Spot på projektrum: c4 projects

“Man har brug for et talerør og et publikum. c4 projects udspringer af et ønske om at skabe en platform for yngre, nyuddannede kunstnere, som ikke har særligt store chancer for at vise deres ting andre steder. Og hvis man ikke får vist sine ting inden for de første år, efter at man er færdig på akademiet, så er der en tendens til, at man giver op og begynder at lave noget andet. Vi er en alternativ platform for dem, der ikke lige får det der opkald fra Overgaden.”

Jeg har ringet til Anne Munnecke, som er en af de fire initiativtagere, der i begyndelsen af 2013 startede c4 projects. Etableringen af udstillingsstedet skete som en følge af, at de fire allerede i et par år havde lavet pop-up udstillinger forskellige steder rundt omkring i København.

Gruppen overtog et gammelt butikslokale i Dybbølsgade 60 på Vesterbro efter et andet projektrum, det nu hedengangne Kooh-i-noor, og der befinder de sig stadig.

“Det er et smalt butikslokale på 24 m2”, fortæller Anne Munnecke. “Der er et vindue ud til vejen, så det er ret let at se en del af udstillingerne udefra. Der er et baglokale og så er der en gammel pizzabue, som er både elsket og hadet. Medlemmerne har delte meninger om den er god eller ikke god, men vi ændrer ofte mening.”

“De første mange år modtog vi ikke støtte fra Statens Kunstfond eller Københavns Kommune. Vi har haft et medlemskontingent, og med det har vi betalt for, at folk kunne udstille. Der er mange steder, der gør det på den måde. Her er det bare et lille butikslokale, så der er ikke mulighed for at have værksteder tilknyttet, men huslejen er så lav, at vi har kunne klare den i fællesskab.”

“Det har været con amore. Hey, vi synes, det her er vigtigt, og det vil vi gerne lægge nogle penge i.”

c4 projects er idag en frivillig forening med otte medlemmer, der alle har lige meget at skulle have sagt, og skiftes til at sidde i kurator-teamet. De otte medlemmer har selvfølgelig også selv udstillet i det lille butikslokale, men som Munnecke forklarer, er det ikke sjovt at have et sted igennem otte år, og så kun se sit eget.

“Vi har i høj grad drevet stedet for netværkets skyld. Det er godt at have et sted, efter at man er færdig på akademiet. Et sted hvor man mødes med sine kolleger og kan have nogle diskussioner og så tilbyde dem, man synes er dygtige, at udstille. Det holder vi stadig fast i.”

“De udstillinger, vi laver, er udstillinger, som vi rigtig gerne selv vil se, men som ikke bliver vist på Charlottenborg eller Den Frie eller nogen af de andre steder.”

Senest har udstillingsstedet præsenteret en duo-udstilling med Viktor Landström og Julie Riis Andersen, som den første ud af tre, Postsecular Reflections, der kredser om troens betydning i samtiden og stiller spørgsmål ved forholdet mellem krop, magi og digitale systemer.

Gejsten til at fortsætte

I takt med, at gruppen er blevet ældre, har medlemmerne ændret perspektivet for udstillingsstedet. Ungdommens gejst er blevet omformet og tilpasset medlemmernes livssituationer, der nu kalder på mere professionalisme.

“På et tidspunkt måtte vi se hinanden i øjnene og sige: ‘nu har vi gjort det her i 5 år. Nu har vi lyst til noget andet’. Vi blev nødt til at indrette det lidt mere professionelt. Det kan godt være lidt demotiverende, at man selv skal betale for at arbejde.”

Intimitetsprogrammet

Derfor besluttede gruppen at søge Statens Kunstfond (og andre fonde) om støtte til et toårigt udstillingsprogram, hvilket er den normale procedure for alle projektrum og kunsthaller. Sådan fungerer de statslige støtteordninger.

Det resulterede i Intimitetsprogrammet, som stadig kører i c4 projects: Her udstiller både upcoming, etablerede og udenlandske kunstnere. Udstillingerne fokuserer på det intime: det private, troens rum, kroppen og seksualiteten.

c4 projects er altså gået ind i en ny mere professionel fase, men de vil stadig holde fast i den ungdommelige starts afsæt. Det er stadig con amore:

“Det er sindssygt vigtigt, at der er de her off spaces, som er en platform for rigtig mange billedkunstnere, der ikke kommer igennem nåleøjet andre steder. Mange af de store institutioner hiver jo ikke fat i de danske samtidskunstnere, de løfter ikke den opgave”, forklarer Anne Munnecke, som desuden peger på, at det også er væsentligt, at der findes udstillingssteder, hvor man ikke skal tage hensyn til kommercielle interesser: “Her har du ikke en gallerist, der står og ånder dig nakken.”

“Vi prøver at bakke op om kunstnerne, og hvad de gerne vil vise. Vi har alle sammen en meget respektfuld tilgang til at bakke kunstneren op. Helt isoleret gør vores sted måske ikke en vild forskel, men sammen med vores community af kunstnerdrevne udstillingssteder er vi en stor og væsentlig faktor på den danske kunstscene.”