“Der er liv i skitserne”

Vi begynder i Faaborg, hvor kunsthistoriker Theis Vallø Madsen i 2017 etablerede Skitsehandlen. Siden åbningen har stedet opbygget en stor samling af skitser, der strækker sig fra 1800-tallet og frem til i dag. Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med skitser?

“Der er liv i skitserne – en stor umiddelbarhed – som ikke altid kommer med over i det færdige værk”, indleder Madsen. “De er mere frie, fordi skitserne både nu og op gennem kunsthistorien var et sted, hvor kunstnerne kunne eksperimentere, lave fejl, undersøge en ting fra flere vinkler m.m.. Skitserne er ofte lavet uden tanke for publikum, og det giver en frihed til at eksperimentere.”

Selvom gallerier og kunsthandler også tidligere har solgt skitser, manglede der ifølge Theis Vallø Madsen et udstillingssted, som udelukkende koncentrerede sig om dette oversete medie. Og ifølge Madsen, er der måske ligefrem tale om en begyndende trend: “Jeg begyndte at opbygge Skitsehandlen for tre år siden, i foråret kom SKITSE i København og flere kunstmuseer har haft udstillinger med skitser af forskellige kunstnere”, fortæller han.

Og noget kunne tyde på at han har ret: Ud over at flere retrospektive udstillinger nu inddrager skitser sammen med de færdige værker, har en række markante udstillinger de seneste fem år været dedikeret til skitsen selv: Rodin og senere Kunstværkets tilblivelse på SMK, Kvium på Horsens Kunstmuseum, John Olsen på Faaborg Museum og Christian Lemmerz’ bog om skitser, for blot at nævne nogle få eksempler.

En forlængelse af kunstnerens hukommelse

Selvom én af grundene til at åbne Skitsehandlen har drejet sig om at pege på en ny indtægtsmulighed for kunstnere, handler det dog ikke alene om økonomi: “Jeg oplever faktisk også, at kunstnerne selv synes, at det er interessant at genbesøge skitsebøger og skitseblokke. For nylig lavede vi en udstilling med billedhugger og grafiker Sys Hindsbos kæmpestore skitser, og hun fortalte, at det havde været enormt sjovt at finde tingene frem.”

For kunstnerne selv er skitserne visuelle noter, og en forlængelse af kunstnerens egen hukommelse og det betyder ifølge Madsen, at skitser ofte forekommer mere personlige end andre formater.

Skitsehandlens samling gør det også muligt at lave små udstillinger med skiftevis aktuelle og ældre kunstnere fra kunsthistorien, og den kombination har vist sig at være interessant, fordi der også opstår sære forbindelser mellem det nye og det gamle. I efteråret udstillede eksempelvis den danske samtidskunstner Simon Lindhardt, og det resulterede i nogle overraskende motiv-sammenfald til skitser af Wilhelm Marstrand og Constantin Hansen.

“Vi er en lille, selvstændig kunsthandel, men Skitsehandlen bliver på mange måder drevet som et lille kunstmuseum”, fortæller Madsen, der selv er uddannet som kunsthistoriker og tidligere har arbejdet som forsker. Erfaringen bruger han i sit arbejde med at beskrive skitserne og holde foredrag, hvilket er blevet en vigtig del af Skitsehandlens koncept.

“Jeg synes også, at formidlingen er en vigtig del af vores arbejde. Skitserne har været overset og vi vil gerne vise, at både samtidskunsten og ældre kunstværker meget sjældent er et resultat af ét inspirerende øjeblik. Det er ofte en længere arbejdsproces, som indebærer eksperimenter, fejl og overvejelser af både kunstnerisk og praktisk art.”

Stigende interesse

Der kan måske synes langt fra Faaborg til kunstmetropolerne København og Aarhus, men Madsen oplever faktisk en stigende interesse for skitserne, der gør det muligt at drive en specialiseret kunsthandel hernede, langt fra de store byer.

“Kunstinteresserede kommer langvejs fra for at besøge Faaborg Museum, og mange kender historien om byen som en kunstnerkoloni, så det er ikke så svært at trække folk herned, som man måske skulle tro”, siger han. “Men hele samlingen af nye og gamle skitser er tilgængelig på vores hjemmeside, og det er den, der gør det muligt at have en niche-kunsthandel som Skitsehandlen hernede på Sydfyn.”

Selvom Skitsehandlen er en succeshistorie, er der dog stadig plads til nye initiativer, der skal møde nye publikumsgrupper: Theis Vallø Madsen har sammen med kunstner Cecilia de Jong netop modtaget midler fra Øernes Kunstfond til at lave Processen; en udstillingsrække, der skal præsentere skitser og forstudier til billedkunst, installationskunst, digitale værker, tekst-værker og tekstil-værker med en række aktuelle samtidskunstnere.

Det bliver til fire udstillinger hen over året, og derudover er Skitsehandlen også ved at planlægge små satellit-udstillinger med udvalg fra samlingen andre steder landet.

