Jeg befinder mig i en gammel tysk bunker på halvøen Thyholm nær Struer. På en af bunkerens betonvægge projekteres videooptagelser af biler, der farer forbi på mod Oddesund-broen. Videoerne er lydløse, men flere gange afbrydes det tomme lydrum af bilernes sus på vejen lige uden for væggene.

Ofte i total synkroni med videooptagelserne. Ofte som en sanselig totaloplevelse.

Sådan opleves den aktuelle udstilling Herfra af kunstneren Karen Bohøj i de to bunkere med samtidskunst, der tilsammen udgør kunsthallen Regelbau 411.

Det, at vi oplever kunsten, er et af flere mantraer som stedets unge leder og kurator, Mikkel Elming, gentager i bilturen fra Aarhus til Lydens By, Struer, en råkold og tåget lørdag på 30-årsdagen for Berlinmurens fald.

En ammunitionsbunker med et arsenal af lyd- lys- og videokunst

Inden turen mod Thyholm bringer P1 Morgen førstehåndsberetninger fra østtyskere om de skelsættende dage i 1989. Ligesom Berlin, der lader murrester stå som mindesmærker på årtiers splittelse, kan man spørge, om ikke Regelbau 411 er forpligtet til at forholde sig til den historie, bunkerne er ladede med?

En historie om fem nazi-tyske betonbunkere, som i 1944 blev bygget af mestendels danskere for at forsvare Oddesundbroen mod luftangreb fra de allierede og en evt. mulig indtrængen fra vestkysten nord for Limfjorden. I to omgange lykkedes det at skyde britiske fly ned.

To af bunkerne benyttes i dag til mere traditionel formidling af 2. verdenskrig, men med Regelbau 411 er en tidligere ammunitionsbunker, der opbevarede panser- og luftværnskanoner, i to år blevet fyldt ud med lyd-, lys- og videokunst under det overordnede udstillingstema Orchestration and Attention.

Samfundsstrukturer, opmærksomhedsøkonomi og nørdede lydkompostioner – ikke skyggen af 2. Verdenskrig.

”Ideen med projektet er at opløse bunkerne indefra og skabe rum for fremtiden. Med respekt for den eksisterende historie prøver vi at se hvilke æstetiske potentialer, der ligger i bunkerne, og tilføjer nogle positive konnotationer. Vi vil gøre dem til et samlingssted”, forklarer Mikkel Elming.

Opgøret med den rindalistiske kunstforskrækkelse

Målet om et samlingssted for de lokale er allerede indfriet. Med ca. 23.000 indbyggere i Struer Kommune, hvor 3100 bor i Thyholm, må et besøgstal på 11.000 i juli og august siges at være ganske imponerende.

Ikke mindst fordi – som Mikkel Elming ærligt erkender – at en del sikkert blot skulle træde af på naturens vegne og pludselig lod sig forføre af bunkernes hemmeligheder.

Elmings andet mantra kommer nu på banen: Rindalisme-opgøret.

”Forestillingen om, at ”nu møder jeg en masse rindalisme” er blevet gjort til skamme. Jeg møder nysgerrige mennesker, der er i stand til at tænke ligeså reflekteret om kunst som et storbypublikum”, siger Mikkel Elming.

Rindalisme handler i denne sammenhæng ikke om kunstnerstøtte, men om en forudfattet følelse af manglende indsigt og derfor fremmedgørelse hos den uvante kunstoplever.

For at nedbryde denne fremmedgørelse har projektlederen placeret spejle i indgangen af hver bunker, ”så man møder sig selv og dermed får en mere åben tilgang til kunsten”, og gennem podcasts opildner han til at tilgå udstillingerne med kroppen snarere end som gådeløsning.

”Grundlæggende vil jeg gerne give store æstetiske oplevelser og vise, at kunst kan åbne verdener og give os referencepunkter i forhold til at forstå os selv og samfundet.”

Hverdagens klarere perspektiver i betonrammer

Karen Bohøjs aktuelle udstilling efterlever ganske konkret denne idé om kunsten som redskab til at åbne verdener, der får os til at reflektere over vores dagliggang.

