Søren Hjorth Nielsen og Lisbeth Nielsen: Naturlig…vis

22 feb 202014 mar 2020

I en skulptur knytter en ung pige hånden mod det spæde bryst, tæt ind til hjertet, som holdt man livet i hænderne. Der udtrykkes et håb. Ikke et politisk beregnende ”yes we can”, men et stille eksistentielt ”ja, jeg vil gro”. Figuren vil livet. Det skal lykkes. (Henning Jørgensen om Lisbeth Nielsen, 2013)

Sensibiliteten er mærkbar når man betragter Lisbeth Nielsens (f. 1952) skulpturer og Søren Hjorth Nielsens (1901-1983) grafik og tegninger, som her bringes i dialog med hinanden.

I snart en menneskealder har Lisbeth Nielsen skildret mennesket. Oprejst, siddende og liggende eller som mere komplicerede egentlige figurgrupper. Mest er det kvinder og børn hun viser. Alene eller sammen. Med en fælles sokkel eller blot bundet sammen i udstillingsrummet, forenede og samtidige af dét pust af liv som billedhuggeren har givet til skulpturerne. For det er livet vi ser, fintfølt og inderligt og i den gennemgående naturalisme mærker man både eftertænksomheden og en ophøjet stilhed. Det er sanset og set. Det er ikke egentlige portrætter, men har afsæt i arbejdet med modellerne. Kroppene, deres positur og udtryk fortæller rent og med en stoisk klassisk ro om det sproget og ordet ikke når at udtrykke og (be)gribe. Værkerne er i ler og/eller støbt i gips og bronze. De er både fint detaljerede eller uafsluttede og lidt rå.

Hos Søren Hjorth Nielsen er det ligeledes det djærve og rå udtryk vi ser i træsnit og koldnålsraderinger samt tegninger med blyant og farvestift eller med tændstik og tusch. Naturalismen er også til stede her og på tværs af tid og sted går hans værker i samtale med Lisbeth Nielsens skulpturer. Sensibiliteten og arbejdsomheden har de fælles. Hjort Nielsen skildrede folkelivet, beværtningerne og udsigterne over byen og landet. Fra 20’ernes dystre storbystemninger til 80’ernes vældige åbne landskaber har Hjorth Nielsen demonstreret en storslået bredde i sit værk. En bredde, der både er tidsmæssig og motivisk. Og en bredde, som værket bærer med en egen selvfølgelighed. Den virker nemlig aldrig tilkæmpet, men derimod som en frugt båret af vidåben modtagelighed og livsaccept. Det er med andre ord bevægeligheden, der har givet denne kunst dens spændvidde (Bent Irve, i I lys og mørke 1981).

Hjorth Nielsen kan sammenlignes med samtidige som Aksel Jørgensen, Erik Raadal, Ejner Nielsen og Storm P., mens Lisbeth Nielsen indskriver sig i en billedhuggertradition, der i Danmark også tæller kvindelige kunstnere som Anne Marie Carl Nielsen og Astrid Noack. I Astrid Noacks værk findes ligeledes en feminin verden og en emnekreds, der cirklede om det nære uden af den grund at svigte formelle fænomener som rytme, bevægelse og harmoni. Fælles for billedhuggerne er også et fravær af patos. Hos Lisbeth Nielsen og Søren Hjort Nielsen ses en forenkling der dog rummer verdens samtidige og iboende kompleksitet, som er udenfor tid og sted, og som udgår fra kroppen, øjnene og hånden.

Kilde: Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel