Den nye rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, Kirsten Langkilde, ønsker at ændre udviklingen på landets ældste kunstneriske uddannelsesinstitution. Det handler bl.a. om at tydeliggøre rollefordelingen mellem de ansatte og de studerende og at eksplicitere adfærdsreglerne efter flere episoder med ”misforstået opførsel”. Ny strategiplan tilstræber desuden, at kunstneriske kompetencer får større rækkevidde ud i samfundet.
Det Kongelige Danske Kunstakademi har netop offentliggjort en ny strategiplan, og den indeholder meget mere end tiltag, der skal dæmme op for eventuelle fremtidige ”episoder”, der trækker negativ opmærksomhed i medierne. Der arbejdes direkte med en styrkelse af det kernefagligheden samt af fagligheden på tværs af medier og kunstarter med en stærkere økonomi og mere outreach i forhold til samfundet. Desuden bevæger Kunstakademiet sig henimod en fladere struktur, hvor professorernes rolle bliver relativeret, og de studerendes uddannelse fordeles på flere fagligt ansatte.
Samtidig understreges det gentagne gange, at der på Det Kgl. Danske Kunstakademi skabes kunst på det højeste niveau. Der tales direkte om ”eksellens” i den godt 20 sider lange strategiplan, som rektor har drøftet intensivt med de ansatte og med Skolerådet, Akademiets øverste, besluttende organ.
Kunsten.nu har talt med Kirsten Langkilde via Skype, da Kunstakademiet ligesom alle andre undervisningsinstitutioner er lukket pga. den verserende sundhedskrise.
Kirsten Langkilde (f. 1954) er selv uddannet som billedhugger og installationskunstner ved den gamle institution, hvorfra hun dimitterede i 1986 efter at have afsluttet studierne ved både Bjørn Nørgaards og Hein Heinsens professorskoler. Men det er fra sine mange år som leder af flere europæiske akademier, at hun har opnået sine spidskompetencer: I årene 1995-2011 var hun professor, og 2001-2009 var hun vicerektor og dekan ved Universität der Künste i Berlin.
Fra 2011-19 var hun direktør for den schweiziske uddannelsesinstitution Hochschule für Gestaltung und Kunst i Basel. Undervejs har hun haft en ”hotline” til det danske kunstliv i egenskab af formand for Kulturministeriets Uddannelsesråd for den visuelle kunst i 2004-7. Desuden sad hun i Statens Kunstfond/Kunststyrelsens faglige udvalg for billedkunst fra 2003-7.
Du tiltrådte som rektor i februar 2019. Hvad er baggrunden for at ændre strategi på Kunstakademiet og den dertil knyttede Kunsthal Charlottenborg netop nu?
”Strategien bliver fornyet hvert fjerde år, og det var tid nu. I den nye strategi har der været behov for at tydeliggøre, hvilken kultur vi ønsker på Akademiet, og hvad man kan forvente af hinanden på en institution som vores.”
Med denne bemærkning hentyder Kirsten Langkilde til de seneste sager, som har ramt Kunstakademiet. Det drejer sig om anklager om sexchikane og magtmisbrug, som en række elever har fremsat mod en tidligere professor, hvis kontrakt derfor ikke blev forlænget. Og om en nyere sag, hvor en professor er blevet bedt om at arbejde hjemmefra. Der finder for tiden en ekstern undersøgelse sted af dennes embedsførelse.
Kompetenceklynger
I papiret har I udskiftet betegnelsen skoler med ”kompetenceklynger”. Hvad er baggrunden for dette?
”Den nye betegnelse lægger måske lidt mere op til teamarbejde mellem lektorerne, der står for laboratorierne, og professorerne omkring uddannelsen af de studerende. Uddannelsesmodellen har tre søjler: Materialitet, teknologi, kunstens praksis samt refleksion dvs. sprogliggørelse af kunstens fremtrædelsesformer og den kunstneriske forskning.
Disse områder skal tydeligt og i gensidig respekt udvikles i et tæt samarbejde mellem kollegerne, dvs. både lektorerne og professorerne. Derfor opererer vi med det mere ahierarkiske begreb ‘klynger’ i stedet for ‘skoler’. Hver ‘klynge’ skal være mere rummelig for at kunne gribe mange forskellige praksisformer.
De fire ‘kompetenceklynger’ omfatter: 1. Imagination og billeddannelse – billedbaserede medier [i gamle dage: Malerskolerne, LB]. 2. Narration, tidsbaserede medier og digital matter [altså mediekunst]. 3. 3D, rum, krop, performance, kontekst [dvs. skulptur]. 4. Art in the public sphere – konceptuelle og kontekstuelle praksisser [kunst i det offentlige rum/Mur og Rum]”.
“Strategiplanen udtrykker også et ønske om et nærmere samarbejde med forskningen – eksempelvis naturvidenskaberne eller de blødere videnskaber såsom sociologi, filosofi m.v. – i et ligeværdigt udvekslingsforhold mellem kunst og videnskab. Jeg ser kunstnerisk forskning og udvikling som tæt forbundne. Vi vil gerne synliggøre vores arbejde i samfundet generelt og kommunikere vores æstetiske erkendelsesformer ud til det omgivende samfund i øjenhøjde. Offentliggørelse og implementering er nøgleordene. Vi kan ikke regne med de klassiske kommunikationsformater og forvente, at det kommer af sig selv. Det er vigtigt, at den viden og kunnen, som hidrører fra den kunstneriske praksis, går videre ind i fællesskaber og bliver synlig i andre former.”
