Den 15. oktober 1994 åbnede Museet for Religiøs Kunst sin første udstilling. Det er 25 år siden og det markeres med den lille udstilling: Et sted at være – Ken Denning.
Udstillingen viser 25 original illustrationer af billedkunstner Ken Denning til den nyligt udgivne salmebog: 25 salmer. Denning har udgivet bogen i samarbejde med sognepræst Tine Illum og organist Søren Andresen fra Sdr. Bjert Kirke.
Om sine illustrationer skriver Ken Denning:
Femogtyve forsøg og betragtninger.
En rejse i erindringernes spor og ad nye stier.
En rejse i sorgen, glæden og håbet. Troen og tvivlen.
En rejse i et liv.
En rejse, hvor jeg genkendte det, jeg aldrig før havde set.
Salmerne bragte mig på rejsen.
Jeg har, som salmen, forsøgt at beskrive det, der vanskeligt lader sig beskrive.
Det kan i sagens natur ikke blive til andet end antydninger og mulige veje.
Ken Denning er født i Sønderborg i 1957 og uddannet fra Det fynske Kunstakademi i 1986. Han har udstillet i ind– og udland og er blandt andet repræsenteret i Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst. Han har særligt beskæftiget sig med landskabsbilleder. Hans foretrukne medier er raderinger, tegninger og andre former for grafiske værker. I udstillingens 25 værker gør han brug af en blandteknik, hvor både tegning, foto og andet indgår.
Kilde:
Strandvejen 13
7620 Lemvig
Tirs-søn 12-16
Fra 23 marts:
Tirs-søn 12-17
Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré
+45 97810371