Der hænger otte Laura Ashley vintagekjoler lige ved udstillingsindgangen på Møstings Hus. Kjolerne er lange og mønstrede med varierede dekorationer af flæser og kniplinger. For mig virker de som en invitation til at iføre sig en landlig drøm og forsvinde ind i det arkadiske Frederiksberg, jeg på forhånd har læst mig til, at udstillingen tematiserer.

På hjemmesiden står der, at udstillingen er en “affektiv og associerende læsning af Møstings Hus’ plads i et samtidsarkæologisk Frederiksberg”, som “begynder i en nutid, hvor et selvkritisk øko-bourgeoisi søger efter det enkle, oprindelige og idylliske i en geopolitisk kompliceret ligning mellem det lokale og det globale, mellem by og land og mellem forestillinger om bæredygtighed, det gode liv, rigdom og gæld.”

Derfor har jeg næsten forventet at rejse ind i en total-installation, men der er ikke tale om den slags iscenesættelse. Snarere fremhæver udstillingen absurditeten i vores vestlige middelklasse-forestillinger om det idylliske liv ved at samle stumper op af vores kollektive forsøg ud i realiseringen af det gode liv.

Boheme-drømme og henkogte spiser

Kjolerne er et eksempel på en sådan absurditet. Æstetisk udtrykker de en flirt med en landlig fantasi, samtidig med at deres 1800-tals design udspringer af bomuldsindustriens udnyttelse af indisk arbejdskraft – en geopolitisk ulighed som gentager sig i dag, hvor boheme-looket er blevet endnu mere udbredt.

Den absurditet bliver vi vedvarende mindet om på udstillingen, lige fra Møstings Hus’ egen grund i et arkadisk Frederiksberg, der skulle agere køkkenhave og landlig idyl for adelen og den nye borgerklasse, til nutidens henkogte spiser og yoga-trends.

Udstillingen er bygget op af individuelle bidrag fra de deltagende kunstnere, som hver især samtidig roder op i Møstings Hus’ historie og præsenterer små brudstykker af dens kulturhistorie, fx i form af ’skrammel’, de har fundet på loftet, eller brudstykker af prosa fra 1800-tallets digtere.

Gældssauna og finansminister Møsting

Laura Ashley-kjolerne er Hannah Heilmanns (og jeg kan senere læse, at i hvert fald personalet godt måtte tage dem på!).

Læs også: Portræt af Hannah Heilmann: Ugens kunstner

Yvette Brackman har skabt en gældssauna, hvor yoga-provokatøren Alex Auder lægger meditativ stemme til, at vi kan svede vores ubeskattede formue ud, mens Søren Aagaard brygger kombucha, calvados og sirup af råvarer fra Brackmans have. Samtidig lykkes udstillingen at trække snore ud af udstillingsrummet til Møstings Hus’ omgivelser.

Udstillingens fortælling – dvs. den affektive og associerende læsning af Møstings Hus – handler bl.a. om husets historie og forvandling over tid. Møstings Hus blev bygget til finansminister Johan Sigismund von Møsting som en slags datidig kolonihave. Han var samtidig ansvarlig for, som der citeres fra en historisk tekst, “at trække det danske samfund op fra den afgrund, som en svag og misforstået pengepolitik, havde trukket landet ned i”. Det udsagn får lov at stå uden yderligere kommentarer bag ved den gældssvedende sauna.

70’er pavillon

I 1960’erne blev Møstings Hus revet ned på sin oprindelige plads for at give plads til en bank og et teater, men blev siden ’genopbygget’ på sin nuværende plads i 1976, som en blanding af 70’er hus og nogle originale detaljer. Huset står i dag og agerer pavillon mellem andedam og forkortet barokhave i en ’low-maintenance’ version, som kunstnerne sarkastisk noterer på en udstillingstekst.

Robert Gassner forfølger i sit udstillingsbidrag denne forskydning fra byhus til pavillon, visuelt understøttet af en op-og nedvendt skibskonstruktion, der peger ind i Frederiksberg Have, hvor man den dag i dag kan sejle på havens kanaler for at se de eksotiske pavilloner.

Sætter spidsen der, hvor det gør ondt

Arkadisk Frederiksberg er ingen idyllisk fortabelse, men snarere et sammenkog af brudstykker og glemte sager, serveret med et skarpt samfundssatirisk sprog, der sætter spidsen lige dér, hvor det gør ondt på økoborgerskabet. Eller også er det lige meget. Vi er på en måde alle sammen fanget ind af de kontraster, som udstillingen maler op, uanset hvor umage vi gør os i at balancere på stigen mellem personlig lykke og global retfærdighed.

Sen kål

På udstillingen står vi, sådan groft sagt, mellem idylliske Laura Ashley kjoler og en bunke rådne kålhoveder – et værk af kunstnerduoen Gamborg/Magnussen med titlen Sen kål, der spejler sig i Adolph Larsens 1889-maleri af kålmarker på Frederiksberg. Den dag, hvor jeg besøger udstillingen, er kålbunken netop flyttet udenfor, fordi personalet ikke længere kunne holde stanken ud (og de ikke kunne fjerne lugten ved at skrælle nogle af lagene af kålene). Det giver i sig selv et godt billede af, hvor ’øko’ vi er villige til at gå.