Line Kjær om Entangled Encounters på Munkeruphus – en udstilling du måske kan komme til at opleve

Kan du fortælle lidt om den udstilling, vi ikke kan opleve?

“Udstillingen er yderst relevant netop nu, da den handler om, at vi må forlade vores gamle måder at anskue verden på og skabe en langt mere flydende forståelse af naturen og os selv. Vi er naturen og indgår i ét stort konstant foranderligt kredsløb, hvor vi er forbundet og fuldstændig viklet sammen med andre arter og organismer. Det handler om øjnene der ser, og Rhoda og Mikkel vil gerne have os til at tage de briller på, hvor vi anskuer tingene på helt nye måder.

Studio ThinkingHand har selv en usædvanlig bred tværfaglig baggrund indenfor både filosofi, teologi, biologi, kunsthistorie, performance, partikelfysik, moderne robotteknologi og ernæring, hvorfra de har udviklet en researchbaseret praksis med fokus på materialitet og naturens processer. Altså vidt forskellige fagområder, som de hele tiden nedbryder grænser imellem og fletter sammen i deres værker på ret overraskende måder. Som en slags æstetiske videnskabsmænd omsætter de deres nærmest videnskabelig research og data til sanselige kunstværker.

Et eksempel er installationen Intertidal Synthesis, som er en del af udstillingen og resultatet af kunstnerparrets seneste residence-ophold i Sydkorea, hvor de udviklede soft robotics og filmede bløddyrslignende robotter som syntetiske tilnærmelser til naturens egne hybrid-arter, der bebor tidevandsområder og er eminente til at tilpasse sig deres omgivelser.

Andre værker er resultater af eksperimenterende processer med naturens organiske materialer, som de igangsætter og dokumenterer, men ikke forsøger at styre eller intervenere i. Bl.a. har de til serien Landscape Portrait indsamlet planter, svampe, alger og mos fra naturen rundt om Munkeruphus, som de indstøber i store plast-relieffer, og som reagerer fuldstændig uforudsigeligt i mødet med epoxyen.

Selv kalder Studio ThinkingHand deres værker for en slags co-creations med naturen, hvor de faciliterer og zoomer ind på naturens egen kaotiske billeddannelse eller blot om-arrangerer dét, der allerede er. Samtidig sætter de et stort spørgsmål ved, hvad begrebet liv indebærer, og om vi overhovedet længere kan skelne mellem, hvad der er kunstigt og naturligt i en verden, hvor vi for længst har vænnet os til indbyggede pacemakers, respiratorer, sansende proteser og anden livsopretholdende teknologi”.

I har planer om at præsentere udstillingen i en anden form?

“Ja, hele Studio ThinkingHands praksis handler om vigtigheden af sanselige erfaringer, og da corona-krisen brød ud, havde de allerede været igang længe på Munkeruphus med at skabe værker til stedet. Herunder levende organismer som kombucha og gærkulturer, som var sat til at gro. Så vi kunne ikke bære tanken om at følge mange af de andre kulturinstitutioners beslutning om at aflyse eller flytte alt over på virtuelle platforme. Så vi afventede og begyndte at diskutere muligheden for at tænke udstillingen ind et format, der fulgte myndighedernes anvisninger og forbehold, og som samtidig kunne blive et indspark til en ny måde at opleve udstillinger på.

Både Rhoda og Mikkel har tidligere arbejdet med performativ kunst og teater og har bl.a. begge været en del af Sisters Academy, så de var hurtige til se og foreslå et anderledes set-up, hvor publikum sendes ind én ad gangen, og med nogle få anvisninger selv kan få lov til at opleve udstillingen uden at møde andre mennesker. Et ret eksklusivt format, som naturligvis indebærer, at meget færre mennesker kan opleve udstillingen og dermed også et tab i entréindtægter i en i forvejen svær økonomisk klemme. Men som i situationen er yderst interessant at følge helt til dørs, fordi vi endnu ikke kender den nye virkelighed, som helt sikkert venter på den anden side. Og som kommer til at kræve helt nye måder at navigere på. Også for kunstinstitutionerne.

