Agnete Bjerre & Ida Sønder Thorhauge
17 nov 201922 mar 2020

Agnete Bjerres og Ida Sønder Thorhauges værker mødes under duoudstilling i Kunstbygningen i Vrå.

Agnete Bjerre: To figurer. Pressefoto.

Agnete Bjerre (f. 1924) og Ida Sønder Thorhauge (f. 1990) repræsenterer to vidt forskellige generationer, der på trods af forskellige erfaringsmæssige påvirkninger og arbejdsmetoder, kan forenes i dyrkelsen af menneskeskikkelser og eksistentialismen.

Agnete Bjerre, der i løbet af sin lange karriere bl.a. har vundet Eckersberg Medaillen, er kendt for at skildre menneskets indre liv i sine malerier med stor følsomhed og en indgående interesse for menneskefiguren. Hun demonstrerer en håndværksmæssig kunnen og repræsenterer en tid og geografi i den danske kunsthistorie. Mens Agnete Bjerres værker er abstrakte og ekspressive i klassisk forstand, har Ida Sønder Thorhauges værker et mere poppet udtryk. Det klichéfyldte er en vigtig drivkraft i Sønder Thorhauges praksis, hvor hun benytter sig af kunsthistoriske referencer og velkendte motiver (f.eks. rytterportrættet eller den unge kvinde og døden) i sin undersøgelse af de billeder, som vi mennesker kollektivt skaber.

Til denne udstilling har Ida Sønder Thorhauge lagt vægt på at fremhæve sin position som samtidskunstner ved hjælp af sine motiver. Høje, glimtende stiletter, farverige kunstige negle, lange kjoler med spaghettistropper og ikoniske print af dødningehoveder eller roser og transparente paraplyer er vigtige elementer i malerierne, mens selve figurerne er arketypiske karakterer som den unge, smukke kvinde, den skeptiske romantiker, heksen, skurken, hesten og døden. Malerierne med de tydelige referencer til klassiske eventyr og popkulturelle superheltefortællinger står i fin kontrast til Agnete Bjerres mere traditionelt ekspressionistiske tilgang, der tager udgangspunkt i menneskets indre følelsesliv.

Ida Sønder Thorhauges værker er med til at aktualisere udstillingen i en nutidig kontekst, så dette generationsmøde kan tydeliggøre den adskillelse, der er i kunstnernes fælles referencer og forbilleder, mens de to kunstneres værker samtidig på tværs af tider glider sammen, forskydes og udvider hinandens fortællinger.

Kilde: Kunstbygningen i Vrå

Kunstbygningen i Vrå

Højskolevej 3A
9760 Vrå

Tirs-fre 12-16
Tors 12-20
Lør-søn & helligdage 13-16

Entré til udstillinger:

Pr. person: kr. 60
Grupper over 10 pers.: kr. 45
Studerende med studiekort: kr. 35
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 98980410

Agnete Bjerre & Ida Sønder Thorhauge
17 nov 201922 mar 2020

Del

'Agnete Bjerre & Ida Sønder Thorhauge'

Facebook