Markus Lüpertz
8 feb 202014 jun 2020

Anbefalet under Det skal du se! i uge 7

Museum Jorn viser i foråret en omfattende retrospektiv udstilling med den tyske maler og billedhugger Markus Lüpertz (f. 1941). Udstillingen er museets store bidrag til fejringen af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020.

Udstillingen sammenstiller over 90 store malerier fra perioden 1963 frem til i dag – og et repræsentativt udvalg af kolossale bronze- og sarte voksskulpturer. Udstillingen har særligt fokus på kunstnerens senere malerier og viser også en række værker der aldrig før har været vist.

Markus Lüpertz: Susanne (Märkisch), 2018.

Den tyske maler, billedhugger og kunstprofessor Markus Lüpertz betegnes ofte som en moderne europæisk ”malerfyrste”. Han er en af de mest indflydelsesrige, internationale samtidskunstenere. Lüpertz er opfinderen af den såkaldte ”dityrambiske” (lyrisk-berusede) kunst, der sidst i 1960’erne forenede en figurativ naturalisme med en formel abstraktion til en ny, ekspressiv, malerisk udtryksform. I Lüpertz’ kraftfulde og til tider monumentale kunst kulminerer elementer som gentagelse, det ekstatiske og dramaet mellem kaos og orden.

Maleriets genopstandelse
På et tidspunkt i 1960´erne, hvor kunstverdenen bevægede sig bort fra maleriet, holdt Lüpertz fast i denne kunstneriske disciplin. Det forbinder ham med en række andre tyske malerekollger fra samme generation, som også var modige nok til at genopfinde maleriet: Gerhard Richter, Anselm Kiefer, A.R. Penck, Georg Baselitz, Sigmar Polke og Jörg Immendorff.

Markus Lüpertz’ værker har ofte en poetisk eller episk dimension, som tager udgangspunkt i antikke og mytologiske motiver – og holder samtidig fast i de klassiske billedkunstneriske metoder: maleri og skulptur.

Ifølge Lüpertz er maleren sin tids kulturelle samvittighed: ”Jo mere en tidsalder tillader store malere at være til, jo mere civiliseret er den”. For Lüpertz er maleriet med til at synliggøre verden: “Det at male er kultur, og når man taler om kultur, taler man samtidig om det stof, verden er gjort af. Maleriet giver mig det ordforråd, der skal til for at gøre verden synlig.”

Museumsinspektør Lucas Haberkorn fortæller i katalogets forord om udstillingens nødvendighed: ”Lüpertz’ insisteren på igen og igen at bringe den tyske historie og dens tragedier og traumer frem i lyset med sin udfordrende kunst – selvom han benægter bevidst at iscenesætte den som billedprogram – understreger, i hvor høj grad publikum stadig har brug for at bearbejde de historiske elementer. Først når denne form for (national)kulturel ballast er smidt over bord, vil publikum få mulighed for at genvinde sin tabte uskyld.” Museumsdirektør Jacob Thage tilføjer:”Om det nogensinde vil ske, kan kun tiden og en fortsat afprøvning og visning af Lüpertz kunst afgøre. Netop derfor lever en præsentation af Markus Lüpertz i Silkeborg op til Museum Jorns ønske om at perspektivere sine samlinger igennem udstillinger af international betydningsfuld kunst af høj kvalitet.”

Kilde: Museum Jorn

Museum Jorn

Gudenåvej 7-9
8600 Silkeborg

Tirs-søn 10-17
Tors 10-21

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 86825388

Markus Lüpertz
8 feb 202014 jun 2020

Del

'Markus Lüpertz'

Facebook