Grønne drømme

Billedserie

Udstilling

Fremtidens arkitektur er grøn!

29 maj 2009 4 okt 2009

Louisiana Museum of Modern Art
Se kort og tider

Grønne drømme

Eco Boulevard i Vallecas, ECOSISTEMA URBANO (Foto: Ecosistema Urbano)

Hvordan bygger man et hus af vandflasker? Kan man udvikle byens træer, så de kan bruges som sociale byrum? Louisianas store arkitekturudstilling Fremtidens arkitektur er grøn!, byder både på drømme om grønne byer og inspirerende konkrete eksempler på bæredygtig arkitektur.

Jeg sætter mig på hug og lukker mit ene øje for bedre at kunne forsvinde ind i den miniaturiske verden. Hvordan vil det mon være at gå i gaderne mellem husene; at ligge i parkerne?

Vi betragter den store model over byen Masdar City, der lige nu er ved at blive bygget i De Forenede Emirater. Masdar City er tegnet af den engelske tegnestue Foster + Partners og bliver verdens første CO2- neutrale og affaldsfrie by.

Klimamaskine, MattonOffice (Foto: Anna Aslaug Lund)
Klimamaskine, MattonOffice (Foto: Anna Aslaug Lund)
Grøn puls
Modellen er en del af Louisianas store arkitekturudstilling Fremtidens arkitektur er grøn!. Udstillingen er den anden i udstillingsrækken Arkitekturens grænser I-IV og fokuserer på nutidig og fremtidig bæredygtig arkitektur; både den økonomiske, den miljømæssige og den sociale.

Louisiana vil tage pulsen på den forandringsproces i arkitekturen, der er i fuld gang. Det lykkes i høj grad med en frodig, informationsrig og levende udstilling.

Grøn poesi
Arkitekturudstillingen er pædagogisk bygget op omkring temaerne: BYEN, KLIMA & KOMFORT og STOFSKIFTE.

Udstillingens del om BYEN viser mange flotte byplanmodeller og visionære animationsfilm, men ofte er det projekterne i den nære skala, der imponerer mest i kraft af deres materialitet og sanselighed.

De franske arkitekter R&Sie(n) har tegnet oasen I’m lost in Paris i en gård i midten af Paris. Med udgangspunkt i filmene Rear Window af Hitchcock og Nærkontakt af tredje grad af Spielberg har R&Sie(n) skabt en indre gårdhave af 1200 bregner og 300 glascylindre, der samler regnvand og dyrker bakterier.

Laboratorium 4, R&Sie(n) (Foto: Anna Aslaug Lund)
Laboratorium 4, R&Sie(n) (Foto: Anna Aslaug Lund)
Biesbosch Stad, Michel Desvigne & Christine Dalnoky (Foto: Anna Aslaug Lund)
Biesbosch Stad, Michel Desvigne & Christine Dalnoky (Foto: Anna Aslaug Lund)

Haven fungerer både som en slags grønt gardin for gårdens beboere og som et luftrensende rekreativt rum. I’m lost in Paris er et smukt eksempel på, hvordan at bæredygtig arkitektur kan generere form og samtidig være en del af en poetisk fortælling.

Lufttræer
Hvor R&Sie(n) arbejder med den indadvendte hemmelige byhave, så har den spanske tegnestue Ecosistema Urbano udviklet moderne bytræer til Vallecas’ offentlige byrum. Projektet hedder Ecoboulevard og består af tre lufttræer i form af mobile cylindriske pavilloner. Lufttræerne er energi-selvforsynende, og samtidig kan deres indre rum bruges som samlingspunkt for sociale aktiviteter for folk i området.

Projektets store styrke ligger i kombinationen af dets miljømæssige hensyn og dets sociale bevidsthed. Det er et projekt, der med grøn bevidsthed engagerer sig i livet, der leves i byen.

Hilsen til solen / Greeting to the sun, Nikola Basic, Zadar (Foto: Hans Ole Madsen)
Hilsen til solen / Greeting to the sun, Nikola Basic, Zadar (Foto: Hans Ole Madsen)

Lokale materialer og teknologier
KLIMA & KOMFORT viser eksempler fra energi-besparende og -producerende arkitektur.

Dette tema er meget tungt af tekst og diagrammer, og der vises ikke mange rumlige modeller. Men stopper man op og giver denne del af udstillingen tid, får man en fin indsigt i, hvordan arkitekturen på nye måder kan udnytte de klimatiske forhold, som den er placeret i.

To film viser opbygningen af skolerne; Moving School i Indien af Mette Lange og Anders Linnet og METI-skolen i Bangladesh af Anna Heringer og Eike Roswag. Begge skoler forholder sig til det sted, de er placerede ved at bruge og udvikle de lokale materialer og teknologier.

