Det er vanskeligt ikke at trække på smilebåndet, når man bevæger sig igennem en udstilling med Erwin Wurm. Og udstillingen på Museum Jorn er da heller ingen undtagelse; fra de mandsstore, antropomorfe pølsestatuer, der møder den besøgende ved indgangen til udstillingen, til Erwin Wurms særkende, de såkaldte One Minute Sculptures, hvor man kan træffe at møde ens medbesøgende med en spand på hovedet eller liggende på et ubekvemt leje af tennisbolde. Men for Wurm er humoren ikke et mål i sig selv, men blot en afledt effekt af de problematikker, som han undersøger gennem sin kunst:

“Jeg er generelt ikke så interesseret i humor i sig selv. Men jeg kan i høj grad relatere til absurd teater, som Jean Genet, Ionesco og Beckett, der for mig beskriver realismens umulighed, fordi virkeligheden er langt mere vanvittig, end vi nogensinde ville kunne forestille os,” siger Wurm, da jeg indledningsvis spørger ind til brugen af humor som virkemiddel.

“Folk spørger også om jeg er inspireret af surrealismen eller Wieneraktionismen, men det er heller ikke tilfældet. De beskæftigede sig med de store tematikker, og jeg er mere interesseret i det marginale, i dagligdagens paradokser, og i de oversete sider af verden. Nogle gange er det paradoksale tragisk, nogle gange er det komisk, men humor er kun en lille del af det.”

Mennesker som objekter og objekter som mennesker

En stor del af Wurms værker kredser om sammenblandingen af det menneskelige og det ikke menneskelige; imellem biologiske og teknologiske systemer. Interessen for det transhumane manifesterer sig derfor mange steder i Wurms praksis, hvor objekter bliver menneskelige, og mennesker forvandles til objekter.

Et karakteristisk træk ved Wurms praksis er skulpturer, hvor hverdagsgenstande som huse og biler er svulmet op eller tvistet i forskudte perspektiver. På udstillingen finder vi ingen af de fysiske skulpturer, men værkerne er dog repræsenteret ved videoinstallationen Am I a House? (2005), hvor et talende, fedladent hus – baseret på skulpturen Fat House (2003) – har antaget menneskelige træk.

“Jeg begyndte at interessere mig for fedme; altså det at tage på eller at tabe sig, og hvordan det relaterer sig direkte til den skulpturelle praksis, eksempelvis i ler, hvor man altid tilføjer eller fjerner materiale. Men jeg ønskede ikke at arbejde med mennesker, så hvad ville der ske, hvis jeg overførte fedmen til andre ting? Vi definerer netop os selv gennem genstande og ejendom, så hvad hvis jeg tog højt værdsatte genstande, som en bil eller et hus og gjorde dem fede? Og det, der sker er, at tingene pludselig bliver menneskelige.”

Det almene i det særegne

Et gennemgående ikonografisk træk i udstillingen er brugen af pølser og (syltede) agurker. Wurm svarer ikke straks, da jeg spørger ind til emnet, men indleder ved at fortælle om den franske filosof Michel de Montaigne, der beskrev verden ved at skrive om sig selv. “Montaigne spejlede verden gennem sin egen personlighed, gennem sine længsler, begær og problemer”, begynder Wurm. “Og det er også det kunstnere og forfattere gør. Hvis du ellers er klog nok, eller finder den rigtige måde at ophøje det personlige til almengyldige spørgsmål, er det subjektive noget, alle kan få noget ud af.”

“Jeg voksede op i 50’erne, og min bedstefar lavede morgenmad hver dag, og når jeg havde været en god dreng, fik jeg en pølse eller en syltet agurk som belønning.” Begge er centraleuropæiske fødevareikoner for arbejderklassen, men Wurm tager denne personlige historie og symbolik og forsøger at ophøje den til et mere almengyldigt symbol:

“Pølserne har en naturlig, biologisk begyndelse, men bliver forarbejdet til noget kunstigt, så for mig bliver de også et symbol på mennesker, der bliver skabt, og sidenhen forarbejdet af samfundet.”