I hele sit virke beskæftiger Bohøj sig med hverdagens rutiner og den personlige historiefortælling. Med udstillingen Herfra har Bohøj med videoprojektioner af 11 vindueskarme fra lokale huse i Oddesund i den ene bunker og den omkringliggende natur og vej i den anden oplyst og opløst betonvæggene.

Med omplaceringen skærpes ens opmærksomhed f.eks. på de personligt fortællende artefakter, beboerne har placeret i deres vinduer eller valget af neonpersienner og sorte gardiner. Muslingeskaller og rav i små udhulinger i væggene er yderligere med til, at man danner sig forestillinger om, hvem og hvordan man lever på disse kanter.

Man går ind i et andet rum, hvis bagvæg afspiller en udsigt til vild natur i nærmest stilstand. Væggens hvide kalkaflejringer får projektionen til at ligne et guldaldermaleri, der udsættes for Anselm Kiefers voldsomme og urovækkende streger gennem himlen. Stilstanden afbrydes. En bil kører af vejen, en bevægelse mellem to vægge af indfanget liv.

Passager ind til et Twin Peaksk parallelunivers

Et rum i den anden bunker afspiller videoer af himmel og havbund henholdsvis i loft og gulv. Som en naturskabt gimmick forstærkes naturfornemmelsen af de små pytter af gennemtrængende vand, man sjapper rundt i.

Generelt fremkaldes en større bevidsthed om sansernes forskellige betydning for vores oplevelse af rum og sted. Der er nemlig noget, der hele tiden skurer.

Lige meget, om man så søger om bag nedrullede gardiner på en hyggelig bodega, bliver ens sanser mindet om en gennemtrængende kulde, fugten og klangfladerne af vind, sten og vandryp.

For at bevæge sig ned i Regelbau 411-bunkerne og ind i Bohøjs udstilling er lidt som at træde ind i det ekstradimensionelle rum The Black/White Lodge i David Lynchs tv-serie Twin Peaks.

Man går fra lillebysamfundet og dette bare, nedsunkne naturterræn omgivet af voldsomheden fra broer, veje og høje vandstande og gennem en dunkel passage til en sansebetonet spejling af verden på den anden side. Men i mødet mellem hjemlig varme, den lokale natur og de rå bunkeres kølighed og mørke tager de genkendelige motiver ny forvrænget form.

Professionel stabilitet i udfordrende rammer

I dagens anledning har bunkeren imidlertid vist sig en kende afvisende over for dette møde mellem værk og væg. Der mangler et vindue.

”Der er fandme gået en projektor!”, informerer Jørgen Lindholm os om, inden vi begiver os ned i bunkeren og han begynder at reparere.

Den lokale lyddesigner Jørgen Lindholm er én af de tre idémagere bag kunstbunkerne. De to andre er entreprenøren Per Yde og fotografen Ole Bjørn Petersen. Det var sidstnævntes datter, kunstneren Katja Bjørn, som fik den initiativrige Mikkel Elming, der også har en stilling som kurator for Kunsthal Aarhus og formand for Forening for Samtidskunst, med på projektet.

Mikkel Elming føler et stort ansvar for, at Regelbau 411 står skarpt som en ukonventionel, men professionel kunsthal á la Cisternerne i København. Både over for de lokale i foreningen, den åbensindede kommune og Statens Kunstfond, som har støttet økonomisk. Men ikke mindst over for sig selv.

At udstille i bunkerne har sine begrænsninger. Man kan ikke være der særlig lang tid ad gangen på grund af kulden. Lineære kronologiske værker fungerer ikke. Men teknikken skal være i orden.

Hvor nogen måske kunne se en charme i illusionsbruddet med den manglende vindueskarm og den nøgne betonvæg, mærker Mikkel Elming en desillusion over ikke at kunne leve op til sine egne høje ambitioner.

Synergien mellem lokale og internationale perspektiver

”Vi er ikke en institution, der taler til lokale – Vi er lokale!”, lyder en af den passionerede projektleders sloganlignende formuleringer.

