Dorte Østergaard Jakobsen: Under Over Fladen
27 maj 202021 jun 2020

Som udstillingstitlen Under Over Fladen antyder, er udstillingen en leg med ord, hvor der ligger en del dobbelttydighed bag. Udstillingen blev i første omgang afbrudt af corona-pandemien, men åbner nu igen d 27. maj.

Dorte Østergaard Jakobsen gammelgaard
Dorte Østergaard Jakobsen: Under Fladen, 2020. Foto: Dorte Krogh.

Med afsæt i Dorte Østergaard Jakobsens egne oplevelser med langturssejlads i Middelhavet og naturens helende kraft og meditative påvirkning af sindet inviterer hun os ind i sine to kæmpeinstallationer med opfordring til at lade sindet falde til ro på bunden af et uendeligt, duvende silkehav i ét rum, og at tage ophold i et andet, hvor et lysende gulv af mønsterfræset akryl og store sejl kan få tankerne til at flyde frit på kryds og tværs af fortid, nutid og fremtid.

Som kunstner befinder Dorte Østergaard Jakobsen sig i krydsfeltet mellem design og kunst med sine stort anlagte rumlige installationer, hvor flere sanser bringes i spil. Hun har siden sin afgang fra Danmarks Designskole (1984) skabt helt unikke tekstiler ved at kombinere moderne printteknologi og ældgamle kulturteknikker som broderi og den fineste håndtrykte silke. Hun arbejder bevidst, ligesom i denne udstilling, med at blande genrer og medier som lys, lyd og materialer, idet hun tilstræber at tale til og inddrage alle vore sanser. Musikken er i dette tilfælde komponeret af den engelske musiker og komponist Nigel Goulding, med hvem hun har haft et årelangt samarbejde.

Dorte Østergaard Jakobsen formår om nogen at ophøje kroppens intelligens – den husker og tilstræber harmoni og ligevægt. Ved at imødekomme denne iboende længsel hos os alle om balance og harmoni lægges trædesten ud til selvindsigt, refleksion og udvikling. Det er netop storheden i den kropslige lykke og ro, som man bl.a. kan opleve efter længevarende vandring i naturen eller langturssejlads, som hun har ambitioner om at formidle og invitere ind til. Når vi oplever noget, der er større end os selv, genfinder vi vores proportioner og prioriteringer.

Den ambitiøse tanke om at inkludere publikum i et fællesskabsbærende refleksivt momentum har været bærende i Dorte Østergaard Jakobsens virke, lige siden hun var med til at danne det legendariske kunstnerkollektiv Værkstedet Værst med bl.a. Erik A. Frandsen, Christian Lemmerz og andre centrale skikkelser i dansk samtidskunst. Hun har udstillet på nogle af de største nationale og internationale museer og udstillingssteder som Trapholt, Designmuseum Danmark, kunstmuseerne i Horsens, Esbjerg, Stavanger i Norge og Sao Paulo i Brasilien m.fl.

Se billedserien fra udstillingen her.

Kilde: Gammelgaard

Gammelgaard

Gl. Klausdalsbrovej 436
2730 Herlev

Tirs-søn 12-17

Gratis entré

Kontakt

+45 44525812

Dorte Østergaard Jakobsen: Under Over Fladen
27 maj 202021 jun 2020

Del

'Dorte Østergaard Jakobsen: Under Over Fladen'

Facebook