Art Weekend Aarhus på trapperne

Art Weekend Aarhus på trapperne

Art Weekend Aarhus byder på flere fester og arrangementer, herunder den store åbningsfest som afholdes på Kunsthal Aarhus. Foto: Nina Buhl Crone

Til oktober fejrer Art Weekend Aarhus for syvende gang den aarhusianske kunstscene. Denne gang bliver der endnu mere kunst i byrummet.


I dagene fra fredag d. 4. oktober til og med søndag d. 6. oktober 2019 folder Art Weekend Aarhus sig atter ud i det aarhusianske byrum.

Byens museer, kunsthaller, gallerier, kunstskoler og projektrum er sammen om at præsentere den aarhusianske kunstscenes spændvidde. Programmet byder blandt andet på udstillinger, performances, internationalt fagprogram, foredrag og guidede ture.

Festivalen er en anledning til at fejre den aarhusianske kunstscene. Og så er årets festival en anledning til at række ud til byens borgere. Jacob Fabricius, kunstfaglig direktør for Kunsthal Aarhus, udtaler: “Art Weekend Aarhus er for alle, og vi håber, at årets festival vil skabe endnu større bevidsthed om byens pulserende kunstliv”.

Festivalens styrkede fundament

Efter seks fortløbende årlige festivaler holdt festivalen i 2018 en pause for at udvikle nye formater og styrke festivalens fundament. Et fundament, som nu udgøres af en styregruppe bestående af Kunsthal Aarhus, Galleri Image, Aarhus Billedkunstcenter og webmagasinet kunsten.nu.

Resultatet af det styrkede samarbejde ses også i form af byrumsudstillingen You Are in My Veins af kurator Charlotte Sprogøe. Udstillingen indeholder værker fra internationale og danske kunstnere og strækker sig fra Molslinjens arealer på havnen, til Mejlgade, Latinerkvarteret og Kvindemuseet.

Charlotte Sprogøe fortæller om udstillingen:
“Ideen er at skabe en udstilling, som er stedsspecifik på et følelsesmæssigt og mentalt plan, der hvor livet leves i byen frem for at opstille monumentale installationer på dens store pladser. Værkerne arbejder med intensiteter sensualitet, begær, kærlighed og smerte. Det er et intimt bud på, hvordan en by kan skildres psykisk som i en sang.”

Følg med udviklingen af byrumsudstillingen og af de mange andre forskellige begivenheder under årets festival på www.artweekend.dk samt festivalens Facebook og Instagram

Del artiklen

'Art Weekend Aarhus på trapperne'

Facebook