Christian Lemmerz: Uriel

23 nov 201918 jan 2020

Anbefalet under Det skal du se! i uge 47 

Fredag d 22. november åbner Christian Lemmerz’ nye udstilling Uriel hos Hans Alf Gallery. For den navnkundige tysker, der tidligere i år fyldte 60, markerer udstillingen et bemærkelsesværdigt stilskifte, idet han med stor konsekvens tager afsked med det velkendte, figurative univers for i stedet at udforske det processuelle og performative i en serie monokrome og hovedsageligt abstrakte tegninger og relieffer.

Christian Lemmerz er en kunstnerisk begavelse udover det sædvanlige. Faktisk kunne man med betragtelig hjemmel hævde, at han har været én af de sidste fire årtiers væsentligste figurer på den danske kunstscene. I vanvittige, storladne og ofte groteske visuelle manifestationer har Lemmerz gang på gang overrumplet sit publikum og skubbet til grænsen for, hvad kunsten kan tillade sig. Igennem historien har repetition og epigoneri bragt mange singulære begavelser til en erkendelse af nødvendigheden i nye punkter at betragte alting fra, og på samme måde synes også Lemmerz’ praksis drevet af en eksistentiel utålmodighed: Vi må videre! Og så rykkes alt op med rode, automatreaktioner afmonteres, ikonerne styrtes, darlings tages af dage. Jorden må nivelleres, før nye huse kan bygges.

I Uriel er Christian Lemmerz godt i gang med sit eget, personlige paradigmeskifte. Efter i størstedelen af sin karriere at have lagt vægt på figurationens narrative og æstetiske kvaliteter, har den tegnende billedhugger i løbet af det seneste år befundet sig mid-air i et kunstnerisk tigerspring, der har set ham genopfinde sit eget univers: Væk er de anatomiske studier, zombierne og de bibelske referencer; tilbage står håndens rejse over papiret, skumringspunktet mellem tilblivelse og opløsning, øjeblikkets skælvende kontur.

Rejsen mod det nye ståsted tog sin begyndelse umiddelbart efter Christian Lemmerz’ sorgtunge udstilling The Night is Large, hvor kunstneren igennem en serie portrætter bearbejdede tabet af sine forældre, der begge døde samme år. Ifølge Lemmerz selv var det som om, han omsider havde udtømt sit indre billedkartotek: De sitrende profiler af forældrene på dødslejet, tegnet frit efter hukommelsen, markerede en slags foreløbig afsked med figurationen. I tiden efter udstillingen prøvede han ganske vist at finde tilbage, men hvor kunstneren higede efter det almengyldige og fortolkningsåbne, var det som om motiverne til stadighed lukkede sig om sig selv og blev kitsch. Lemmerz søgte inspiration i orientalsk kalligrafi og læste alt, hvad han kunne få fat i om emnet. Han barrikaderede sig i sit atelier og iværksatte en møjsommelig men indædt transformation, som først langt senere med performanceværket EyeScape på Copenhagen Contemporary fandt sin form.

Nu har Christian Lemmerz så skabt en udstilling, der ikke ligner noget, vi tidligere har oplevet fra hans hånd. Syv imposante, nonfigurative relieffer, der alle er lavet ”à la minute” som negativer med fingrene direkte i støbesandet og efterfølgende foreviget i flydende bronze, flankerer en stribe afdæmpede, monokrome ”landskaber”, som dokumenterer håndens rejse frem og tilbage over papiret uden at ty til genkendelige former eller aftryk. En kolossal bronzeskulptur uden begyndelse eller ende er tilsyneladende eksploderet ind i rummet, og i mindre, gitterlignende tegninger aner man inspirationen fra kalligrafi. Kun glimtvis ses den gamle Lemmerz, som når en vældig bronzetorso skyder op af gulvet mellem tegninger, der ligeledes bruger kroppen som mere eller mindre synligt element. Men helt overordnet er blikket og udtrykket et andet. Og dermed også oplevelsen.

Hvad der præcis er på spil, er som så ofte før en gåde. Dog er det måske netop i denne udstilling en endnu væsentligere pointe end tidligere, at rummet for fortolkning og indlevelse efterlades åbent: Det er altafgørende, at beskueren indlader sig på processen og accepterer den performative præmis, der ligger til grund for tilblivelsen, og på denne måde bearbejder billedfladen, så det abstrakte for den enkelte kan blive konkret.

Uriel er i jødedommen og katolicismen navnet på den fjerde i rækken af ærkeengle efter de langt mere kanoniserede Michael, Gabriel og Raphael. Han er engel for omvendelse og underkastelse. I Miltons Paradise Lost har Uriel ansvaret for solens bane, han er Guds øjne, men kommer også uforvarende til at henlede Satans opmærksomhed på den nyskabte jord.

Kilde: Hans Alf Gallery