Hjælpepakke tilgodeser ikke kunstnerne

Hjælpepakke tilgodeser ikke kunstnerne

Formand for Billedkunstnernes Forbund (BKF) Nis Rømer. Pressefoto

I sidste uge lancerede regeringen en række tiltag, der skulle afdæmpe de økonomiske konsekvenser af Coronakrisen for mindre erhvervsdrivende – og herunder også en række kulturaktører. Desværre tilgodeser pakken ikke de specielle ansættelses- og erhvervsforhold, som mange kunstnere og folk i kultursektoren lever under.

Den seneste uges tid har der blandt en række kulturaktører været tiltagende kritik af kulturminister Joy Mogensen og kulturministeriet som helhed, for ikke at gå aktivt nok ind i forhandlingerne om de hjælpepakker, der skal hjælpe både lønmodtagere og virksomheder igennem den nationale lockdown som følge af COVID-19-pandemien. Kulturministeren forstår ikke de vilkår, som mange i branchen arbejder under, lyder en del af kritikken, og for mange, der arbejder i kulturbranchen, er fremtiden derfor stadig meget usikker.

Læs også: Støt kunstnerne og køb kunst

Billedkunstnernes Forbund BKF har de seneste dage været i dialog med kulturministeriet for at finde en løsning for de mange af foreningens medlemmer, der ikke er omfattet af hjælpepakken. Overordnet glæder formand for BKF Nis Rømer sig over, at der har været tiltag for at afhjælpe situationen: “Hjælpepakken er vigtig. Det er godt at både selvstændige med eget firma og freelancere uden eget CVR nr er med”.

Mange kunstnere falder udenfor

Desværre er tiltagene ikke tilstrækkelige, da pakken, som den ser ud lige nu, kun hjælper omkring 25% af kunstnerne, der kan få dækket deres tabte indtægt. “Problemet, som vi lige nu arbejder på at løse, er, at mange kunstnere er ramt af et af to – eller en kombination af faktorer – nemlig at de enten har så lav en omsætning at de ikke kan leve op til kravet om en månedlig omsætning på 15.000 kr, eller at deres indtægt er fordelt på både A- og B-indkomst, f.eks 14.000 i A-indkomst og 14.000kr i B-indkomst, og derfor ikke kvalificerer sig, selvom de tjener godt.”

Det er Rømers forhåbning at problematikken kan løses i præciseringen og vejledningen til lovforslaget: “Vi har været i tæt kontakt med Zenia Stampe, andre politikere og faglige forbund og har fået gjort finansministeriet opmærksom på problematikken. Jeg har også rejst sagen over for kulturministeren, som er fuldt opmærksom på det”, udtaler Nis Rømer.

Information til kunstnerne

BKFs næste udfordring bliver at kommunikere den videre procedure ud til medlemmerne, hvor kompliceret bureaukrati måske kan afholde nogle fra at søge støtten. BKFs bestyrelse træder derfor ekstraordinært sammen i denne uge for at diskutere hvilke tiltag organisationen kan iværksætte, så så mange som muligt får den hjælp, de har krav på.

Læs også: Ny Carlsbergfondet etablerer ekstraordinær pulje på 30 mio. kr. til genstart af kriseramte kunstmuseer

Det er Nis Rømers forhåbning, at dialogen med ministeriet kan bane vejen for tiltag, der både kan hjælpe her og nu, men også hjælpe kulturlivet ud af krisen på længere sigt: “Der skal både tænkes på den korte bane, som man gør med hjælpepakken, men der er også behov for at tænke i investeringer på lidt længere sigt, så vi kan få gang i kunstmarkedet igen, når vi kommer ud på den anden side.”

Kilde: BKF

Del artiklen

'Hjælpepakke tilgodeser ikke kunstnerne'

Facebook