Trine Søndergaards karriere har været en rejse fra Vesterbro, gennem kærlighed og fødsel, over frosne pløjemarker og ud til kysten, fuglene og Fanøs folkedragter. I april modtog hun Kunstfondets treårige arbejdsstipendie.
Trine Søndergaard ville til at begynde med ikke på Akademiet og være kunstner. I stedet gik hun i starten af 90’erne på fotoskolen Fatamorgana, en pioneruddannelse, der har hjulpet flere unge fotografer på vej. Turen gik videre til mesterlære i fotogruppen Ragnarok, hvor man eksperimenterede med dokumentarfotografiet.
Ret hurtigt gik det dog op for hende, at virkeligheden ikke findes i det objektive fotografi.
”Når man tager billeder af noget, så kan det godt være, at det ser ud, som det ser ud. Men det ser ikke ud, som det er. Det reflekterer ikke nødvendigvis, hvordan jeg oplever tingene. Jeg bliver nødt til at genskabe virkeligheden i mine billeder for at få oplevelsen med.”
Skelbækgade
Under en sommerworkshop i midten af årtiet fik eleverne til opgave at fotografere det, de frygtede.
”Skæbnen ville, at jeg havde fået en lejlighed i Skelbækgade. Det var en stor del af min fysiske virkelighed med mange prostituerede kvinder og mange mandlige kunder. Det var en næsten daglig oplevelse at blive konfronteret med mænd, der troede, at jeg også var luder.”
Trine Søndergaard fandt ud af, at det var kvinderne, hun ville fotografere. Det udviklede sig til et samarbejde, hvor billederne var delvist iscenesatte og genskabte oplevelser. Serien fik stor opmærksomhed, måske særligt fordi den var uden ledsagende forklaringer og blev præsenteret som noget mellem kunst- og dokumentar.
Nicolai
Som en slags modsvar til Skelbækgade begyndte Trine Søndergaard sammen med sin partner, Nicolai Howalt, at bruge en periode på at fotografere deres fælles liv, kærlighed og starten på deres egen familie. Samarbejdet er siden fortsat i andre, mere formelle projekter.
Undervejs har begge forladt snapshot-æstetikken og har høstet ny anerkendelse for How to Hunt, en længere serie manipulerede fotos. De samme hunde, jægere og fugle er fotograferet flere gange og sat oven i det samme disede landskab. Det minder lidt om nutidige svar på renæssancens panoramiske jagtscener.
Trine Søndergaard indvender: ”Selvom jeg har forbilleder, laver jeg sjældent parafraser eller bevidste bearbejdninger. Derfor er fotografiet så fantastisk. Det er et nyt medie og ikke belastet som maleriet.
Fanø
”Tidligere har mine projekter altid skulle afsluttes et ad gangen. Bagefter har det været lidt tomt og underligt. For første gang har jeg flere ting i gang på samme tid. Jeg føler, jeg giver lidt mere slip.”
En af de nye serier viser skarpe farveportrætter af unge kvinder i folkedragter fra Fanø. De blev særligt fremhævet ved legattildelingen som ”uskyld møder skam og syndefald.” I fotografierne er stilheden fysisk nærværende og noget urovækkende eller melankolsk lurer.
”Med mine sidste projekter afsøger jeg, hvor stille jeg kan være. Jeg kan enormt godt lide det statiske aspekt ved fotografiet, for billedet er jo kun dét ene sekund. Det er jo bare stilleben.”
Portrættet
Trine Søndergaard har aldrig været interesseret i at fortælle historier. Det er oplevelsen af stemninger, der er målet. Derfor er hun heller ikke interesseret i baggrundsforklaringer.
I den helt nye serie, Monochrome Portraits, er afsættet noget andet, end hvem billedet forestiller: ”Det handler snarere om at betragte og normalisere en tilstand af indadvendthed og venden sig væk fra verden. Selvom billederne er meget lukkede, arbejder jeg stadig med en spænding i stilheden. Måske blot en skarphed på en øjenvippe eller graden af bortvendthed.”
Rejsens slutning
Trine Søndergaards kunstneriske vandring startede i den mest rå virkelighed på Vesterbro. Siden er motiverne blevet mere og mere rolige. Målet har dog hele tiden været det samme, forklarer hun:
”Jeg tror, det særlige i mine billeder er selve oplevelsen af virkelighed, ikke virkeligheden selv. For mig har fotografiet derfor været en slags dannelsesrejse, hvor jeg prøver at blive klogere på verden og mig selv i den.”
Rejsens afslutning har heldigvis lange udsigter: ”I min tid som fotograf har jeg egentlig ikke fundet nogen svar. Men jeg har fundet lidt mere tillid til mig selv og fået lidt mere ro.”
Trine Søndergaard (f. 1972) bor og arbejder i København. Uddannet fra fotoskolen Fatamorgana i 1996.
Har bl.a. udstillet i USA, Tyskland, Japan, Sverige og Skagen. Forbereder soloudstillinger på Glyptoteket, ARoS og Silverstein Gallery i New York i 2010.
