Den unge kvinde har aldrig været oppe på jorden, men har levet hele sit liv i et avanceret, underjordisk bunkeranlæg. Den gamle kvinde husker livet oppe på jorden, og har sørget for både frø og genetisk materiale til at genskabe livet under jorden efter at Betlehem blev overskyllet af en olieflodbølge.

Det er den science fiction-agtige præmis for Larissa Sansours filmiske værk In Vitro, lavet sammen med Søren Lind, der repræsenterede Danmark på Venedig-biennalen i år, og som nu kan ses på Copenhagen Contemporary.

Der er ikke sparet på de filmiske virkemidler med overvældende smukke billeder. De professionelle skuespillere, heriblandt den vidunderlige Hiam Abbass (kendt fra bl.a. Blade Runner 2049 og HBO-serien Succession) giver sammen med den gennemført lækre produktion fornemmelsen af, at man ser en spillefilm. Men det todelte lærred peger sammen med den stive, abstrakte dialog og forløbets forvirrende fragmentering på en mere billedkunstnerisk tilgang.

Erindringens sorte kugle

Den unge kvinde får tilført falske erindringer – formentlig minder, som tilhører den ældre kvindes afdøde datter, som den unge er en klon af, viser det sig. Vi ser glimt af disse minder af livet oppe på jorden. Samtidig er minderne som generelt fænomen repræsenteret af en stor, sort cirkel, der er lidt ude af fokus og derfor virker mere som en skygge end som en materiel genstand.

Men går man på udstillingen om bag lærredet, materialiserer den sorte kugle sig som yderst virkelig. Den virker tung og massiv, men man må ikke gå hen til den og berøre den, og man kan ikke i den indirekte belysning afgøre, hvad den er lavet af. Så selv om den nu er virkelig og tredimensional med skarpe konturer, er den stadig i grunden et mysterium.

Men hvad handler dette mærkelige science fiction-fragment om? Det handler om det samme som Larissa Sansours film altid handler om: Om eksilet som tilstand. Og denne gang især om arv, nation og tilhørsforhold som konstruktioner og myter.

De to personer, den gamle Dunia og den unge Alia, har en kølig dialog med skiftevis fremsættelse af statements. Det er knapt en samtale, men dog markeres en grundlæggende uenighed imellem dem, som sættes på spidsen i følgende dialog:

Alia: “Alt andet [end mine egne underjordiske erindringer] er blot eventyr.”
Dunia: “Hele nationer bygger på eventyr. Fakta alene er for sterile til en sammenhængende forståelse. Snart vil det, vi har opnået her skabe sin egen myte. Og du bliver en del af den.”
Alia: “Jeg er ligeglad med jeres nationer, deres historier, deres ritualer, deres gentagelser af billeder.”

Myter og fortællinger

Dunia står på mytens side – de myter som national stolthed og sammenhængskraft skabes af. Herunder myten om Palæstina som nation, for selvom det ikke kun handler om Palæstina, så handler det altid også om Palæstina hos Larissa Sansour. De nationale og etniske myter, som alle folk og nationer fortæller, giver et sammenhold og en sammenhængskraft, men det er også dem, der skaber diskrimination, krig og terror. Israels myter er stærke og spiller en stor rolle i retfærdiggørelsen af bosættelser.

At fortælle sig selv som folk og nation er en politisk disciplin – det ved de nationalkonservative godt; det er derfor Dansk Folkeparti går mere op i kulturpolitik, kulturarv, historie og dramaserier end nogen andre partier herhjemme.

Den unge Alia vil ikke tage del i dette spil, hun tror ikke på myterne, hun afslører dem som konstruktioner. Og det er svært ikke at se Larissa Sansour selv i den figur.

Sansour er født i Jerusalem og drog til Betlehem, stik modsat Jesus, for nu at blive i det mytiske. Hun har boet i Danmark i ti år, fik sin uddannelse her, blev dansk gift og har dansk statsborgerskab. Det er derfor, hun kan udstille på den danske pavillon, selv om hun er bosat i London og næppe tænker sig selv som dansk, men snarere som global palæstinenser. Det er myter alt sammen, fortællinger om tilhørsforhold, kontrakter og pas. Og ikke mindst fortællingen om det undertrykte folk, hvis stat endnu ikke for alvor er anerkendt.

Styrken ved Larissa Sansours værker er, at de befinder sig et sted, hvor der forhandles og udspilles myter. Ikke et sted for forudsigelig politisk agitation mod Israels fremfærd på Vestbredden i en fordobling af mediernes debatspalter. Heller ikke et globaliseringsfetichistisk sted, hvor nationer og deres anerkendelse ikke længere betyder noget. Men et sted, hvor science fiction-genren giver mulighed for at tale om historie, eksil og anerkendelse på mere åbne måder, hvor Palæstina også er en tilstand, et symptom på noget mere alment.

De samme temaer udspiller sig i de tre tidligere filmværker, der markeres som en sekundær del af udstillingen, afspillet efter hinanden på samme lærred i et lille rum for sig.

Det drejer sig om A Space Exodus (2009), en lille humoristisk beretning om en palæstinensisk astronaut, der planter Palæstinas flag på månen – endelig et territorium. I Nation Estate (2012) er Palæstinenserne forflyttet til en gigantisk bygning, hvor hver etage rummer en replika af en palæstinensisk by. Og i In the Future The Ate From the Finest Porcelain (2016) plantes falske arkæologiske spor fra en rent fiktiv kultur.

Der er noget mere humor i disse tre værker, og samtidig kan man tydeligt mærke en ikke spor overraskende stigning i produktionsbudgettet – de er i stigende grad imponerende i fremkaldelsen af disse alternative verdener.

De er fuldgyldige værker i egen ret, men på denne udstilling tjener de som en slags fodnoter til In Vitro, der gør nytilkomne i stand til klarere at forstå Larissa Sansours efterhånden omfattende og overbevisende kunstneriske projekt.