Kunst og kulturer mødes i Vestjylland

Kunst og kulturer mødes i Vestjylland

Hanne Nielsen og Birgit Johnsen: Blæser ved havet, 2019. Foto: Pressefoto.

Dette års MEETINGS-festival løber af stablen fra den 30. august til den 8. september. Oplev international kunst i utraditionelle omgivelser – bl.a. fiskerhytter, private lader og maskinhuse.

Festivalen MEETINGS er et projekt, der er skabt af den lokale kunstnerdrevne forening ET4U i samarbejde med en lang række andre foreninger og lokalsamfund. ET4U har inviteret internationale og danske kunstnere på arbejdsophold i Midt- og Vestjylland. Med inspiration i mødet med lokalområdet og -befolkningen har kunstnerne skabt en række nye video- og performanceværker. Det hele kulminerer ved dette års MEETINGS-festival, hvor de færdige værker vises på forskellige lokaliteter rundt om Nissum fjord.

Desuden vises en del allerede producerede videoværker, der har fokus på ‘stedet’ og ‘mødet’, men set fra andre hjørner af verden end det midt- og vestjyske. Hele festivalen omfatter i alt 42 værker vist på 27 adresser og skabt af 49 kunstnere fra 17 lande.

De nye video-, lyd- og performanceværker til dette års festival er produceret af Hanne Nielsen & Birgit Johnsen (DK), Sharmila Samant & Kattyayani Joag (Indien), Louise K. Wilson (England) & Michal Kindernay (Tjekkiet), Ragnhild May (DK), Douwe Dijkstra (Holland), Jette Ellgaard (DK) og Jean-Léon Pallandre (Frankrig).

Festivalen åbnes den 30. august i Thorsminde. Her kan man bl.a. opleve et musisk møde mellem to kulturer v/ musikerne Abdallah Abozekry (Egypten) og Lars Greve (DK), som om aftenen spiller deres første koncert, der primært vil bestå af improvisationer.

Se hele programmet, og læs mere om de deltagende kunstnere her.

Kilde: ET4U

Del artiklen

'Kunst og kulturer mødes i Vestjylland'

Facebook