Derfor fortsætter kunstnerne og vi med at arbejde på udstillingen, med de mange risici og uforudsigeligheder det nu indebærer, og håber på at kunne åbne for individuelle udstillingsbesøg, hvor gæster kan opleve udstillingen i bookede tidsintervaller i hele maj måned. Et format vi kender fra teatret og dele af kunstverdenen, og som ikke ligger langt fra den måde, som hybridkunstneren Gunnar Aagaard Andersen, Munkeruphus’ tidligere beboer, tænkte udstillinger på, og som han foretrak at beskrive som ”forestillinger”.

Ressourcerne og tiden til så pludselig en omstilling er knap, men vi håber, at publikum tager godt imod vores forsøg, og tør bruge tilbuddet som en mulighed for at bevæge sig stille og sikkert ud i kunstens fælles rum igen. Vi tager i hvert fald alle de forbehold, vi kan, og sætter den også lidt på spidsen ved helt at fjerne vores personale, butik og café i perioden. Alle de institutionelle forhold som i dag kendetegner et traditionelt udstillingssted.

Hvordan påvirker situationen en lille institution som Munkeruphus?

Den er selvfølgelig meget alvorlig, da vi i forvejen er en lille kunstinstitution drevet af få midler og er meget afhængige af besøgstal og entréindtægter. Men det gælder jo de fleste i kunstverdenen lige nu, og særligt kunstnerne er jeg dybt bekymret for samt de små institutioner, der falder udenfor hjælpepakker og ikke har reserver at falde tilbage på, herunder Munkeruphus. Så vi holder vejret og holder også vejret på vegne af vores mange ældre frivillige, som er en vigtig del af vores vejrtrækning til dagligt, men som vi lige nu skal passe rigtigt godt på og derfor naturligvis ikke kan trække på.

Vi tror og håber, at når virus-kurverne tillader det, så kommer der til at opstå et stort behov for at være sammen om kunsten igen og dermed også en stor opbakning og søgning til kunstinstitutionerne. Man kan håbe særligt til de små kunstinstitutioner, som har brug for besøgende, men også har faciliteter, hvor der ikke samles for mange mennesker på én gang”.

Hvilke tanker gør du dig over nedlukningen af kulturlivet?

“Som del af den store mentale fordøjelsesproces, vi alle gennemgår i disse uger, har min kollega Kristine og jeg talt meget med Rhoda og Mikkel om, hvad pandemien gør ved vores måde at være sammen på, og hvad det mon kommer til at betyde for kulturens rum for fællesskaber. For hvad er kunsten uden sit publikum og sine værker? Og hvad er et samfund uden sine kulturinstitutioner? Måske er det først, når bibliotekerne, teatrene, museerne, biograferne og musikstederne er lukket ned, at vi forstår værdien af dem.

Vi bliver i hvert fald i disse uger mindet om, at det hele handler om at kunne dele oplevelsen sammen. Ikke bag hver vores skærm i hver vores stue, men som fysiske kroppe, der kan være til stede, lytte, dufte, røre, synge, se og tale sammen i samme rum. Vi kan streame nok så mange operaer, livekoncerter, teaterforestillinger og virtuelle udstillinger hjem i stuerne, men i frarøvelsen af fællesskabet og det sanselige møde forstår vi, at det netop er dét, der gør hele forskellen.

Men der er ingen tvivl om, at det her kommer til at flytte og forandre en helt masse ting. Og ligeså forbundet den nye virkelighed er med kontroltab og usikkerhed, bliver det samtidig uhyre interessant at se, hvad det kan afstedkomme af nye måder at tænke og handle på. Og her bliver kunstnerne yderst centrale, for de er vant til at lade sig fare vild for at tegne nye streger i sandet. Derfor skal alle sejl sættes ind for at støtte kunsten og kunstnerne netop nu”.