På spillestedet Vega tog billedkunstner Sidsel Christensen koncertgængere med på en eksperimenterende visuel videnskabsrejse ind i fænomenet flokdannelse: Et multidisciplinært socialt eksperiment, hvor menneskets iboende kollektive natur blev testet med publikum som prøvekaniner.
Hvad er ligheden mellem en celle, en fugl og et menneske? Deres bevægelsesmønstre og adfærd er bestemt af en universel kollektiv gruppelogik – en formel for samvær med artsfæller, der bestemmer, at individuelle handlinger og tendenser altid former hinanden indbyrdes.
Som med fænomenet sort sol, hvor fugle flyver i en samlet visuel formation – som om de var én stor fugl og ikke flere tusinde. Den enkelte fugls bevægelse morfer med de andres, og tilsammen bliver de én fælles bevægelse – en sum, en gruppe og et flot mønster på himlen, der kan bruges som billede på en generel social tendens blandt arter, nemlig tendensen til at følge sine fællers bevægelser og handlinger.
Anti-autoritær management-strategi
Og hvad kan man bruge det til? Det har billedkunstneren Sidsel Christensen viet et helt kunstværk til at komme med en nærmere forklaring på. Kunstværket har titlen A Bigger Body og blev opført sammen med en lille gruppe på forhånd tilmeldte koncertgængere på spillestedet Vega som en del af konceptet VEGA|ARTS, der søger at koble billedkunsten og koncertoplevelsen.
Gennem en intens sansemættet eksplosion af billeder, lyde, facts og kollektive gruppeeksperimenter skaber værket et socialt sci-fi laboratorium, hvor formlen for flokdannelser bliver synliggjort – med publikum som prøvekaniner og kunstneren selv som en parodi på en passioneret videnskabsmand i et klasselokale.
Allerbedst er det i de momenter, hvor kunstneren i udspekuleret, hypnotisk manipulerende lederstil forsøger at få publikum til at bære eksperimentet frem gennem egen fælles vilje. Ikke ved at give ordre og udøve autoritær magt, som vi så det hos kunstneren Christian Falsnæs – der var på VEGA|ARTS programmet sidste år,– men ved at spørge, guide, anspore, motivere og rose publikum – og ligefrem undskylde sig selv de gange, hvor hendes lyst til kontrol og frygten for at forsøget vil mislykkes bliver for stærk, og hun kommer til at kommandere eller ligefrem overtage:
”Argh sorry, I’m such a control freak. How do YOU want it? Are you sure you want it like this? I love that you have made it look like a heart – that is so cute!”
Målet må være det sociale eksperiment og det fælles ejerskab i projektet – det må hun lige minde sig selv om et par gange.
Hvordan ser fællesskab ud?
Hele seancen starter med at publikum placeres på skamler i et firkantet grid på gulvet med beskeden om, at den plads, de vælger, kommer til at påvirke helhedsoplevelsen. Efter en længere forelæsning om cellens sociale natur set i historisk perspektiv, er det publikums tur til at agere celler i en fælles krop, der dukker op på skærmen foran os. Vi kan se os selv oppefra som et sæt spillebrikker på en spilleplade. Hver en bevægelse, vi gør, påvirker det samlede billede.
Det gælder om at skabe noget flot; et mønster, en struktur eller en koreografi og logikken lader til at være, at jo bedre vi arbejder sammen, jo flottere bliver resultatet. Lidt ligesom sort sol-fænomenet, bortset fra, at vi kan se os selv og følge visuelt med i, om vores handlinger bidrager positivt til helheden. Det kan fuglene ikke. De følger bare instinktivt formlen for flokdannelse, og den formel viser sig altså som et harmonisk, smukt mønster, når den oversættes til visuelle billeder.
Hvad kan man konkludere af det? At fællesskaber og godt teamwork kan forklares matematisk? At jo mere mennesker arbejder sammen og ser sig selv i forhold til en større helhed, jo bedre bliver resultatet? At vi mennesker måske skal være bedre til at trække på hinandens ressourcer?
Kunstneren forklarer, at de bedste svar og løsninger finder man ved at spørge flertallet. Hvis man stiller det samme spørgsmål til henholdsvis én person og en gruppe, så vil gruppen som grundregel altid have ret. Hun havde dog ikke behøvet at forklare det – pointen er jo, at vi kan se det. Vi kan se på skærmen, at når gruppen fungerer, bliver billedet flot!
Ingenting er noget i sig selv
VEGA|ARTS er et initiativ, der undersøger sociale og kulturelle samværsformer i spændingsfeltet mellem koncert- og kunstoplevelse. Siden maj 2019 har kunstnere og kunstkollektiver skabt værker på spillestedet i forsøget på at skubbe Vega udover sin egen kategori og blive mere hybrid – mere moderne – i sit format. Men hvorfor skal musik-højborgen Vega egentlig lægge navn til en omvæltning af tingenes traditionelle tilstand?
Intentionen med VEGA|ARTS er ifølge kurator Matthias Hvass Borello at tilføre den gængse koncertoplevelse noget ekstra ved at vende live oplevelsen på hovedet; flytte den ned fra scenen og ud på gulvet, som han siger. ”Vega er jo om noget et sted, der udover at producere kulturelle oplevelser også producerer kulturelt samvær.”
De billedkunstnere, der inviteres ind i programmet arbejder i mellemrummet mellem performance og installation, og bliver kurateret i synergi med Vegas officielle musikprogram, forklarer Matthias: ”For at brede liveoplevelsen ud og for at undersøge, hvordan performative kunstformer kan skubbe til koncertformatet og vores forventning til det at være deltagende i vores kultur”.
Den traditionelle måde at tænke institutioner, kategorier og discipliner på er i opbrud – og Vega ved det. Der skal samspil og nye flokdannelser på banen. Vega’s nye hybride image blev således meget metaforisk tegnet op af Sidsel Christensen.
Se video fra performancen nedenfor:
Sidsel Christensens A Bigger Body blev opført i samarbejde med musiker Erik Medeiros på Vega d. 17. februar 2020 forud for koncert med Georgia og d. 24. februar 2020 forud for koncert med Polícia.