SKITSE, materiale og foredrag

Fra Faaborg tager vi turen over Storebælt til Nørrebro i København. Her åbnede billedkunstner Emilie Kjær i april 2019 kunstbutikken SKITSE med støtte fra Bikubenfonden. Til forskel fra Skitsehandlen er SKITSE primært fokuseret på samtidskunsten, og tænker skitsen i bredeste forstand, hvor både kunstneriske materialeeksperimenter og egentlige skitser er til salg.

I SKITSE er der fokus på helt aktuelle, nulevende billedkunstneres arbejdsproces, sideløbende med at det er muligt at se kunstnernes færdige udstillinger på danske kunsthaller, udstillingssteder, museer og gallerier.

Stedet er både et udstillingssted og en kunstbutik, men fungerer også som et forum, der formidler kontakt mellem billedkunstnere og kunstinteresserede gennem eksempelvis foredrag.

“Jeg er selv uddannet billedkunstner og har oplevet, hvor givende det er, at få indblik i processen bag de færdige værker, når jeg tager ud og ser kollegaers udstillinger. Den oplevelse vil jeg gerne give flere mulighed for at have” fortæller Kjær indledningsvis.

Kunstnerne producerer igennem de mange måneders arbejde op mod en udstilling en masse eksperimenter, som ifølge Kjær i sig selv er spændende kunstnerisk materiale. I SKITSEs format får det materiale nyt liv og er med til at fortælle historien om de værker de er lavet i sammenhæng med.

En rummelig ramme

“Eksempelvis har det været interessant at kunne vise Amalie Smiths vævede tests, lavet i forbindelse med værket MACHINE LEARNING I,II,III.”, fortæller Kjær og fortsætter: “Igennem teststykkerne kan man følge det store arbejde der har ligget i at finde frem til de helt rigtige tråde og billedkombinationer til det, der efterfølgende skulle blive til tre store vævede billedtæpper til Ørestad Gymnasium”

For Kjær har det derfor været vigtigt at skabe et rammeformat, der kan rumme rigtigt mange forskellige typer kunstpraksisser: “F.eks. er jeg også virkelig glad for at kunne indramme og sælge et overskydende afklippet ærme med mønter fra Pia Léon Eikaas’ performance BLING BLING”, siger hun.

Til performancen havde kunstneren hævet sit beskedne kunstnerhonorar i 1 og 2 kroner og indsyet dem i det tøj hun bar, for så til performancen at spille med skeer på mønterne i takt med Frank Oceans nummer Super Rich Kids. Den slags “efterladenskaber” fra den flygtige begivenhed, som en performancen er, er måske ikke skitser i klassisk forstand, men fungerer rigtigt fint til at formidle et værk og en arbejdsproces.

“Min oplevelse er, at de kunstnere jeg besøger, synes det har været sjovt at kigge på arbejdsmaterialet med nye øjne. Jeg kommer som beskuer og ser en værdi i overskudsmaterialet, fordi det giver mig et indblik processen bag værker, som jeg synes er vigtige og gerne vil vide endnu mere om”, beretter Kjær.

Og så er det materiale kunstnerne kan tillade sig at sælge forholdsvist billigt, da det er noget de på den ene side gerne vil gemme, men alligevel strengt taget ikke selv har brug for mere. Materiale de kan sætte til salg, uden at det afleder fra deres egentlige arbejde med de “officielle” udstillinger.

En uformel indgang til at tale om værket

Ligesom Theis Vallø Madsen oplever Kjær i det hele taget en stor velvilje i forhold til skitsemediet: “Mange besøgende nævner de gode oplevelser de har haft, når kunstmuseer viser skitsearbejdet sideløbende med større udstillinger. Min oplevelse er, at skitserne skaber et inkluderende møde med kunsten. Det er en rigtig god måde at tale om billedkunst på, når man tager udgangspunkt i, hvordan værkerne er lavet. Skitserne er eksperimenter, så der er ikke noget facit, man som publikum kan føle sig afskrækket af. Samtalerne drejer sig så alligevel ofte i retning af, hvordan værkerne er endt ud og hvad kunstnerne gerne vil kommunikere. Skitserne har hver især deres egen lille fortælling og udtryk og der åbnes op for endnu flere lag, når der peges ud mod de værker, de er lavet i sammenhæng med”, afslutter hun.

Det er Theis Vallø Madsen enig i: “Der er intet, der er skjult eller redigeret bort i en skitse. Man kan se alt, hvad kunstneren har lavet fra første til sidste streg”, fortæller han. “Hele den kunstneriske handling er jo dér, på papiret. Det er derfor, tror jeg, at flere taler om skitser som mere umiddelbare. Andre har beskrevet tegningen som “the thinking medium”, fordi en stor del af den kunstneriske undersøgelse foregår i skitserne. De er åbne, ufærdige, og der er fejl og forsøg i skitserne, men også en stor kreativ kraft, og det er en vigtig påmindelse i dag, hvor mange forsøger at leve op til et eller andet ideal om det perfekte liv.”