Ud i samfundet
Det lyder meget smukt, men også temmelig abstrakt. I det hele taget er strategiplanen næppe læselig for andre end en snæver kreds. Hvordan harmonerer det med viljen til at nå ud til samfundet?
”Strategiplanen vil blive redigeret og trykt i en pjece, som kommunikerer bredere. Med hensyn til at nå mere ud til samfundet: Fra Schweiz bringer jeg erfaringer med fra tiltag som Swiss Cultural Entrepreneurship, hvor virksomheder og fonde går ud og støtter unge talenter, der har fundet nye måder at arbejde på i samfundet på tværs af de kunstneriske discipliner, herunder bogpublikationer og med nye mødeformater. Vi vil, at kunstens viden og engagement bliver tydeligere og i højere grad inddraget.
Et eksempel fra nyere tid: Den schweiziske kunstner Ursula Biemann (f. 1954) har forsket i kvinders vilkår i Mexico og klimaforandringernes påvirkning af fjerne områder på kloden. Kunstnerisk har hun udviklet teorier for nye organisationsformer, og for nylig blev hun inviteret af det oprindelige folk i Colombia til at etablere et universitet, som bygger på hendes kunstneriske tankegang.
I tråd med dette vil vi gerne være en del af det omgivende samfund. Det at tage stilling, men også det at have midler til det er helt centralt. Det er nødvendigt med forskningsmidler, hvis dette skal lykkes. Det kræver, at det omgivende samfund har respekt for det kunstneriske arbejde. Her er der erfaringer fra udlandet, vi kan trække på.”
Hvordan går det med økonomien i dag?
”Heldigvis har vi fået flere midler tilført nu. Bl.a. gennem det tværfaglige samarbejde i kulturministeriets uddannelser. Det nyoprettede International Center for Knowledge in the Arts (2019-), som repræsenterer kunstarterne billedkunst, scenekunst, musik og film, vil bidrage til at udvikle og artikulere den kunstneriske viden i egen ret.”
Sidstnævnte center er Kirsten Langkilde tovholder for. Men også fra Kulturministeriets KUV Pulje for kunstnerisk udviklingsvirksomhed har de kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet netop fået en bevilling på 8,5 mio. kr. til gavn for kunstnernes udviklingsvirksomhed, men også for at fremme projekter, der kan nå ud over institutionen.
Forbliver kunsten autonom?
I strategiplanen er der fem temaer, som Kunstakademiet vil satse på frem til 2022. Imagining Alternative Futures, Diversitet og kompleksitet, Den digitale indflydelse, Kunstens viden og excellens og Kunstens økonomi. Med disse temaer kunne man frygte, at kunsten mister sin suverænitet og autonomi.
”Det handler her ikke om, at den enkelte studerende skal begrænses af et tidstypisk tankesæt, men om at Kunstakademiet arbejder med nogle prismer, gennem hvilke vi kan forholde os til vor tids udfordringer og agere som aktive deltagere i samfundet.”
Som jeg læser strategipapirerne, kan der være en fare for, at det digitale tager overhånd i en verden, der i forvejen domineres så massivt af de digitale medier og virtuelle verdener, og hvor kunsten netop kunne finde andre kommunikationsveje og tilbyde en anden langsomhed og et mere intenst nærvær?
”Som den tyske kunster Hito Steyrl har sagt: ‘Die Realität hat sich erweitert, und ich folge ihr’– oversat: ‘Vores realitet har udvidet sig og jeg følger den’.
Mediekunsten, Video, VR og film er ikke til at komme udenom; – de er en udvidelse af de kunstneriske udtryksformer, men ingen tvinges væk fra det fysiske og taktile arbejde med det materielle, hvis det udtrykkes bedst herigennem. De fem temaer skal forstås i deres mest udvidede form og er ikke tænkt som en begrænsende foranstaltning. For eksempel tænker vi det digitale og det materielle sammen og ikke som modsætninger.”
Der synes måske også at lure et faremoment, når man forventer af kunsten, at den skal tænke i alternative fremtidsscenarier? Hvor bliver de mange unge kunstneres undersøgelse af de spirituelle og esoteriske aspekter af?
”Imagining alternative futures åbner op for forestillingen om det fremtidige. Men temaet interesserer sig også for den virkelighed, vi er en del af. Interessen for det esoteriske eller for det spirituelle er en vigtig del af vores tid, og disse interessefelter er også til stede på Kunstakademiet.”
Der er også meget få referencer til traditionen – til kunsthistoriske praksisformer tilbage i tiden?
”Tillært viden må ikke overskygge evnen til at skabe samtidskunst: så de studerende skal sikres arbejdsmåder, der gør, at de kan tilegne sig den historiske viden og samtidig selvstændigt søge og eksperimentere med nye veje i deres kunstneriske arbejde/praksis.
I laboratorierne arbejdes der med kunstens traditionelle praksisser; gips, sten, bronze, grafiske trykketeknologier, analogt fotografi, træ, oliemaleri, keramiske teknologier, farver – pigmenter og lysets farver. Det er helt central i Kunstakademiets uddannelsesmodel,” slutter Kirsten Langkilde.
