hinanden og sammen skabe en fælles fortælling om, hvad det er vi laver, hvorfor vi gør det, og hvordan vi differentierer os fra praksisser, der har lignende kvaliteter – som eksempelvis designtænkning og forretningsantropologi. Og endeligt måske etablerer et nyt hybridt praksisområde,” fortæller han.

Forskning som risikovillig kapital

David Hilmer Rex har halvandet år tilbage af sit forskningsprojekt, inden han skal aflevere et endnu ikke helt defineret resultat.

Kan du allerede nu udlede noget af dit forskningsprojekt?

“Det mest basale er, at jeg har haft tid og energi til at udvikle Primer som projekt, og det har haft en kæmpe værdi. Når man gør ting første gang, tager det meget lang tid. Næste gang vil vi kunne gøre det meget bedre, mere præcist og hurtigere. Min ph.d. har betalt for den svære periode i den udvikling,” fortæller han.

“Det er spændende, om det på sigt vil være med til at skabe en faktisk diversificering af billedkunstfeltet; nye typer institutioner, finansielle støtteværktøjer og faglige netværk. At kortlægge hvilke tekniske, sociale eller finansielle supportstrukturer der skal være til stede, for at man faktisk får nye typer kunstneriske praksisser, der samlet set kan udvikle sig til et robust område. Et lige så robust område som eksempelvis gallerisystemet eller udsmyknings- og biennale-kommisionsnetværket.”

Hvilken fordel ser du ved den praksisbaserede forskning versus den konventionelle akademiske?

“Jeg tror ikke sammenligningen er specielt produktiv. Mit håb er, at min praksis udvikler sine egne præmisser, metoder og grunde til at være i verden. Jeg er ikke specielt interesseret i ideen om en ph.d. eller kunstnerisk forskning forstået på den måde, at det må være et mål for alle billedkunstnere at arbejde udforskende, undersøgende og eksperimentelt, og det er et problem, hvis man tror, at det kun er noget, der sker, hvis man får en ph.d., eller at det skal ligne diverse akademiske praksisformer.”

“Jeg synes, det er mere spændende at betragte legaterne som risikovillig kapital, der giver billedkunstnere tid og plads til at genforhandle fundamentale ting i deres praksis og for feltet generelt. Der mangler generelt risikovillig kapital i billedkunstverdenen, med det formål, at udvikle nye eksperimentelle organisationer og praksisser, der udvikler deres egne metoder og grunde til at være i verden, så vi samlet set får et sundere økosystem, der faktisk understøtter og fordrer diversitet.”