(Be)fri os fra eksilet

Exile tematiserer eksilet – det ydre såvel som det indre.
Begge behandles med den allerstørste og allertungeste alvor, men efter turen rundt i Badet melder spørgsmålet sig: Har den udstillede kunst styrke til at løfte så meget alvor?

Alt for alvorligt
Nej, mener jeg. For mange værker kollapser billedligt talt under temaets tyngde – de er for optaget af eksilets politiske og eksistentielle spørgsmål og glemmer derfor, at de også er kunst.

Tibetansk klagesang
Det ydre eksil handler om mennesker, der er flygtet fra deres fædreland. Ritu Sarin og Tenzing Sonams A Tibet of the Mind er eksemplarisk eksilkunst i en grad, der nærmer sig ufrivillig karikatur.

Videoinstallationen viser en række følelsesfulde og lidende hoveder af anden etnisk oprindelse end europæisk, der hver især fortæller om, hvor hårdt det er at være afskåret fra fædrelandet. I deres smerte over eksilet hyldes fædrelandet Tibet ublu som et paradis på jorden.

De undertrykte har altid ret
Vi velmenende og indfølende vesterlændinge lever os ind i de længselsfulde beretninger og overhører formentlig den underliggende, rablende nationalisme, der gennemsyrer fortællingerne.

Vi ved, at tibetanerne er undertrykte af kineserne, og vi venstresnoede ved, at den undertrykte altid har ret.

Følelsesporno
Værket sætter trumf på ved at lade vores allesammens ynglingstibetaner Dalai Lama fortælle om Tibets lyksaligheder. Ikke et øje er tørt.
Følelsesporno? Ja. Kunst? Tjaaaaaaaa.

Momentan mental flugt
Det indre eksil er selvvalgt og har især tidligere været udbredt blandt kunstnere og intellektuelle med etnisk oprindelse i Europa. Man trækker sig ind i sig selv og flygter mentalt fra den politiske virkelighed, der ikke lever op til ens forventninger.

Bent Hedeby Sørensens Take your time konkretiserer denne mentale flugt og giver alle mulighed for at prøve det selvvalgte, indre eksil.

Gør-det-selv eksil
Installationen sætter bogstaveligt talt beskueren midt ind i værket. Man kravler op ad en lille trappe og ind i et lille rum, sætter sig på en lille skammel og lukker døren ud til verden.

Og så sidder man der…
………………
…………………
………………………
………………………….
…………………………………
…………………………………….
… og venter på, at det indre eksil indfinder sig.

Måske er jeg for følelseskold og mangler indlevelsesevne, men jeg mærkede ingenting bortset fra en begyndende latter over, hvor selvhøjtidelig jeg var i mit ophøjede og illusoriske, selvvalgte eksil.

Vi er alle i samme båd
Kun de værker, der skider højt og flot på eksilet og letter i en bølge af lethed, har for alvor noget at byde på. De når længere end det umiddelbare politiske og eksistentielle indhold.
Et af disse er Gerda Thune Andersens We are all in the same boat.

En stor bølge af avisbåde foldet af alverdens aviser hænger fra loftet og spejles bagfra af et itubrudt spejl.

Banalt, men flot
Værket handler om, at vi alle er i samme båd(e), men denne ret banale erkendelse overskygges af værkets på en gang elegante og overvældende tilstedeværelse i rummet.
Bølgen af avisbåde ser ganske enkelt så godt ud, at jeg fuldstændig glemmer det banale budskab – endelig er jeg på kunstudstilling og ikke til et politisk møde.

Under de bølgende avisbåde trænger en kættersk tanke sig på – er det ikke snart på tide at rehabilitere det Skønne som en legitim og ligestillet kunstnerisk kvalitet?