Hornsleth har gjort det igen. Han har lavet et projekt, som stiller deltageren over for et valg, der kan ændre personens liv og måske give evigt liv på længere sigt. I Hornsleths Deep Storage Project giver man en dråbe blod og et hår, til gengæld får man et certifikat som bevis på, at ens blod nu tilhører projektet og dets ejer.
Er han gal eller genial?
Der er mange meninger om kunstneren Kristian von Hornsleth, og mediestormen ville ikke lægge sig, da kunstneren købte en landsby i Uganda. Betingelsen var, at indbyggerne tog hans navn.
Deep Storage Project
På dette års Roskilde festival er han aktuel med Deep Storage Project.
Projektet går ud på at samle blodprøver og hår fra 5000 deltagere fra tredive destinationer rundt omkring i verden.
Blodprøverne bliver bevaret i en 5×5 meter Hornsleth-skulptur og sænket ned i Marianergraven på bunden af Stillehavet. Og hvad sker der så?, spørger jeg Hornsleth.
Hvad gør vi, når religionen ikke rigtig virker? Skal vi tænke i redskaber selv eller skal vi ikke? Og så er det spændende at arbejde i elleve kilometers dybde, der er et vanvittigt tryk dernede og det er enormt kostbart arbejde."
Hulemalerier for fremtiden
Der er altså en symbolik i projektet, som har med dybde at gøre. Både i forhold til det faktum at Hornsleths skulptur med blod i 2010 sænkes ned på bunden af Stillehavet. Men ifølge Hornsleth problematiserer projektet også, hvordan vi kan opbevare kulturel identitet og læse livshistorier ind i en kultur, som vi for eksempel har gjort det med hulemaleriet.
For evigt Hornsleth
Deltagerens valg er i centrum, og når blodet først er givet, er man evigt forbundet med Hornsleths projekt. Det evige liv er en mærkelig gulerod, som jeg ikke ved om jeg vil have.
Det frie og seriøse valg, der præger hele konceptet, står i dyb kontrast til festivalens høje berusede stemning, hvor nogle glædeligt giver blod, imens andre bare kigger på. Så hvad er det Hornsleth vil give festivaldeltagerne med videre udover potentielt evigt liv?
At når man kigger på værket, er det en anden slags æstetisk oplevelse.
Og så er der selve ideen med at være en del af et værk, som er permanent. Nu hedder de der mennesker i Afrika for evigt Hornsleth, hvis de ikke gør noget ved det.
Når du ejer våbenaktier, er det et ongoing problem. Man går ikke bare hjem når festen slutter, men værket fortsætter og det fascinerer mig også i det her værk."
Det er sjovt…
Uden at ville komme ind på den kedelige diskussion om, hvad kunst er og ikke er, står Deep Storage Project og tipper på grænsen af de normale kategorier, som Hornsleth kan lide det.
Da der er mennesker involveret, rummer projektet også nogle etiske overvejelser. Måske skal man acceptere, at klassens frække dreng igen forsøger på at drive gæk med kunsthistorikere, der søger efter en dybere mening med værket. Med et lille smil på læben siger Hornsleth:
"Det er ret sjovt at få virksomheder til at smide penge i noget, som blot bliver smidt i havet. På den måde har værket også en absurd vinkel."
Blod med høj promille
Når Hornsleth snakker om dybde i projektet, handler det ikke om en dybere indsigt fra deltagerens side, men om at indkapsle en seriøs problematik i en legende form.
Værket er også centreret om kunstneren Hornsleth, og den grad af selveksponering han får for sine grænseoverskridende projekter. Derfor er jeg ikke sikker på, om Hornsleth er sarkastisk eller ej, når han siger:
"Det er klart, at promillen vil være højere i det blod, der kommer herfra Roskilde Festivalen. Men det er også meget skægt. Så kan de, der finder skulpturen en gang i fremtiden undre sig over, hvad der var galt med blodprøve nummer 1500-2500 og sige: ‘Hold kæft hvor var de stive de her mennesker, hvad mon de lavede?"
Blod gives, certifikater underskrives og værket og festivalen fortsætter…
