Kunstmuseum Brandts skal have ny direktør

Kunstmuseum Brandts skal have ny direktør

Mads Damsbo. Pressefoto.

Mads Damsbo har som direktør været med til at forestå sammenlægningen af Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst og Fyns Kunstmuseum til det nye Kunstmuseum Brandts. Det bliver imidlertid ikke Damsbo, der skal stå i spidsen for det ambitiøse kunstmuseums fremtidige færd.

Bestyrelsen for Kunstmuseum Brandts har nemlig besluttet at lægge den fremtidige udvikling og ledelse af museet i hænderne på en ny direktør.

Beslutningen om at finde en ny direktør skal ifølge bestyrelsesformand Bolette Christensen ses i lyset af, at Kunstmuseum Brandts bevæger sig i en helt ny udviklingsfase, der stiller krav om andre ledelseskompetencer.

”På den rejse et museum konstant skal være på for at forblive relevant for sit publikum, er det bestyrelsens vigtigste opgave at sikre, at den optimale ledelse til en hver tid er på plads, så strategien bliver fulgt og så resultaterne viser sig. Det har fungeret fint i forbindelse med sammenlægningen, og det drager vi altså nu omsorg for også bliver tilfældet, når museet i de kommende år skal forny og udvikle sig på et endnu højere niveau”, udtaler Bolette Christensen i en officiel pressemeddelse.

Mens bestyrelsen bag Kunstmuseum Brandts arbejder sig frem imod potentiale kandidater til direktørposten,  ser den afgående direktør tilbage på seks år, der har budt på en flade af bredt favnende udstillinger af internationalt format med alt fra L.A. Ring og Brendekilde til John Kørner og Lea Porsager samt behandlinger af værker fra Lars von Trier, Tin Tin-tegneren Hergé, Disney og for tiden Hugo Pratt ud fra et kunsthistorisk og æstetisk perspektiv.

“Det har været seks fantastiske år for mig på Kunstmuseum Brandts. Ud over store udstillinger om Lars von Trier og Disney har det været en glæde blandt andet at etablere museets erhvervsklub. Samlingen af Brandts er nu tilendebragt, og det er et godt tidspunkt at overgive stafetten. Jeg vil gerne sige stor og varm tak til museets medarbejdere og til alle involverede for at have skabt fundamentet til et nyt kunstmuseum i Odense”, opsummerer Mads Damsbo.

Kilde: Kunstmuseum Brandts

Del artiklen

'Kunstmuseum Brandts skal have ny direktør'

Facebook