Signe Klejs konstitueret som formand for Danske Billedkunstneres Fagforening

Signe Klejs konstitueret som formand for Danske Billedkunstneres Fagforening

Signe Klejs. Foto: Michael Harder Photography

Danske Billedkunstneres Fagforenings forretningsudvalg har konstitueret Signe Klejs som ny formand.


Dette sker på baggrund af, at tidligere formand Jan Balling d. 18. april er aftrådt stillingen. Oprindeligt var det planen, at  afgangen skulle offentliggøres ved DBFs landsmøde. Grundet Covid-19 er landsmødet dog blevet udskudt, men Jan Balling og forretningsudvalget har i enighed fastholdt datoen for hans afgang. Forretningsudvalget har derfor  konstitueret billedkunstner Signe Klejs som formand i hans sted.

Signe Klejs blev som nyuddannet medlem af DBF og KKArt i 2005 og trådte ind i Forretningsudvalget i 2016. Hun udtaler om udnævnelsen:

“At blive medlem af DBF og KKArt har haft afgørende betydning for min kunstneriske praksis. I stedet for at stå alene, var der her ikke kun et bagland at rådføre sig med, men også kyndig vejledning i de gældende retningslinjer, når arbejdet med kunsten ind imellem betød manglende jordforbindelse. Igennem bestyrelsesarbejdet har jeg fået grundlæggende kendskab til organisationen DBF og til KKArt, der begge har masser af potentiale, som jeg glæder mig til at udfolde yderligere – sammen med den øvrige bestyrelse og kontorets ansatte.”

Jan Balling udtaler sig om sin afgang: “Det har været et stort privilegium, for mig at være DBFs tillidsmand igennem mere end 30 år. Det er da også med blandede følelser, at jeg siger farvel til det hverv, som har fyldt så stor en del af mit liv. Men alting har sin tid og det er med en god følelse jeg giver stafetten videre. Jeg er overbevist om, at Signe og de andre gode folk i Forretningsudvalget sammen med vores dygtige personale på kontoret vil bringe DBF trygt ind i fremtiden. Fornyelsen er allerede i fuld gang.”

Danske Billedkunstneres Fagforening vil afholde et officielt formandsvalg når et landsmøde igen bliver muligt.

Kilde: DBF

Del artiklen

'Signe Klejs konstitueret som formand for Danske Billedkunstneres Fagforening'

Facebook