Jeg er på vej over Vejle Fjord-broen til Skt. Hans festivitas og åbning af udstillingen Cry me a River. Selvfølgelig hører jeg Justin Timberlakes pophit, der har lagt navn til udstillingen. Hvor sangen i al sin banalitet handler om ulykkelig kærlighed, sætter udstillingen fokus på en mangfoldighed af nutidige aktualiteter – klimakrise, fællesskab, moderskab, og den er inspireret af især sci-fi og mytologi, fortid, nutid og fremtid.
Men selvom Timberlakes melodi ikke rigtig fæstner sig i mig – eller særlig tydeligt i udstillingens koncept, for den sags skyld – glæder jeg mig til at skulle opleve en udstilling i spektakulære rammer og med væsentlige eksistentielle problematikker på spil.

Den stedspecifikke udstilling

Vejle Kunstmuseum har med den årligt tilbagevende kunstfestival Floating Art på Vejle Fjord omsat en indlysende god idé om at skabe en stedsspecifik kunstudstilling, der går i klinch med en af byens absolutte trækplastre: den naturskønne fjord.

Ideen er velkendt – Skulpturprojekte Münster, Parcours Basel, The High Line, New York for at nævne nogle få – og når det lykkes kunstværker at fange stedets historie, stemning og særlige karakteristika, så kan det virkelig noget. Kunsten føjer en dimension til oplevelsen – den reflekterer, inspirerer, overrasker og ja, underholder på den gode måde.

Floating Art tilfører forventeligt en oplevelsesdimension til Vejle Fjord og Cry me a River har tillige den ambition at få os til at se verden på ny, at lade værkerne tale ind i emner, der angår os alle. Og det lykkes i den forstand, at udstillingens tema – der oplagt har sit omdrejningspunkt i vand – får sagt noget vigtigt om vores eksistens: livet begynder i vand, vi består mestendels af det og vi er helt afhængige af det for at overleve. Om udstillingen som helhed formår at tale med Vejle Fjord er mere tvivlsomt.

Kunstnerne skriver sci-fi fortælling færdig

Kurator Mette Woller har ansporet kunstnere til at lade sig inspirere af sci-fi genren med en fortælling om det fremtidige liv på den fiktive planet Venusmira. Bogen er endnu ikke skrevet, men har en etisk pointe om, at menneskeheden kun overlever, hvis fællesskabet sejrer. Kunstnerne og publikum opfordres til at skrive fortællingen færdig.

Dét har kunstnerne så gjort og skabt en række skulpturer med mere eller mindre komplekse fortællestrukturer om havet, dets væsener og tilhørende mytologier og historier. Publikum kan i første omgang hente inspiration i selve værkerne.

Tyrkiske Ceylan Öztrük har har bl.a. skabt en sci-fi inspireret vandcykel (A Trip to Venusmira, 2019), man kan benytte til at besøge de øvrige værker fra vandsiden. Konceptuelt både skarpt og skægt og med en futuristisk og cool stil, der leder tankerne hen på et fremtidsscenarie, hvor alt er forbundet og indbyrdes afhængig af hinanden.

Mia Edelgarts futurisme ses i hendes muterede, larveformede pattedyr, der kloner ideen om mennesket som en fødemaskine (figuren udgøres af en række bryster, der bogstaveligt sprøjter næringsgivende væske ud) med historien om miden Demodex F, der lever på og af menneskets krop. En form for økosystem, hvor mennesket solidarisk giver næring til al liv.

Hvor historien om kunstneren som nybagt mor kun er indirekte tilstede i Edelgarts værk, er den personlige fortælling mere eksplicit en del af svenskeren Tor Jonssons flodpram (The Reincarnation of MS Marietta, 2019). Han voksede op på et fragtskib, der flere gange bragte ham til Vejle Havn. Den rekonstruerede båd følges af et lydspor: optagelser på kassettebånd med breve, eventyr og vuggesange. Poetisk, mystisk og befriende åben til at publikum kan digte videre.

Også kinesiske Liu Shiyuan taler om vandet som et bindeled mellem fysiske steder på kloden. Hun har skabt en transportkasse fyldt med kunstig, tropisk frugt og taler dermed bl.a ind i diskussionen om det bæredygtige i at transportere eksotisk frugt kloden rundt (og den deraf følgende enorme forurening af verdenshavene). Et værk, der ikke læner sig op ad et futuristisk sci-fi udtryk, men som taler ind i en nutid med absurde prioriteringer, og dermed utvivlsomt griber ind i fremtiden.

Det hænger ikke helt sammen

Værkerne på udstillingen er hver især både tankevækkende og interessante. Men det ændrer ikke ved, at udstillingen har svært ved at hænge sammen. At udstille i en fjord er en utrolig vanskelig øvelse og jeg kan ikke undgå at tænke, at værkerne bedst havde været udstillet på en sokkel i et museumsgalleri. Vandet føjer simpelthen ikke noget særligt til selve værkerne – de står som skvulpende monolitter, langt fra hinanden, de fleste nærmest usynlige for det blotte øje.

Det ligger ikke lige for at opleve dem som bud på dét indhold i sci-fi romanen, vi i starten blev opfordret til at skrive. Men frem for alt er selve dialogen med Vejle Fjord ikke særlig reflekterende, udfordrende eller undersøgende.

Værkerne er nok forbundet af vandet, men deres historier peger i mange vidt forskellige retninger og visuelt er de alt for isolerede. Vandet som formmæssigt element forekommer ikke særlig elegant eller smart tænkt ind i det enkelte værk. Sejlturen på fjorden i det smukke midsommer lys føjede nok en dejlig dimension til oplevelsen, men den formåede ikke rigtig at binde udstillingen sammen. Det gjorde Timberlake heller ikke.