I 1960’erne var den skotske psykiater Ronald D. Laing fortaler for, at skizofreni ikke skulle betragtes som en irrationel forstyrrelse men som en naturlig og meningsfuld reaktion på overvældende angst, hvis årsag blandt andet skulle lokaliseres i samfundets inhumane strukturer. Antipsykiatrien satte på den måde spørgsmålstegn ved, hvad det er, vi anser for at være normalt.

På samme vis udfordres historisk betingede normer på rigtig mange fronter i dag, hvor der – i hvert fald set fra et privilegeret vestligt udkigstårn – virker til at være et reelt momentum, der letter på låget for nye forståelser af eksempelvis køn, seksualitet og racialitet.

Normkritik som norm

Kunsten er på mange måder pr. definition normkritisk, og ingen kunstnere ønsker at konfirmere normerne. Snarere er det regulær standard at stemme sig op mod dem.

Således har den aktuelle gruppeudstilling Ablution of the Tongue i Bibliotekssalen i Rundetaarn da også en klar kritisk agenda. Udstillingen er kurateret af Kristina Steinbock og Louise Lassen Iversen, og i udstillingspamfletten peger de på, at den måde der tales om de ‘unormale’ på, er et udtryk for magtudøvelse og undertrykkelse. Derfor – jævnfør titlen – skal tungerne renses, sproget skal underkastes et kritisk eftersyn:

“Kan man skabe et fællesskab, hvor et ‘vi’ ikke automatisk skaber et ‘dem’? Måske kan vi starte ved at nedbryde idéerne om, hvad der er normalt, og hvad ikke er”, hedder det eksempelvis i udstillingspamfletten. Det skal vise sig lettere sagt end gjort. Mere om det senere.

En person går igennem mig

Udstillingens mest bevægende værk er efter min mening Peter Birkholm og Michael Schiølers bidrag. Man sætter sig tilrette i en sækkestol tager høretelefoner på og lytter til to mandestemmer, der i brudstykker, alvorligt og lavmælt fortæller om deres virkelighedsopfattelse.

Den ene beretter om en oplevelse af, at en person er gået igennem ham. Den anden om, at for ham er albuen et særligt sårbart sted. Vi hører også om at betragte nogle vagabonder på gaden og være overbevist om, at de er en del af en hemmelig klub. Om en oplevelse af, at der befinder sig en Gekko i rummet ved siden af, og at denne Gekko er ude på at drille den ene af fortællerne.

Og ind imellem spørger de hviskende om, om ‘de’ kan høre, hvad de taler om.

Begge kunstnere har diagnosen skizofreni, og her får vi altså særdeles sarte hands-on-beretninger fra et liv med psykisk sygdom.

Lydværket er flankeret af en række tegninger, der har noget af den samme nøgenhed, og som fornemt udnytter tegningens intimitet til at visualisere den virkelighed, lydværket orkestrerer. Flere af Schiølers billeder har en ekspressiv karakter, mens Birkholms mere fungerer som en slags nøgterne og helt skrøbelige dokumentationer.

Man kan næsten opfatte Peter Birkholm og Michael Schiølers værkgruppe som et oplysningsprojekt, og selvom det måske lyder lidt fersk, giver det mening her, for det er ofte mangel på synlighed, viden og indsigt, der skaber tabuer og gør normbegreber snævre og rigide.

For konkret – og for abstrakt

Duoens biddrag er det mest velfungerende på en udstilling, der trods gode kunstnere og flere spændende værker ikke kommer helt i mål. På en måde er den på en gang både for konkret og for abstrakt.

For konkret, som når Lissa Rivera præsenterer et foto fra sin serie Beautiful Boy, hvor hendes partner poserer med læbestift, hofteholder og høje hæle. Jeg anerkender behovet for billeder, der prøver at indfange en mere flydende kønsforståelse, men må også bare sige, at jeg har set rigtig meget, der ligner. At der næsten er tale om et stereotypt billede.

For abstrakt, som når Katrin Ströbel deltager med sine ellers magtfulde og fysisk tilstedeværende stofskulpturer, der står lænet op ad væggen.

For selvom skulpturerne kan opleves som fragmenterede kroppe, skal udstillingspamfletten gøre sig betydelige anstrengelser for at få dem til at passe ind:

“Ströbels værker er erotiske og poetiske værktøjer til modstand, og hævder derigennem, at skrøbelighed og sårbarhed bliver gavnlige i krisetider” læser man, mens man måber.

Mennesker med handicap er også mennesker

Mere spot on er Kristina Steinbocks ambitiøse videoværk Divine Decadence, darling, der kredser om en anden marginaliseret gruppe, nemlig mennesker med fysiske handicaps.

I en iscenesættelse, der lægger sig tæt op af det feberagtige gardin-rum i Twin Peaks men også trækker på dekadencen fra 1930’ernes tyske cabareter, møder vi fem performere, som fletter personlige og intime vidnesbyrd ind i et surreelt kammerspil.

Det gode ved værket er, at det viser, at mennesker med handicap er sensuelle, sansende og seksuelle mennesker som alle andre. Intentionen er sikkert også at aftabuisere den handicappede krop.

Fastholdt som freak?

Med hensyn til det sidste er jeg er lidt i tvivl om, hvor godt det egentlig lykkes. Den mystiske og syrede ramme er forbløffende og visuelt spændende, javist, men ved at lade performerne folde sig ud på den baggrund bliver de ‘unormale handicappede’ måske mere ‘unormale’ end godt er. Det er som om, værket reproducerer de skabeloner indenfor filmindustrien, hvorved eksempelvis dværge eller mennesker med Downs Syndrom repræsenterer det uhyggelige. Tag Twin Peaks eller von Triers Riget.

Måske er valget taget her, fordi værket opererer med en underliggende forestilling om – måske endda en fordom om – at det akkurat er sådan, de såkaldt normale ser på disse ‘unormale’ mennesker: At de er freaks?

Mange faldgrupper

Nej, nemt er det ikke at styre fri af ‘vi’-versus-‘dem’-tænkningen – her med omvendt fortegn så at sige. Svært er det at undlade at angribe synspunkter, som ‘modstanderen’ måske slet ikke har.

Og hvordan undgår en udstilling som denne at bekræfte dikotomierne mellem normal/unormal ved at fokusere på de unormale – eksempelvis mennesker som har fået diagnosen skizofreni eller mennesker med fysiske handicaps?

Kan man udfordre forestillingen om det normale, hvis man samtidig opererer med en undertekst om, at ‘de normale’ er en homogen størrelse? Er der eksempelvis ikke mange såkaldt normale, der føler sig ret unormale?

På den måde er der mange iboende faldgruber, hvor sproget trods gode intentioner korrumperer.

Ablutions of the Tongue er en udstilling, der stiller væsentlige spørgsmål, og selvom det i min optik ikke lykkes hele vejen igennem, skal udstillingen have kredit for at gøre forsøget på, med kunstens virkemidler, at diskutere normer og mangfoldighed.

For det er en væsentlig tematik.