PEEP Show på Den Frie er en hyldest til seksualiteten

PEEP Show på Den Frie er en hyldest til seksualiteten

PEEP(show), installation. Copyright: Det Ovale Rum. Foto: Sebastian T. Thorsted.

Billedserie

Det Ovale Rums performance-installation PEEP Show på Den Frie formår at skabe et erotisk intenst og legende safe space, der udfolder og undersøger mellemrummene mellem voyeurisme og ekshibitionisme. Et sexpositivt projekt  der ikke udvider sig til det perverse.

Det er især den installatoriske udførelse, der imponerer i Det Ovale Rums performanceinstallation PEEP (show) på Den Frie. 13 lærreder er hængt op i en labyrintisk cirkel i kælderen. Rummet er mørklagt, og de to aflukkede bokse med live performere kan kun opleves via live videooptagelser, som gæsterne i installationen styrer via tre kameraer ved hver boks.

Gæsterne vælger selv, hvad de vil zoome ind på, og fra hvilken vinkel performerne i boksene skal filmes. Det giver således rigtig mange forskellige billeder og vinkler, som projiceres op på de 13 lærreder. Og da lærrederne er gennemsigtige, kan der stå to forskellige billeder lidt forskudt oveni hinanden. Man kan kigge på flere performere på en gang.

Installationen bliver således fragmentarisk og labyrintisk og skaber interessante medierede og konkrete mellemrum mellem at være voyeur og ekshibitionist.

PEEP(show) Den frie
PEEP(show), installation. Copyright: Det Ovale Rum. Foto: Sebastian T. Thorsted.

PEEP (show) udforsker at blive beluret og at belure og forbindelserne her imellem, for man kan også se på dem, der belurer og se på det, de ser eller vil have os til at se. Det er alle disse mange forskellige muligheder for lystfyldte blikke, der bliver hovedfokus for en installation, der hylder erotik, lyst og intimitet.

Virkningsfuld rammesætning

Men allerførst har publikum mødt værtinden klædt i ærbart hvidt men med bart maveskind. Hun forklarer empatisk og professionelt, hvad der skal ske og sætter en enkel ramme om oplevelsen. Der lægges derfor ikke op til lummerhed eller anden upassende opførsel, som en erotisk event kunne opfordre til. PEEP (show) er et erotisk safe space i et kunstrum.

Værtinden opfordrer også gruppen af gæster til at se på hinanden og viser kameraet frem. Hun giver instrukser om, hvordan man betjener det. Desuden skal gruppen læse reglerne for god opførsel: Man skal respektere performerne, ingen fysisk kontakt er tilladt, ingen telefoner og ingen samtale inde i installationen.

Og man har mulighed for at gå ud af PEEP(show) til det tilstødende Reflection Room; drikke lidt vand og læse portrætterne af performerne, der er hængt op.

Hvor frækt er det?

Men hvad er det så, man får at se i PEEP (show)? Hvor frækt og perverst er det?

Søndag aften var der først gruppe-petting på programmet. To kvinder og to mænd iført blondetrusser og med et stort, lyserødt net som rekvisit nulrede, nussede, kyssede og smækkede hinanden bagi inde i nettet. De kiggede mest på hinanden med bløde smil; de legede med hinandens kroppe. Ind i mellem så kvinderne pornoagtigt ind i kameraerne ud på publikum.

I den anden boks gled en ung kvinde iført lille-pigekostume rundt på gulvet. Hun legede med sig selv og suttede på en slikkepind.

Det blev rigtig intenst, da en performer dukkede op med et gennemsigtigt slør, som hun lystfyldt skjulte sig bag, mens hun puttede sten i munden og lod dem glide rundt på sin krop. Til sidst lod hun vand fra en kande flyde henover sin barm og ind i trusserne, som hun aldrig tog af. Men hun var derfor desto mere æggende hot, hot, hot!

PEEP(show) Det Ovale Rum Den frie
PEEP(show), installation. Copyright: Det Ovale Rum. Foto: Sebastian T. Thorsted.

Lydsiden af Luna Sound Artist og Mikkel Dunkerley i PEEP (show) skal også bemærkes. Den elektroniske musik virkede generelt, som den skulle og var særligt suggestiv og pirrende til yaalioness show. Musikken overtog ikke performancen, men gav understøttende den intensitet, vildskab, sanselighed og dramaturgi, der skulle til.

Æstetisk kunstrum – ikke udvidelse til det perverse

Søndag aften var altså ikke et perverteret Peep show, snarere æstetisk smukt, intimt og lystfyldt legende. Der kan have været performere på andre tidspunkter, som i højere grad har udforsket grænserne til det perverse, men denne aften blev kunstrummet et interessant og intimt safe space, der udforskede blikke og magtforhold.

PEEP(show)
PEEP(show), installation. Copyright: Det Ovale Rum. Foto: Sebastian T. Thorsted.

For udover at se på performerne kunne man som sagt også se på dem, der styrede kameraerne, på dem, der kiggede. På den måde blev magtforholdet forstyrret. Magten lå ikke kun hos dem med kontrol over kameraet, for de var ligeså udsatte for alle andres blikke.

Måske blev gæsternes deltagelse via kameraerne derfor også mindre aktiv. Det var for udsat. Men for mig var det at styre og kigge ind i boksene via kameraerne mindre tillokkende, fordi billedet i kameraet var sort/hvidt og ret begrænset. Og det virkede generelt søndag aften, som om gæsterne helst ville se på videoprojektionerne fremfor at styre dem. Det blev derfor også performerne, der med rette rygge kunne gå ud af boksene og se deres voyeurere i øjnene. De var aktive og ikke var begrænsede til at være objekter.

PEEP (show) på Den Frie gav ikke rum til det perverse, men showet var bestemt et betydningsfuldt flertydigt legende erotisk værk med ligeså mange lag som blikke.

PEEP (show) kan ses som et sexpositivt projekt med en særlig empowering af kvinden og dermed generelt medfølgende muligheder for alle køn og seksualiteter til at følge sine lyster i et rum med samtykke uden skam.

Læs mere om det Det Ovale Rum

Medvirkende:
Darshika Karunahara, Tenna Mossin, Simon Theis Hansen, My Djørup, Kim Wrang Henriksen, Luna Sound Artist, Mikkel Dunkerley, Carl Theodor Sachs, Louisa Yaa Aisin, Selma Kjellsson, Nathalia Fleron, Kristoffer Thurøe, Jasko Bobar, Daniel Borgman, Karen Nhea Nielsen, Amalie Smed Dawids, Jens Ingevall, Circuit Circus. Starring: Elektra Komplexus, Inky Haze, yaalioness, Miss Benjamin Francis, Bjarke Gunslev, Aline, Signe, Bold Karrunen, Coco Raven 9, Julie, Purple Slut, L’animale, Velvet Vixen, MAXXX, Cecilie, Terrible, Avon Bashida, MOMO LAMARR, worm boy, Rudi Raangi, Joe

Billedserie

Del artiklen

'PEEP Show på Den Frie er en hyldest til seksualiteten'

Facebook