Man kan vel også sige at det individuelle forsvinder i eksempelvis agurkeselvportrætterne? Der er et tab af individualitet, hvor egoet forsvinder, og det almengyldige står tilbage.

“God pointe. De fleste af mine skulpturer har ikke noget ansigt. De er arketyper.
Og så har agurker og pølser selvfølgelig også en meget karakteristisk form, der minder om bestemte legemsdele, som jeg også finder det interessant at arbejde med, fordi denne legemsdel i høj grad er ansvarlig for verdens tilstand.”

“Alle disse krige osv.”, siger Wurm med et glimt i øjet: “De er allesammen relateret til agurker og pølser. Og jeg laver sjov med det, men jeg er bestemt også meget kritisk. Jeg gør nar, men gør også nar af mig selv og min egen position. Som en der har en penis, er jeg en del af dette problem, som har eksisteret siden verdens begyndelse. Så det er også en kritisk kommentar om samfundet.”

Performative skulpturer

Wurm er nok bedst kendt for sine One Minute Sculptures, hvor publikum inviteres til at følge en mere eller mindre absurd instruks, for derved selv blive en del af værket. Jeg spørger ind til Wurms inspirationskilder og hvordan hans performative skulpturbegreb relaterer sig til eksempelvis fluxus, Joseph Beuys eller den senere relationelle æstetik.

“Beuys er tæt knyttet til begrebet social skulptur, og jeg var længe en stor fan, men efterhånden tabte jeg forbindelsen i mine bestræbelser på at finde min egen tilgang.
Da jeg begyndte at studere kunst, ønskede jeg i lang tid at blive maler, men de placerede mig i stedet på skulpturholdet. Jeg satte mig derfor for at definere mit eget skulpturbegreb: Hvad er en skulptur? Hvad kan en skulptur være? Når du har en tredimensionel form bevæger folk sig rundt om skulpturen, så dermed tager det tid for skulpturen at åbenbare sig for beskueren. Så hvad sker der, når man overfører tidslighed til skulpturen selv? Dét er i høj grad grundideen bag mine One Minute Sculptures.”

“Jeg undersøgte fx. hvordan det at samle en telefon op på den ene side åbenlyst er en form for handling, men måske også kunne være en form for skulptur. Hvad skal der til, for at noget bliver skulptur? Er Slow Motion svaret? Hvis jeg strækker bevægelsen meget langsomt , så det næsten står stille? Eller er det repetition, hvor bevægelsen gentages så mange gange, at den nærmest mister sin betydning? Den problematik ligger til grund for mange af mine værker”

“Med One Minute Sculptures er der også et andet aspekt: Når du bevæger dig igennem udstillingen er du et sansende subjekt, men når du realiserer en One Minute Sculpture, forvandles du til et objekt, som bliver betragtet af andre. Det er et totalt paradigmeskift. Men det centrale er, at folk rent faktisk gør det, for hvis en person blot passerer forbi og ser på billede- og tekstinstruktion, så er det konceptkunst. Men når man rent faktisk følger instruksen, så bliver det teatralsk, performativt og meget psykologisk, hvor der er noget på færde, og du selv bliver betragtet. Dét finder jeg langt mere interessant.”

Jeg spørger Wurm, om der er tale om en form for bevidst kontroltab som kunstner, når man sådan overlader skabelsen af værket til publikum.

“Ikke rigtigt”, griner Wurm. “Jeg er lidt af en diktator, så jeg er ked af at skuffe dig, når nu dette er sådan et demokratisk land, men jeg bruger grundlæggende publikum som et værktøj. Når jeg vil have nogen til at gøre noget i instruktionen, så skal de gøre det for, at det bliver til et af mine værker. De kan vælge at gøre noget andet pjat, men så er det noget andet, og ikke et Erwin Wurm-værk. På dét punkt er jeg meget streng.”