Overgaden folder sig ud på teatret Sort/Hvids scener

Overgaden folder sig ud på teatret Sort/Hvids scener

Performance af Iselin Toubro, Rosalinde Mynster og Jakob Emil Lamdahl Pedersen. Opført til udstillingen A Play, A Tale i Rundetårn, august 2019. Foto: Kristian Jørgensen.

I de kommende måneder præsenterer Overgaden et tværkunstnerisk event-program på teatret Sort/Hvid. Fokus skal være på den eksperimenterende og nytænkende del af kunstscenen, og programmet skal udforske og skabe nye samarbejdsformer og værker indenfor billedkunst, performance, scenekunst, musik, lyd og spoken word.

OPDATERING 12 mar 2020: Grundet Coronavirus lukker en række danske kunstinstitutioner ned i 14 dage. Vi arbejder på at indhente informationer om lukkede udstillinger. Indtil da anbefales det at holde sig opdateret på udstillingsstedernes egne hjemmesider og facebook om aflysninger og særlige forhold.

Grundet tiltrængt renovering af Overgadens lokaler er udstillingsstedet midlertidigt flyttet ind hos teater Sort/Hvid i Den Brune Kødby.

I den forbindelse har de to kunstinstitutioner sat sig for at skabe en række hybride formater til glæde for både det kunstinteresserede og det scenevante publikum. Der er arrangeret fire nye tiltag og samarbejder: DIALOGUES, VISUMUSICATRE, analogfilmvisninger og foyer talks.

Overgaden inviterer i løbet af fire aftener kunstnere til at performe i samarbejde med en gæst efter kunstnerens eget valg. Performancekonceptet hedder DIALOGUES, og handler om kunstnerisk samskabelse og dialog med fokus på det improvisatoriske, ufærdige og processuelle frem for det færdige kunstværk.

VISUMUSICATRE (The Visual Music Theatre) er et performanceprogram over tre weekender med tre aktuelle undertemaer. Her præsenteres en række kunstnere, der ikke kun identificerer sig indenfor én kunstform, men arbejder i et felt mellem billedkunst, musik/lydkunst, spoken word og teater.

Der vil være filmvisninger med udgangspunkt i analogt optagede og præsenterede film. Visningerne vil foregå udendørs i en uge i sommeren 2020.

Omdrejningspunktet for de to talks i Sort/Hvids foyer er Overgadens nye udviklingsprogram for unge kunstnere: Overgaden INTRO.

Alle arrangementer finder sted på teater Sort/Hvid.

Kilde: Overgaden.

Følg med på Overgadens sociale medier og hjemmeside, hvor nye kunstner-acts løbende afsløres.

Del artiklen

'Overgaden folder sig ud på teatret Sort/Hvids scener'

Facebook