Lokale, der finder stolthed i international opmærksomhed. Det er i hvert fald sådan, Elming forklarer synergien mellem stedets tre målgrupper.

Den første er folk fra kommunen, den næste et kunstinteresseret nationalt publikum og den sidste en international lyd- og videokunstinteresseret gruppe med hang til stedspecificitet.

Jo mere specifikt, jo mere internationalt. Jo mere lokalt, jo mere bredtfavnende.

Karen Bohøjs udstilling krydser af ved det sidste, mens en tidligere udstilling med Sandre Boss og Jonas Olesens udforskning af alverdens klokkeklang, Artor Jesus Inkerös refleksioner over millenial-liv og maskulinitetsforståelser ud over luksuriøse storbypanoramaer eller de kommende videoinstallationer af den spanske duo Cabello/Carceller med fokus på transformation og transkønnethed er opdyrkede stemmer i bunkeren sået med frø et godt stykke fra Struer.

”Vi forsøgte at få fat i en lokal transkønnet person, vi ville lave en video med, men vi kunne ikke opstøve nogen. I processen snakkede vi om, hvor satans svært det var, men derfor også så fandens vigtigt”, konstaterer Mikkel Elming.

Med sammenstødet mellem de lokale og mere globale og metropole perspektiver illustrerer Regelbau 411 samtidskunstens aktive funktion i en nøddeskal camoufleret som krigsbunker.

Ønsket om bunker og værk i samspil

Vi er kommet til Mikkel Elmings tredje og sidste mantra: Kontrasten til den hvide kubes æstetik og ideologi.

”Det handler om at komme væk fra den kropsløse, intellektuelle betragter. Kroppen skal ind i kunstoplevelsen. Der er nødt til at være et element af oplevelse. Værkerne må ikke være taget fra den hvide kube og sat ind i bunkeren”.

Med MOMA i New York blev der dannet en museologisk præcedens for de hvide, kvadratiske vægge som den perfekte, neutrale ramme for kunst.

Mange har med tiden pointeret, hvordan denne idealiserede form ikke medtænker beskueren og udstillingsrummets betydning. Alligevel har en lignende kunstbunker som Boros i Berlin valgt at placere værker af Ai Weiwei og Olafur Eliasson i tilpassede hvide rum.

Som med navnet, der refererer til en særlig bunkertype, har tanken aldrig været at ændre på Regelbau 411 for kunstens skyld. Tværtimod.

”Man er nødt til at have fornemmelsen af, at hver udstilling transformerer rummet”, understreger Elming, så det giver genlyd fra betonvæggene.

De lys- lyd- og videoforankrede værker eksisterer først i kastet ind mod betonen og i væggenes resonans. Bunkernes markante væsen og arrede indre kræver en stillingtagen hos kunstneren såvel som hos kunstopleveren. Den tematiserede opmærksomhed er nærmest en betinget selvfølge.

Bunkernes fremtidige eksistens

Af økonomiske og tidsmæssige årsager har det imidlertid ikke altid været muligt at orkestrere værker specifikt til rummet, som det aktuelt er tilfældet med Karen Bohøjs udstilling.

I øjeblikket er foreningen bag kunstbunkerne i gang med at skaffe økonomi til at fortsætte, når de to år med Orchestration and Attention-programmet slutter til foråret.

”Vi skal bygge videre, men der er også en idé om at gentænke måden, kunstnerne interagerer med stedet, så vi får nogle flere langvarige relationer til kunstnerne og mere fokus på stedsspecifikke værker”, fortæller Mikkel Elming.

Med ubegrænsede midler ville han sætte gang i den femte bunker på den anden side af sundet og konstruere noget byggeri, som kunne huse læringsforløb for folkeskoler og gymnasier. Indtil videre ser Mikkel Elming og resten af Regelbau 411 frem mod 2021, hvor den internationale lydkunstfestival Struer Tracks atter løber af stablen.

Endnu en anledning til at opløse skellet mellem struerboere og thyholmere og kunstinteresserede fra Chile og Sydkorea i bunkernes intime sanseuniverser.