Ytringsfrihed?

Ytringsfrihed?

Alibadi under aktionen med værket Danmark? uden for Frederiksberg Rådhus. Pressefoto.

Den irakisk/danske kunstner Mahmoud Alibadi fik i lørdags sit værk Danmark? afvist fra en udstilling på Frederiksberg Rådhus. Nu uddyber han sit værk og sætter spørgsmålstegn ved den danske ytringsfrihed.

Alibadi skulle have udstillet på Frederiksberg Rådhus den 13/6 som en del af Frederiksberg kommunes integrationsfestival. Alibadi mødte op med værket Danmark?, men blev afvist med begrundelsen, at det ville ødelægge den gode stemning, skriver kpn.dk.

Kjærsgaard/Hamid – Hamid/Kjærsgaard
Det afviste værk består af to billeder af henholdsvis Pia Kjærsgaard og Asmaa Abdol Hamid, der imidlertid har bytte ansigter, og de to billeder er adskilt af en brændemærket dansk vimpel, og netop vimplen var stridspunktet.

Alibadi blev bedt om at fjerne vimplen fra værket inden det blev udstillet, dette nægtede kunstneren og blev følgeligt afvist. Alibadi valgte at installere værket som en happening på "integrationsdagen" den 13/6 ved indgangen til rådhuset.

Som følge af en omfattende medieomtale og diskussion af værket og den efterfølgende tvist, udsender Mahmoud Alibadi nu en pressemeddelelse for at uddybe tankerne bag værket.

Det omstridte værk, Danmark?. Pressefoto.
Det omstridte værk, Danmark?. Pressefoto.
Adibadi under aktionen på Frederiksberg Rådhus. Pressefoto.
Adibadi under aktionen på Frederiksberg Rådhus. Pressefoto.

Alibadi skriver om sit eget værk:
"Når jeg ombytter ansigterne på de to politikere, prøver jeg at udtrykke min bekymring over de fastlåste fordomme vi har om hinandens forskelligheder, og at vi i Danmark kun dyrker vores tolerance på overfladen.

De to personer på billederne ser jeg som éns – selv om de på overfladen er forskellige. For mig er de éns, fordi begge parter ofte fremstår ekstreme i deres holdninger.

Brændeflaget symboliserer, hvordan det kan gå i fremtidens Danmark, hvis ikke vi behandler hinanden med respekt. Når folk med magt bliver som ekstremisterne, bliver konsekvensen muligvis flere huller og brændemærker i vores flag. Så lad os tale sammen, så længe der kun er få huller. Disse kan stadigvæk syes sammen."

Ny version af dansk ytringfrihed?
Alibadi slår fast, at han prøver at stille et kritisk spørgsmål til samfundet med sit værk: Hvor ender vi, hvis vi bliver ved med at bekæmpe hinanden?

Han pointerer, at han flygtede fra Irak for 15 år siden, fordi han ikke dér måtte udtrykke sig frit, og med spørgsmålet til hele dette forløb, prikker han til de sidste års debat om retten til at ytre sig i Danmark.

Del artiklen

'Ytringsfrihed?'

Facebook