Ny kuratorisk sammenslutning

Ny kuratorisk sammenslutning

Lanceringsevent af Kuratorisk Forum hos Art Hub Copenhagen d. 10. december 2019. Foto: Christian Brems.

Den nylancerede interessegruppe Kuratorisk Forum skal fremme den kuratoriske diskurs og sikre bedre arbejdsvilkår for kuratorer, kunstnere og kunstprofessionelle.

Kuratorisk Forum udspringer af UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere, og initiativtagerne bag den nye interessegruppe tæller Malene Dam, Line Ellegaard, Nanna Stjernholm, Mette Woller og Nina Wöhlk.

Ifølge Kuratorisk Forum har det kuratoriske felt gennemgået en markant udvikling de seneste årtier. Derfor er interessegruppens ambition at handle på den udvikling med en faglig funderet debat om kuratorens aktuelle rolle som aktør i videns-, produktions – og udstillingsarbejde. Sammenslutningen vil især fokusere på at styrke kuratoreres arbejdsvilkår:

“Vi ønsker at forbedre de økonomiske og strukturelle arbejdsvilkår for kuratorer, da de på nuværende tidspunkt ikke er ideelle. Dette gælder særligt freelance-kuratorer, der ofte arbejder under usikre arbejdsvilkår til en lav – og i nogle tilfælde ingen – løn” udtaler Mette Woller til kunsten.nu.

Derfor har Kuratorisk Forum allieret sig med jurastuderende og legal trainee Lærke Abrahamsen Lokdam, med det formål at udarbejde kontraktuelle formater, der kan dække områder som ophavsret, mandat og lønforhold. Woller understreger dog også, at Kuratorisk Forum vil arbejde for en generel forbedring af det kuratoriske felt.

“Vi tror på, at en udvidet forståelse af, hvad en kuratorisk praksis indebærer, kan være med til at fostre de nødvendige forandringer. Samtidig ønsker vi at etablere et kollegialt fællesskab hos vores danske- såvel som udenlandske kollegaer. Kun sammen kan vi skabe de tiltag, der er nødvendige for at sikre det kuratoriske felt fremadrettet”

Kuratorisk Forum vil som følge deraf forestå arrangementer som symposier og netværksskabende møder, der både kan styrke den kuratoriske diskurs og det kollegiale fællesskab.

Lærke Abrahamsen Lokdam var også inviteret til at tale på lanceringsdagen, der fandt sted hos Art Hub Copenhagen. Arrangementet d. 10. december markerede også starten på et samarbejde mellem Art Hub Copenhagen og Kuratorisk Forum, som sammen vil organisere en række events, der vil sætte den kuratoriske praksis på dagsordenen. Det næste arrangement finder sted i marts.

Kilde: UKK — Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere

Del artiklen

'Ny kuratorisk sammenslutning'

Facebook