Huse af pap
I afdelingen om STOFSKIFTE bliver vi præsenteret for designstrategien "Cradle to Cradle" (Vugge til Vugge), der er udarbejdet af arkitekt William McDonough og kemiker Michael Braungart. Strategien henter inspiration fra naturens økosystemer, hvor produkter og arkitektur tænkes ind i en cyklus.

Som eksempel vises blandt andet arkitekt Shigeru Bans midlertidige hytter, der er bygget til ofrene for jordskælv i Kobe, Kaynasli og Bhuj. Husene er bygget af paprør, der er nemme at få fat på, og som kan genbruges, når husene skal rives ned. Udover at være bæredygtigt danner Shigeru Bans byggeprincip arkitektonisk smukke og lette rum.

Laboratorium 3, Philippe Rahm (Foto: Brøndum & Co)
Laboratorium 3, Philippe Rahm (Foto: Brøndum & Co)
Flasker som byggesten
De mange teorier og idéer bliver gjort håndgribelige gennem udstillingens fire laboratorier og tre opstillede rumlige installationer i Louisianas skulpturpark.

Her vil jeg fremhæve LAB III; Philippe Rahm Arkitekters atmosfæriske hus, hvor den traditionelle horisontale beboelsesform erstattes med en vertikal. Forslaget giver mulighed for at bebo forskellige varmezoner og skaber samtidig nye skæve rumlige forhold i boligen.

Skulpturparkens United Bottle Project kombinerer omdelingen af drikkevand med byggesten til midlertidige tilflugtsteder fint og enkelt.

United Bottle Project, Instant Architects: Dirk Hebel, Tobias Klauser, Hanspeter Logo, Jörg Stollmann (Foto: Anna Aslaug Lund)
United Bottle Project, Instant Architects: Dirk Hebel, Tobias Klauser, Hanspeter Logo, Jörg Stollmann (Foto: Anna Aslaug Lund)

Optimistisk og opfindsom
De rumlige installationer er med til at gøre udstillingen nærværende. Vi får lov til at træde ind i idéerne og mærke rummene på vores egen krop. Derfor kunne det have været spændende at få lov til at opleve endnu flere rumlige strukturer eller fragmenter i skulpturparken.

Fremtidens arkitektur er grøn! er en vigtig arkitekturudstilling. Med optimistiske, opfindsomme og varierede eksempler demonstrerer udstillingen, at bæredygtighed og æstetik ikke skal forstås som to selvstændige begreber; men som to vigtige værktøjer, der kan arbejde afhængigt af hinanden, til udviklingen af ny arkitektur. Tag til Louisiana, lad dig inspirere og drøm med om fremtidens arkitektur.

Medvirkende tegnestuer:
3XN, København, Danmark
Alsop Architects, London, England
Behnisch Architekten, Stuttgart, Tyskland
COBE, København, Danmark
Michael Braungart & William McDonough - Cradle to Cradle
William McDonough + Partners, Charlottesville, Virginia, USA
Ecosistema Urbano, Madrid, Spanien (LAB)
ENTASIS, København, Danmark
Foster + Partners, London, England (LAB)
Frederic Druot, Paris, Frankrig
GrAT, Wien, Østrig
Jaime Lerner, Curitiba, Brasilien
Ken Yeang, Penang, Malaysia
Lacaton & Vassal, Paris, Frankrig
Mario Cucinella Architects, Bologna, Italien
Meti School Project, Anna Heringer (Salzburg, Østrig) & Eike Roswag (Berlin, Tyskland)
Mette Lange, Faksinge, Danmark
Michel Desvigne, Paris, Frankrig
MVRDV, Rotterdam, Nederlandene
Nikola Basic, Zadar, Kroatien
Patrick Blanc, Paris, Frankrig
Philipp Oswalt, Berlin, Tyskland
Philippe Rahm, Paris, Frankrig & Lausanne, Schweiz (LAB)
PTW Architects, Sydney, Australia
R+Sie(n), Paris, Frankrig (LAB)
Richard Rogers, London, England
Roland Castro & Sophie Denissof, Paris, Frankrig
Sarah Wigglesworth, London, England
Sauerbruch Hutton, Berlin, Tyskland
Shigeru Ban, Tokyo, Japan
Stefano Boeri Studio, Milano, Italien
Studio Monte Rosa, Prof. Andrea Deplazes, ETH, Zürich, Schweiz
Transsolar (Matthias Schuler) – Ingeniørvirksomhed, Stuttgart, Tyskland
United_Bottle Group UBG (før: Instant_Architects), Zürich, Schweiz
Copijn, Utrecht, Nederlandene - landskabsarkitekter
An Te Liu, Toronto, Canada
Ton Matton, Wendorf, Tyskland

Billedserie

Udstilling

Fremtidens arkitektur er grøn!

29 maj 2009 4 okt 2009

Louisiana Museum of Modern Art
Se kort og tider

Del artiklen

'Grønne drømme'

Facebook