Jacob Rantzau: So far away
1 sep 20195 jan 2020

Jacob Rantzau: Kill your darlings (udsnit), 2017-18. Pressefoto.

So far Away er billedkunstner Jacob Rantzaus (f. 1973 i Aalborg) første større soloudstilling i 5 år. Den er skabt specifikt til Vendsyssel Kunstmuseum, og med værkinstallationer på op til 10 x 10 m udfordrer Rantzau både sig selv og museets arkitektur.

Jacob Rantzaus værker kredser omkring menneskefiguren, og i motiverne ligger ofte referencer til nutidige samfundsstrukturer og problemstillinger. Et gennemgående tema i udstillingen er tidens informationsflow og fænomenet FOMO – angsten for at gå glip af noget. Igennem de senere år har landskabet fået mere fylde i motiverne og samspillet mellem menneske og natur ligeså. I takt med motivets udfoldelse indføjer sig også referencer til klima- og miljødebatten. Det er tankevækkende værker, som går dybt – i såvel kunstnerens som beskuerens bevidsthed.

Udstillingen indledes med portrætserien, der bærer titlen Verdens lykkeligste land. Her konfronteres beskueren med bredt smilende ansigter, der, i deres enerverende tilstedeværelse, både er på og samtidig synes fraværende. Motiverne bevæger sig fra det skarpt detaljerede, over det opløselige til det abstrakte. Fra det individorienterede overgår fortællingen gradvist i landskabsmalerierne til samspillet mellem menneske og natur for til slut at kulminere i tre installationer, der på forskellig vis, og i både bogstavelig og overført betydning, trækker tråde til FOMO og dilemmaet mellem at give slip og holde fast i alting – på én og samme tid.

Kunstnerens arbejdsproces belyses i et særskilt skitserum med over 100 arbejdsskitser, hvor man får et indblik i den kreative proces og de mange fragmenter, som kunstneren stykker sammen i atelieret undervejs. Dialogen mellem kunstner, værk og beskuer videreføres i en ca. 30 minutters film, produceret af instruktør Martin Strunge, som også vises i skitserummet.

Kilde: Vendsyssel Kunstmuseum

Vendsyssel Kunstmuseum

P. Nørkjærs Plads 15
9800 Hjørring

Tirs-søn 11-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 98924133

Jacob Rantzau: So far away
1 sep 20195 jan 2020

Del

'Jacob Rantzau: So far away'

Facebook