Det ambitiøse udstillingssted SixtyEight Art Institute (titlen stammer fra den tidligere udgave som 68 Square Meters) har som sit virke at sætte udstillinger i scene, som i særlig grad bygger på research og ny viden om verden omkring os. Til udstillingen Semio-technical Traffics handler det om kommunikationen, der flyver omkring os som digitale signaler – noget, som vi hele tiden bruger, men som også er usynligt og svært overskueligt.

Surf på nettet – og bliv styret!

Prøv at logge på et trådløst netværk ved at finde det rette Wi-Fi-navn og følge med flowet fra den tweetende Twitter-fugl, med visuelt fængende influencere og alt det andet, der kæmper om vores opmærksomhed og dømmekraft. Den teknologi, som gør delt information til en del af vores dagligdag, er også styrende og direkte manipulerende.

Men den bygger også på historier om glemte fantastiske opfindelser, ligheder med naturens processer og muligheder for at forstå verden på nye måder.

Dette lader udstillingen Semio-technical Traffics os forstå en flig af. De to kunstnere, danske Kristoffer Ørum og canadiske Emily Rosamond, giver i deres værker et originalt og tankevækkende blik på trafikken af signaler, som bølger gennem luften og når os gennem letforståelige knapper og symboler.

Signalkrebs som invasiv hybrid

En stor gulgrøn krebs møder som det første blikket i vinduet. Hvad har det nu lige med temaet om datatrafik at gøre?, tvinges man til at tænke. At det er en signalkrebs, som er en yderst livskraftig invasiv art i den danske natur fra jyske åer til Damhussøen, giver lidt forklaring på, hvorfor Kristoffer Ørum bruger krebsen som gennemgående figur i sin behandling af tegn og teknik.

Læs også:
Ugens kunstner – Kristoffer Ørum

Krebsen er næppe et sødt og tilforladeligt dyr, som et tech-firma ville bruge som tillidsvækkende symbol. I stedet er krebsen nærmere et symbol på det, vi frygter som en invasiv og uforståelig skabning. Tilmed er dens udseende præget af store antenneagtige følehorn, øjne på stilke og kløer, hvis klapren udsender signaler langt hinsides vores forståelse.

Ørums værker lader signalkrebsen gå i interaktion med den nye teknologi. Som USB-tilsluttet gadget (her må man tænke på Salvador Dalis surrealistiske hummer-telefon fra 1936), som 3-D print, som let genkendeligt bomærke og meget mere. Herigennem opstår signalkrebsen som en form for digitalt hybriddyr, der lever i vores kommunikation og herigennem overvåger os og kortlægger vores færden.

Man kan finde krebsen som trådløst netværk, og på dens krop er der også trykt navnet på alle gadens tilgængelige netværk. En gennemgående pointe er den opløste karakter – Ørum har omhyggeligt opbygget hakkende, rå versioner med en masse støj, som synliggør teknologien og signalernes hop fra et medie til et andet.

Pernille Vermunds skrækscenarie og Vladimir Putins næse

Et særligt fængende øjeblik er en manipuleret ”deep-fake”-video af den højrepopulære politiker Pernille Vermund, der taler om den invaderende krebs.

Ligesom Ørums sidste udstilling på Møstings Hus med Vladimir Putins næse som vittig og dybsindig karikatur på det, vi frygter, fører det digitale krebse-atlas mange steder hen for den nysgerrige betragter. Måske kunne den interaktive del være endnu tydeligere og gå mere i kroppen af den besøgende.

Skjulte spor og teknologihistoriske bonusnumre

Mens Ørum kortlægger samtidens teknologiske landskab, går udstillingens anden kunstner Emily Rosamond mere på tværs af tiden. Et bogværk, som er at finde på udstillingen, har titlen Hidden Track, altså skjulte spor, med henvisning til de skjulte ekstranumre, som til tider var at finde på musikalbums.

De skjulte spor er en samling fortællinger om baggrundsstøj, kryptering og signaler gennem historien. Sådan præsenteres vi for fortællinger om, hvordan antikkens Orakel i Delphi faktisk virkede, hvordan en gruppe akacietræer pludselig dannede et fælles forsvar mod dyr og det system for frekvensskift, som Hollywoodskuespilleren Hedy Lamarr og komponisten George Antheil opfandt til hemmelig kommunikation for de allieredes skibe under 2. verdenskrig.

Et selvspillende klaver

Sidstnævnte er i udstillingen visualiseret med to af de pianoruller til selvspillende klaverer, som Lamarr og Antheil konstruerede deres system over. Det er en fantastisk og tankevækkende historie, som også kunne udfoldes yderligere rent værkmæssigt.

Andetsteds præsenterer Rosamund værker, der omhandler planter og deres oversete forbundethed med hinanden og det øvrige økosystem. Heri fornemmer man en form for oprør med vores normale måde at forstå verden og tage den for givet, men bliver ved fornemmelsen, på trods af at de præsenterede baggrundsfortællinger er ret spændende.

Projekter på bølgelængde

Udstillingens to små rum blander de to kunstneres værker, og det fungerer sådan set fint, da projekterne er beslægtede som undersøgelser af teknologi og kommunikationssystemer. De fænger beskueren med helt surreelle kuriositeter og fører hen til vigtige spørgsmål om, hvad der er i luften i vores verden og hvordan, budskabet når frem.

Faktisk kunne udstillingen fint være udfoldet over større rum med plads til at følge værker og de perspektiver, de sætter op, til dørs.

Læs også to interviews med Kristoffer Ørum og Anders Visti:
Bag maskinens pixelerede blik og En digital drøm om tab af kontrol