Billedserie: KulTHYvator

Billedserie: KulTHYvator

Ronja Svaneborg: Monument til Fremtiden. Det færdige værk, som byens borgere nu kan tage i brug. Bag skydedørene kan alle fra byen påsætte opslag og annoncere. Foto: KulTHYvator

Tre byer i Thy har over sommeren fået kunstværker på tomme grunde.

KulTHYvator er et byfornyelsesprojekt, hvor tomme grunde i Vestervig, Bedsted og Hørdum er blevet forsynet med kunstprojekter, hvor kunst, byrum, landskab og historie bindes sammen til nye steder – “rekreative platforme” – til glæde og brug for landsbybeboerne.

Det er kunstnerne Camilla Nørgård, Ronja Svaneborg og Camilla Berner, der til i hver sin by har arbejdet med et borgerinddragende kunstværk.

Der har været afholdt borgermøder i løbet at foråret og sommeren, hvor beboere har kunnet komme med ideer og høre om projektet og møde kunstnerne. Kaffemøder, grillarrangementer og hjemmebesøg har givet gensidig inspiration til projekterne, og kunstnerne har til deres projekt taget udgangspunkt i byernes ”DNA”, og spændende historier.

Om Ronja Svaneborgs Monument for Fremtiden i Bedsted:
Borgere i Bedsted har givet udtryk for, at man ønsker sig et ”fremtidssikkert” kunstværk som ser fremad og fokuserer på ”den kraft der er, når mennesker selv tager fat og tager ansvar for deres udvikling.”
På grunden er placeret en stor, dobbeltsidet ramme med stråtækte skydedøre på en betonsokkel. Det gamle håndværk stråtækning er her taget i brug, og fortæller om vigtigheden af at vi har historien med os, når vi skaber nyt. Bag skydedørene gemmer sig to udstillingsvægge, som borgerne kan tage i brug og dermed holde værket opdateret. Resten af konstruktionen er gul og fremstår som et ”monument for fremtiden”. Værket inviterer til dialog og interaktion og som kan fungere som katalysator for samtalen om vores fælles samtid og fremtid.

Om Camilla Nørgårds Vestervigtrapperne i Vestervig:
Et nyt byrum på Klostergade 58 trækker referencer til Vestervigs bygningshistorie fra jernalderens dørmåtte i strandsten, marksten, klostersten til byens engang store produktion af tegl og cement. Med udgangspunkt i byens mange trappetrin, og tradition for gennem tiden at have genbrugt munke- og kvadresten fra byens kloster og bygninger i øvrigt, har Camilla dannet sit ”trappelandskab”. Her skyder fragmenter af trapper, trin og terrasser op ad den skrånende grund i Klostergade, og bliver bindeled til byens fårefold og selv-pluk-plantage. Mursten, kakler og smukt forsirede gesimsstykker fra det tidligere hus på grunden bliver således til en flot, skulpturel trappe. Alle trappetrin og betonelementer er indsamlet og doneret. Nederst på grunden står en stor betonmodelleret kurv der beplantes med stauder fra byen.

Om Camilla Berners Træ. Samling. Kugle i Hørdum:
Da den gamle slagterforretning i Hørdum blev revet ned, kom det kæmpestore bøgetræ bagerst på grunden til syne. Store træer har til alle tider tjent som samlingssted. Her bliver en rund bænk nu bygget som samlingssted. Af de gamle mursten fra huset står nu en kæmpe ”forvandlingskugle” muret op på grunden. Kuglen er blevet til efter inspiration af historier om den kloge mand i byen, og sammen med det store træ kredser Camillas tanker om forvandling samt klog- og kundskab. Hvor husets grundplan var, bliver ydermere en lille skov – et arboret – plantet. Hørdumborgere har valgt træer og buske som skal plantes af elever fra Koldby Skole sammen med en lille flaskepost til fremtiden. I brevet i flasken er et lille interview – en god historie fra Hørdums ældre generation.

Med udgangspunkt i byens mange trappetrin, og tradition for gennem tiden at have genbrugt munke- og kvadresten fra byens kloster og bygninger i øvrigt, bygger kunstneren Camilla Nørgård sit ”trappelandskab” på den tomme grund. Foto: KulTHYvator
Elever fra Vestervig skole lytter til skoleleder Vinni Dalgårds åbningstale, mens de står på ”Bytrappen”, som er en klassisk støbt betontrappe, beklædt med originale forskellige typer Hasle klinker, doneret af en pensioneret murer fra byen. Foto: KulTHYvator
Vue over hele ”Trappesletten” inden åbningen. Foto: KulTHYvator
Kunstneren bag ”Vestervigtrapperne” fortæller om værkets tilblivelse. Bagerst står den færdige betonkurv beplantet med forskellige planter, doneret af byens borgere. Foto: KulTHYvator.
Slagterforretningen rives ned og det store bøgetræ, som hidtid har været gemt omme i haven kommer til syne. Camilla gemmer et antal mursten, og terrazzoflisestykker til brug til sine værker. Foto: KulTHYvator
Brugte mursten fra huset bliver renset af borgere fra Hørdum sammen med Camilla. Foto: KulTHYvator
Foto: KulTHYvator
Den færdige kæmpekugle (diam. 160 cm) placeret på et stort betonfundament, samt afmærkningerne af det kommende arboret. Af de gamle mursten fra huset står nu en kæmpe ”forvandlingskugle” muret op på grunden. Bagerst det store bøgetræ hvor bænken senere bliver monteret. Den gamle landsbyhave bliver i nogen grad bevaret og bagerst står en gammel terrasse, som vil brugt som en lille scene til sammenkomster i byen. Foto: KulTHYvator.

Kilde: KulTHYvator

KulTHYvator er initieret og kurateret af Thomas Wolsing

Del artiklen

'Billedserie: KulTHYvator'

Facebook