Ny støtteordning skal hjælpe kunstnere med kombinationsindkomster

Ny støtteordning skal hjælpe kunstnere med kombinationsindkomster

Kulturminister Joy Mogensen. Foto: Kristian Brasen.

En midlertidig kunststøtteordning skal hjælpe kunsten og kunstnere med kombinationsindkomster igennem Corona-krisen. Det er regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, Alternativet, Liberal Alliance og De fire grønne løsgængere blevet enige om.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse. Ordningen retter sig mod kunstnere med A- og B-indkomst og skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed på mindst 8.333 kr. månedligt i gennemsnit. Ordningen estimeres til at koste 100 mio. kr.

Kunstnerne, som pakken er stilet til, er dog kun en af flere restgrupper, som endnu ikke er inkluderet i andre hjælpepakker.

Det gælder blandt andet organisationer, som modtager mere end 50 pct. i offentligt tilskud til deres ordinære drift. Heriblandt en række af landets kunstmuseer.

Kulturminister Joy Mogensen håber, at de sidste hjælpepakker falder på plads inden påske.

Kilde: Kulturministeriet

Fakta: Aftale om midlertidig kunststøtteordning
Ordningen gælder fra 9. marts til og med 8. juni 2020. Ordningen er et supplement til de øvrige tiltag og hjælpepakker, som regeringen har iværksat som følge af COVID-19.

Ordningen kan ansøges af kunstnere, der har en samlet A- og B-indkomst og skattepligtigt overskud fra selvstændig kunstnerisk virksomhed på mellem 100.000 og 800.000 kr. årligt, svarende til mindst 8.333 kr. og maksimalt 66.667 kr. månedligt i gennemsnit i ét ud af de seneste tre år med udgangspunkt i årsopgørelser fra 2017, 2018 og 2019.

Kunstnere, der som konsekvens af corona-virus, forventer et tab i A- og B-indkomst og skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed fra det kunstneriske virke på mindst 30 pct. i forhold til den forventede indkomst i perioden 9. marts til og med 8. juni 2020, kan få dækket 75 pct. af det forventede tab, dog maksimalt 23.000 kr. per måned.

Opgørelsen af indtægter, tab og skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed skal stamme fra det kunstneriske virke.

Ordningen kan kun søges af kunstnere, der ikke har modtaget kompensation fra de øvrige hjælpepakker, og den estimeres på den baggrund til at koste op mod 100 mio. kr. i 2020.

Læs hele aftaleteksten her

Del artiklen

'Ny støtteordning skal hjælpe kunstnere med kombinationsindkomster'

Facebook